Det Danske Spejderkorps (DDS) har været progressivt, ja nærmest revolutionært i tanke og handling gennem de forgangne næsten 100 år. Siden begyndelsen i 1909 har hundredtusinde af unge mennesker ladet sig forme af et spejderkorps, hvis var og er udvikling af det enkelte individ til selvforståelse og indtræden i fællesskabet og samfundet.
Undervejs i processen har den enkelte spejder, dreng eller pige, kvinde eller mand, været medlem af et korps, som på mange måder var forud for din tid. Demokrati, decentralisering, økologi, naturværn, rotationsprincip, ligestilling, kønskvotering og gruppearbejde var hverdag i DDS længe før, det blev kendt og indført i resten af samfundet. Det er der bare ikke så mange, der ved. For DDS har altid været defineret ved aktiviteter frem for holdninger.
I dag står DDS midt i en rundkørsel. Medlemstallet daler, de typiske spejderaktiviteter kan dyrkes mange andre steder end i DDS og demokrati som et organisatorisk princip er en selvfølge overalt. DDS – og spejderbevægelsen generelt – har så at sige sejret sig ihjel og må derfor definere sig selv på ny.
Udfordringen er at finde et nyt ståsted og en vej ud af rundkørslen. Løsningen er måske en ny revolution.
Forfatter: Jørgen Aagaard