Bliv klar til Caminoen

Bliv klar til at gå Caminoen

 

Drømmer du om at gå Caminoen, eller er du allerede godt i gang med at planlægge din pilgrimsvandring? I Spejder Sport hjælper vi rigtig mange danskere på vej mod deres Caminoeventyr, så læs med her og få svarene på de mest stillede spørgsmål.

Flere af vores egne medarbejdere her i Spejder Sport har gavmildt delt ud af deres erfaringer til denne artikel, så du nu kan dykke ned i en masse insiderviden og brugbar bonusinfo om Caminovandring.

 

Hvilken Caminorute skal jeg vælge?

Når vi taler om ”Caminoen” refereres der til verdens ældste Camino: Den spanske Camino de Santiago, der siden Middelalderen er blevet anset som værende en af de vigtigste kristne pilgrimsruter.

På Caminoen vandres der mod byen Santiago de Compostela, hvor Spaniens og pilgrimmenes skytsengel, Sankt Jakob, angiveligt skulle ligge begravet. Santiago betyder faktisk Sankt Jakob, og Camino ruten kaldes derfor også Jakobsvejen.

Men der er ikke kun én Jakobsvej - eller Camino for den sags skyld. Der er flere ruter, der fører til Santiago de Compostela, og en de første beslutninger du skal træffe, som pilgrim, er hvilken rute, du vil gå.

Camino Francés er den, de fleste kender og omtaler som Caminoen. Du kan dog også få en fantastisk oplevelse på f.eks. Camino Portugues eller den oprindelige rute, Camino Primotivo.

Læs mere om de forskellige Camino ruter og få tips til, hvordan du vælger

 

Hvorfor vælger så mange Camino Francés?

Camino Francés er den ubestridte mest populære Camino, og 180.000 mennesker vandrede denne vej til Santiago de Compostela i 2017.

Det er derfor den rute, vi tager udgangspunkt i her i artiklen.

Det er den oplagte rute for begyndere, fordi den er så fint skiltet, og der er rig mulighed for at holde pause undervejs og få mad og drikke eller en seng for natten.

Det er muligt at tilbagelægge dele af ruten med bus eller tog. Du kan derfor fint tilpasse Camino Francés præcis til det antal feriedage, du har, og det tempo du forventer at gå i.

Camino Francés er også den rute, hvor du vil møde flest mennesker på vejen mod Santiago de Compostela. Hvis du går Caminoen for at krydse veje med folk fra hele verdenen, er det blot endnu en grund til at vælge Camino Francés.

 

Hvor lang er Caminoen?

Camino Francés starter i den franske by St. Jean Pied de Port for foden af Pyrenæerne og forsætter cirka 775 kilometer til Santiago de Compostela.

Hele ruten fra St. Jean Pied de Port til Santiago de Compostela er delt op i omkring 32 etaper, så hvor lang tid tager det at gå caminoen, hvis du vælger denne rute af Caminoen? Du skal regne med, at hele turen vil tage 30-35 dage at gennemføre.

Den første etape på Camino Francés er den hårdeste på hele ruten, og turen over Pyrenæerne er lidt af en udfordring at starte ud med.

Til gengæld er den virkelig smuk, og hvis du ikke vil undvære den, men du heller ikke er vant til at gå i bjerge, kan du starte med at gå otte kilometer den første dag og så overnatte i Orisson. Så undgår du at skulle gå alle 24 kilometer til den historiske klosterby, Roncesvalle, i ét stræk.

Rigtig mange skipper Pyrenæerne helt og starter i byen Pamplone, fordi den er nem at komme til med både fly, tog og bus. Andre igen vælger at gå over Pyrenæerne og springer senere den 156 kilometer lange, varme og ubeskyttede Meseta slette over mellem Burgos og Leon.

Du kan gå Caminoen præcis, som du vil.

 

Hvad betyder Camino?

Camino betyder ”vej” eller ”sti”, og en Camino er derfor, i princippet, blot en opmærket rute.

Der er derfor ikke noget rigtigt eller forkert sted at starte din Camino, og der er ikke nogen, der siger, du skal gå hele vejen. Det hele afhænger af, hvilken Camino DU vil gå, hvad DU vil opleve, og hvor meget tid DU har til rådighed.

Alle går deres egen Camino, og så længe du går de sidste 100 kilometer ind til Santiago de Compostela, får du dit Compostela på pilgrimskontoret som bevis for, at du har gået turen.

 

Hvornår er det bedst at gå Caminoen?

Hvornår på året, man foretrækker at vandre Caminoen, er en personlig præference.

Der er flest, der går Caminoen i juli og august, da det er her, mange har mulighed for at holde en længere sommerferie. Dertil kommer, at mange katolikker gerne vil nå at ankomme til Santiago de Compostela den 25. juli, da der er Sankt Jakobs helgendag.

Det kan selvfølgelig godt blive rigtig varmt, men har du et helt almindeligt helbred, er det ikke noget problem at gå i højsæsonen.

Det du skal tænke over er, hvilken tur du ønsker at få. Hvis du vil gå Caminoen for at møde en masse mennesker fra hele verden og opleve det fællesskab, der opstår undervejs, så lad dig ikke afskrække af at gå i juli/august måned.

Vil du hellere bruge tiden til at kigge indad og få en personlig tur for dig selv, skal du selvfølgelig undgå de travleste sommermåneder. 

 

Caminoen

 

Hvor mange kilometer går man om dagen?

Afhængig af din grundform og årstiden kan du sætte dig et mål om at gå 20-25 kilometer om dagen.

På Camino Francés kan du sagtens gå både længere og kortere, da der er virkelig mange overnatningsmuligheder undervejs.

På stort set alle andre ruter er det en god idé at tjekke op på afstandene mellem herbergerne, inden du tager afsted, for der kan være længere at gå på de enkelte etaper.

Det er vigtigt, at du finder ud af, hvor langt du går inklusive pauser. Ikke bare hvor langt du går.

En god tommelfingerregel kan være, at du skiftevis går i 50 minutter og holder pause i ti minutter. Mærk efter undervejs og tilpas efter behov. Andre vil gå længere stræk og holde længere pauser. Det er helt underordnet.

Når du ved, om du går tre eller fire kilometer i timen i gennemsnit, inklusive pauser, så har du et rigtig godt overblik og nogle gode forudsætninger for at planlægge en Camino rute, der fungerer for dig.

Husk at tænke over, hvor mange hviledage du kunne tænke dig undervejs. Byer som Pamplona, Burgos, Leon og Santiago har masser at byde på, så her vil det være oplagt at tage en hviledag og opleve lidt.

 

Hvordan træner jeg mig op til Caminoen?

Det kan være meget individuelt, hvor meget træning der skal til herhjemme, inden du sætter kursen mod dit startpunkt på Caminoen.


En god plan kunne være at træne, indtil du kan gå tre ture om ugen á 20 kilometer med oppakning. Så er du fint rustet til at tage af sted.

Start helt uden oppakning eller med en tom rygsæk og fyld gradvist mere i. Først sovepose, så tøj, så vand og så videre indtil du til sidst træner med fuld oppakning.

Når du kommer ned på Caminoen og begynder at gå 20 kilometer syv dage om ugen, så vænner kroppen sig til det, og du vil sikkert opleve, at du går dig i bedre og bedre form undervejs.

Husk at du skal træne det antal kilometer, som du forventer at gå dagligt på Caminoen. Det behøver ikke være 20 km. Det er op til dig.

En anden måde at gøre det på, både når du træner, og når du er nede på Caminoen, kan være at omsætte kilometerne til timer oppe i hovedet.

Aftalt f.eks. med dig selv, at du går fra kl. 8-13 inklusive pauser. For nogle er det nemlig langt mere overskueligt at sætte et mål op, der hedder ”jeg skal gå fem timer i dag, og kl. 13 har jeg fri”, i stedet for ”jeg skal gå 20 kilometer i dag”.

Du kan også bruge den tilgang i din træning. Fastsæt hvor mange timer, du vil gå og se, hvor langt du når. Det giver overblik, og det kan du bruge i din planlægning af ruten.

Husk at træne i det fodtøj, du planlægger at tage på, når du skal gå Caminoen. Det er rigtig vigtigt, at dine vandrestøvler bliver gået ordentlig til, inden det går løs på ruten.

 

Hvordan er terrænet på Camino Francés?

Camino Francés byder på et meget varieret terræn, hvor du kommer forbi alt lige fra bjerge og skove til marker, sletter, enge samt både små og store byer.

Selvom cirka 500 af kilometerne tilbagelægges på stier og grusveje, er der også et par store stigninger undervejs. Både ved Pyrenæerne selvfølgelig og ved bjergene mellem de to regioner Castilla y Leon og Galacien. Ved Cruz de Ferro kommer du helt op i 1500 meters højde.

Derudover er der nogle enkelte lange strækninger på højlandet, hvor du går op til 15-17 kilometer uden læ, skygge og mulighed for at købe mad. Der kommer også nogle få strækninger af samme kaliber på syv-otte kilometer.

Heldigvis går du dig i form på turen, ligesom man kan have tendens til at glemme de hårdere etaper. Du vil derfor opleve, at turen bliver lettere undervejs.

Ikke desto mindre er det en god idé at tjekke terrænet på Camino Francés, inden du starter.

Læs derfor gerne op på turen og medbring en guidebog så som Caminion i Frankrig med kort og information om naturen, kulturen samt mad og drikke på ruten.

Hvis du vil se, hvor langt der mellem byerne, og hvor du kan overnatte, finder du på urcamino.com et godt planlægningsværkstøj.

 

Hvad spiser man på Caminoen?

Som tidligere nævnt er der masser af muligheder for både mad og drikke på Camino Francés, og du er oftest aldrig mere end fem-seks kilometer fra nærmeste butik, café eller bar. Det er jo trods alt Spanien med alt, hvad der dertil hører af dejlig mad.

Morgenmad
Der er mange små barer undervejs, hvor du kan starte dagen med en kop kaffe og en croissant. Hvis der ikke er en bar i den by, du er overnattet i, så prøv at gå et par timer til næste stop på tom mave, hvis du kan. Så smager dagens første måltid uden tvivl endnu bedre. Skulle du blive træt af croissanter undervejs, så køb en pose müsli og noget dejlig kold mælk og spis det med ske af din Wildo foldekop.

Frokost
Til frokost kan du snuppe en Bocadillo sandwich eller et stykke Tortilla, der egentlig er en æggekage med kartofler og ikke har meget med guacamole at gøre. Begge dele er relativt billigt og mætter godt.

Aftensmad
De fleste spisesteder tilbyder den særlige pilgrimsmenu ”Menu del Peregrino”. Det er typisk tre retter bestående af suppe, pasta, salat eller kød og enten is eller frugt til dessert. Der hører som regel også vand og et glas vin med, så alt i alt er ”Menu del Peregrino” en rigtig fin løsning. Måske ikke gastronomi på højt plan, men til gengæld sundt og fornuftigt til cirka 10-11 euro.

I løbet af dagen
Sørg for at have lidt snacks med i rygsækken som et let mellemmåltid. Det kan være alt lige fra chokolade, frugt og nødder til tomat og en dåse tun. Vælg det du har lyst til og brug for.

Vand skal du også huske at have med – hele tiden. I de fleste byer er der fontæner, hvor vandet godt kan drikkes, selvom det smager lidt af den klor, der tilsættes for at undgå bakterier. Tilsæt eventuelt lidt citronsaft eller køb vand på flaske.

Måske er du så heldig, at du møder gavmilde mennesker med hjemmelavet kirsebærvin eller andet godt, og så vil du sikkert være glad for, at du huskede din foldekop.

 

Hvor kan man sove på Caminoen?

Det billigste og mest udbredte, for pilgrimme, er at sove på et herberg eller et Albergue, som det hedder på spansk. Det koster 0-10 euro for en nat, og du sover i en sovesal med andre pilgrimme.

Du kan ikke overnatte på et herberg uden et 'Credential', altså dit pilgrimskort. Pilgrimskortet er der, hvori du får stempler undervejs som bevis for, at du har været der, så du, i sidste ende, kan få dit Compostela.

Det er også muligt at overnatte i kirker, på hostels og de såkaldte ”Casa Rural”, der svarer til et Bed and Breakfast.

Alt afhængig af, hvad du vælger, kan du dog ende med at få en dyrere (og mindre autentisk) tur, end hvis du holder dig til herbergerne. Overnatter du privat så husk at få stemplet dit pilgrimskort i kirken.

Pilgrimskortet kan du bestille hos Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, inden du tager afsted. Alternativt kan det også sagtens købes i andre lande eller ved startdestination i St. Jean Pied de Port.

Pilgrimspasset ser forskelligt ud alt efter, hvor det er købt, så vælg det, du synes bedst om – især hvis det skal op og hænge på væggen, når du kommer hjem.

 

grej og udstyr til Caminoen

 

Hvad skal jeg have med af grej på Caminoen?

 

Vabeludstyr
Det er meget forskelligt, hvor plaget folk er af vabler. Nogen får dem næsten ikke, mens andre har de første på vej allerede efter et par dage. Heldigvis er det noget, du kan minimere, hvis du er godt forberedt og behandler vablerne, ligeså snart du kan mærke de første tegn.

Så snart du oplever rødmen, eller at huden bliver varm, kan du starte ud med at putte et stykke sportstape på og prøve at skifte sko eller binde din støvle anderledes. Sidder strømpen skævt om morgenen, så ret den med det samme og ikke først til frokost, hvor det måske er for sent.

Hvis det ikke føles helt tilstrækkeligt, så tag et vabelplaster på og se, om det ikke kan bremse vablen.

Har vablen udviklet sig med væske indeni, kan du bruge en kanyle til enten at prikke hul på vablen og trykke væsken ud eller til at suge væsken ud, når du holder pause. Nogen foretrækker at prikke hul med en lille nål og trække en snor igennem vablen for derved at skabe et dræn. Tråden fjernes, når vablen ikke længere væsker. Uanset hvilken metode, du foretrækker, så vær grundig med håndsprit både før og efter.

Vabelplastret får du brug for, når du har prikket hul på din vabel, for det beskytter mod snavs og vand. Det er vigtigt, at du lader det sidde, til det selv falder af. Ellers risikerer du at hive huden med af. Gentag proceduren med desinfektionen, når du skifter plaster.

Hvis du på forhånd ved, at du hurtigt får mange (og store) vabler, så suppler med sportstape udenpå dit vabelplaster.Du kan også bruge englehud i stedet, hvis vabelplastret ikke er stort nok. Det er et hudvenligt, kirurgisk plaster, der er åndbart og særligt udviklet til sår og rifter, da det er nemt og smertefrit at fjerne igen.

Tip! Sportstape kan også bruges, hvis du har tendens til seneskedehindebetændelse på forsiden af skinnebenet. Alternativt kan du overveje, om du skal have et par kompressionsstrømper med. Undersøg dine muligheder hjemmefra, hvis du ved, at du har nogle svage punkter.

Læs også: Vores store guide til at undgå og behandle vabler

 

Lagenpose
Undgå følelsen af at dele seng med tusindvis af svedige pilgrimme. Med en lagenpose har du den luksus at ligge i dit helt eget sengetøj.

Vælg gerne en lagenpose i silke, hvor kroppen kan ånde, og hvor der er indbygget pudebetræk. Så kan du også nøjes med at lægge din sovepose løst henover dig og dermed slippe for at kampsvede, fordi du er krøbet helt ned i soveposen i et forsøg på at undgå at ligge direkte på en småsnusket herbergsmadres.

 

Sovepose
En letvægtssovepose er guld værd på Caminoen, uanset om du vælger at gå på en køligere årstid eller i højsæsonen, hvor der kan være rift om tæpperne på herbergerne.

Warmpeace Solitaire 250 er noget nær den perfekte sovepose at tage med. Her er forholdet mellem vægt, pakvolumen og isolering helt ideelt på grund af det lækre fyld af gåsedun, der giver optimal komfort. Foretrækker du derimod fibersoveposer, vil du uden tvivl blive glad for vores egen Asivik Trekker, der også er en blød og lækker sovepose med lav pakvolumen. Her får du en robust sovepose, der er nem at vedligeholde og bevarer sin isoleringsevne, selv hvis den bliver våd eller fugtig.

 

Mikrofiberhåndklæde
Med et mikrofiberhåndklæde har du et kompakt, behageligt og hurtigtørrende alternativ til det traditionelle håndklæde, der er langt tid om at tørre og derfor giver dig unødig vægt i rygsækken. De fleste plejer at kunne nøjes med et mikrofiberhåndklæde i størrelse L, men hvis du, som kvinde, gerne vil kunne sno dig helt ind i håndklædet, kan du overveje et mikrofiberhåndklæde i størrelse XL i stedet.

TIP! Håndklædet kan også bruges som ekstra tæppe på herberget, i pausen eller på flyet. Husk tøjklemmer eller store sikkerhedsnåle, så du kan lade håndklædet (og sokker og undertøj) hænge og tørre på rygsækken, mens du går.

 

Toilettaske med krog
Når du skal i bad på herberget og gerne vil have både pas, penge, papirer og toiletartikler med i brusekabinen, så er det smart med en toilettaske med krog, der både er rummelig og kan hænges op, så dine ting ikke bliver våde. Det er nemlig ikke alle badeværelser, hvor der er hylder eller håndvask med kant til dine ting.

 

Pandelampe
Hvis du regner med at blive en af dem, der starter dagens vandring både mørkt og tidligt, så får du brug for en pandelampe på turen. Dels for at kunne finde vej på ruten, men også når du skal have hænderne fri til at pakke dine ting hurtigt sammen på herberget, mens de andre pilgrimme sover.

 

Pakposer
Pakposer er geniale, når du gerne vil organisere indholdet i din rygsæk og sikre at pas og papirer forbliver tørt undervejs. Du undgår samtidig at vække det halve herberg, når du skal finde og pakke dine ting ned om morgenen. Det kommer nemlig hurtigt til at forstyrre, hvis du pakker i knitrende plastikposer, og det er ikke særlig velset.

Pakposer er også tidsbesparende. I stedet for at stå og bakse med at få f.eks. lagenposen foldet fint ned i det oprindelige hylster, så er det både nemmere og hurtigere lige at putte det ned i enten en vandtæt Asivik Cube pakpose eller i åndbare Asivik Mesh pakposer

 

Ørepropper
Selvom du sikkert er godt træt ovenpå dagens vandring, kan det være en udfordring at falde til ro på et herberg blandt en masse fremmede mennesker. Her kan et par lyddæmpende ørepropper meget vel redde afslutningen på din dag, så du kan sove sødt natten igennem.

 

Multitool
En lommekniv med forskellige funktioner får du hurtigt glæde af på din Caminovandring, hvad enten det er i forbindelse med frokosten, til småreparationer eller til at åbne aftenens flaske vin.

 

Vandopbevaring
Det er vigtigt, at du får nok at drikke, når du går Caminoen. Sørg for at medbringe en drikkeflaske med bred åbning. Den er nemlig let at gøre ren, da der er plads til, at du kan få hånden ned i flasken.

Du kan også vælge at tage et drikkesystem på cirka 2 liter med, der passer i din rygsæk. Så kan du nemt drikke undervejs gennem slangen, der kan trækkes ud og fastgøres til brystremmen på din rygsæk. Start med at fylde halvanden liter i af gangen, så du ikke slæber for meget med. Der er flere steder på vejen, du kan fylde op.

 

Rygsæk
I Spejder Sport ved vi godt, at man kan sagtens gå Caminoen med en rygsæk på 30 liter eller en rygsæk på 33 liter, og turen er selvfølgelig altid sjovere, jo mindre man har pakket. Men hvis det er første gang, du skal afsted, og du næppe har købt alt dit grej i super kompakt letvægt, så kan du med fordel vælge en større rygsæk.

Vi plejer at anbefale Osprey og Gregory rygsække fra 30-45 liter. Med lidt ekstra plads vil du opleve en bedre overførsel af vægten, og så slipper du for at skulle spille Tetris, hver gang tasken har været åben. Derudover får du øget komfort, da både Osprey Gregory rygsækkene er meget luftige i bæresystemet, hvilket især er rart, når man går om sommeren.

 

Vandrestave
En vigtig del af et klassisk Camino outfit er et sæt vandrestave, der hjælper dig med ved at tage en del af belastningen fra knæene og flytter det op i armene. Det giver en bedre og mere ret holdning, og dermed får du faktisk trukket mere luft ned i lungerne, mens du går.

Du tager lidt længere skridt (og tilbagelægger derfor distancen hurtigere), og så er vandrestave gode, hvis dine hænder og arme har tendens til at hæve under vandringen, fordi de bare hænger ned, når du går.

Husk at medbringe 2 sæt gummibeskyttere til dine vandrestave. Du kommer nemlig til at gå nogle lange stræk på asfalt, og her kan du hurtigt blive træt af kliklyden. Derudover står gummibeskytterne bedre fast på underlaget og, ja, så beskytter de jo også dine stave.

En anden god ting at have in mente, når du kigger vandrestave, er, om du vil nøjes med at have håndbagage med ved check-in. Så er det værd at overveje vandrestave, der kan skubbes sammen, så de kan være i rygsækken. Husk dog altid at tjekke reglerne med dit flyselskab for en sikkerheds skyld.

 

Hvilket tøj og sko skal jeg have med på Caminoen?

Der er god grund til nøje at planlægge, hvad du skal have med på Caminoen af tøj og sko, for du skal immervæk have det på en i lang tid. Det vigtigste er, at du prøver tingene på og sikrer dig, at pasformen er god, og at det sidder, som det skal – på dig! Her får du vores bud på, hvad du kan have på, når du går Caminoen:

1) Fodtøj
Valg af det rigtige fodtøj til Caminoen kan hurtigt udvikle sig til lidt af en jungle. Derfor er det rart med et overblik over de muligheder, der trods alt er:

  • Kraftige vandrestøvler
  • Lette vandrestøvler med skaft
  • Solide vandresko uden skaft
  • Løbesko
  • Sandaler

Lad os tage dem fra en ende af.


Kraftige vandrestøvler er gode, når du skal vandre i fjeldet eller i andet meget ujævnt terræn med tung oppakning. Vægten i oppakningen belaster nemlig dine ankler, og det ujævne terræn belaster din fod. Med et højt skaft og en stivere sål, får du netop den nødvendige aflastning i sådan et par støvler. En kraftig vandrestøvle er dog også tungere at gå med, og du bruger flere kræfter på at bøje den stive sål, når du går. På Camino Francés vil din rygsæk være væsentlig lettere, da du hverken skal vandre med telt eller kogegrej, og underlaget er heller ikke så ujævnt igen. En kraftig vandrestøvle er derfor lige i overkanten til Caminoen.


Lette vandrestøvler med skaft er den gyldne middelvej for mange danske Caminovandrere. Vores kunder i Spejder Sport har især været glade for den lette damevandrestøvle Mammut Nova. Selvom skaftet er kortere og sålen er blødere, får du stadig aflastningen og ankelstøtten. Sammen med herrevandrestøvlen HOKA Anapaca, er støvlerne nogle af de bedste vandrestøvler, hvis man skal gå med højt tempo og så lidt vægt som muligt i rygsækken. Adidas har også en superlet model, Adidas Terrex Swift Mid, med et skaft, der kan give dig den nødvendige støtte.


Solide vandresko uden skaft er en mulighed for dig, der slet ikke kan lide at gå i vandrestøvler. I en vandresko er ankelstøtten skåret fra, men du har stadig samme sål og skoopbygning som en let vandrestøvle. Hvis du ikke plejer at vrikke om på foden, er disse mindre og dermed lettere og luftigere sko et godt valg til Caminoen.


Løbesko er det letteste fodtøj, vægtmæssigt, du kan gå Caminoen i, og det kan som sådan også godt lade sig gøre. MEN - det stiller større krav til din fysiske form, og du skal have stærke ankler og stærke fødder. Hvis du helst vil gå i en meget let løbesko, så pas på, at du ikke går i en model, hvor sålen er for tynd. Her vil de små muskler og ledbånd i din fod nemlig være på konstant arbejde, og det giver trætte fødder. Vælg i stedet en løbesko med en sål, der har høj stødabsorbering.


Sandaler eller en klipklap er en god idé at supplere dit primære fodtøj med. På den måde får dine støvler lov til at tørre op til næste dag, og du får lov til at lufte og hvile tæerne lidt ovenpå dagens etape, hvilket er guld værd, når du lander på overnatningsstedet og dine fødder skal slappe lidt af.

TIP!
Husk ekstra snørebånd til dit Caminofodtøj. Det er en lille investering, som du vil prise dig lykkelig for, når du sidder en tidlig morgen for at stramme dine støvler, og snørebåndet pludselig knækker. Så er gode råd dyre, og medmindre du møder en pilgrim, som du må få ekstra snørebånd af, ja så kan du hurtigt ende op med et par snørebånd fyldt med knuder, støvler der gnaver eller en forfod der skøjter rundt i en støvle, der ikke kan strammes ordentligt.

 

2) Svedtransporterende strømper
Selvom du har verdens bedste vandresko, så bliver det op ad bakke, hvis du vælger de forkerte strømper. Gå endelig langt udenom strømper der er lavet af 100% bomuld. Bomuld holder nemlig på fugten, og de er sværere at få helt tørre. Det øger risikoen for lede vabler, sure tæer og stinkende støvler. Og det gider vi ikke vel?

Vælg derfor strømper, der er lavet af forskellige materialer – gerne en kombination af merinould og et syntetisk materiale som f.eks. polyamid.

Det kunne f.eks. være Spejder Sports egen Asivik trekking sock, der er lavet af 63% merinould, 34% polyamid og 3% polyamide cordura. Er du dog slet ikke til uld i nogen som helst afskygning, har vi også Asivik Superwick strømperne, der både er slidstærke og hurtigtørrende. De er lavet af 77% polyester coolmax, 21% polyamid og 2% elastan.

Vi anbefaler altid, at du køber tre par strømper til din Camino. Så har du ét par på, ét par der hænger til tørre på rygsækken og ét par, der er knastørre at tage på efter dagens etape.

 

3) Bukser og shorts
Et par zipoff-bukser vil både spare dig for bøvl og oppakning på din Camino vandring. Dels kan du tilpasse dine bukser temperaturen, du går i, og dels kan du, ved tøjvask, nøjes med blot at lyne den nederste del af og vaske dem efter en mudret dag.

Suppler også gerne din Caminogarderobe med et par Patagonia letvægtsshorts eller nogle behagelige løbeshorts, som du både kan vandre og tage en dukkert i, hvis det bliver en mulighed.

Nogen er også glade for at have deres løbetights med på Caminoen. De kan f.eks. bruges indenunder zipoff-bukserne eller shortsene på de kølige morgener. Derudover er løbetights gode, når det er lummert og varmt og regner samtidig. Selvom dine tights bliver pladdervåde i regnen, så tørrer de på 10 minutter, så snart solen kigger frem, og du slipper for at skulle skifte til regnbukser.

TIP!
Da du formentlig taber dig undervejs på Caminoen, så husk bælte. Vores justerbare Asivik Speed Belt med aluminiumkrog er genialt at medbringe, da det er fladt og dermed ikke generer eller gnaver under hoftebæltet. Desuden er det syntetisk og tørrer derfor hurtigere end et bælte i f.eks. kanvas eller læder. Asivik Speed Belt har heller ingen bevægelige dele, der kan gå i stykker, hvilket du sikkert vil sætte pris på i længden.

 

4) Åndbart tøj til overkroppen
Kunsten på Caminoen er at pakke så lidt som muligt, men stadig nok til, at du kan skifte tøj og vaske det efter behov. Især merionould er velegnet til varmere klima, da det absorberer fugten fra din krop og lader dig køle ned, efterhånden som fugten fordamper. Dertil kommer, at uld er antibakterielt. Du kan derfor have det på i længere tid uden at begynde at lugte af sved, end hvis du vandrer afsted i en bluse i syntetisk materiale.

På den måde kan du nøjes med blot at medbringe to t-shirts i merinould, hvis du skifter mellem dem hver aften. Om du foretrækker korte eller lange ærmer, der beskytter mod solen, er helt op til dig. Medbring f.eks. én af hver. Derudover er det klogt at medbringe en tynd fleece på turen, så du kan holde varmen, når du starter dagens etape i de kølige morgentimer, eller hvis sommervejret svigter.

Går du Caminoen i det tidlige forår eller det sene efterår, kan du hurtigt få varmen, hvis du medbringer en let fiberjakke. Den fylder og vejer minimalt, giver god varme og modstår vinden uden at gå på kompromis med åndbarheden. Og så bibeholder den sin isoleringsevne, selvom der måtte komme lidt fugt eller regn.

 

5) Regntøj

Du gør klogt i at medbringe en eller anden form for regntøj på Caminoen – også selvom du vandrer i højsæsonen. Der kan nemlig sagtens komme et par byger hist og her. Mange bruger en letvægtsponcho, der er let og kompakt og supplerer med et par lette regnbukser

 

6) Gnavefrit undertøj

Tag endelig IKKE spritnye underbukser med, selvom det kan være fristende, når du nu ved, at de skal hænge til tørre (og frit skue) på din rygsæk. Vælg hellere de gamle, halvslidte hjemme fra skuffen, så du er sikker på, at de sidder, som de skal, og ikke gnaver i lysken.

Ligesom med strømper skal du undgå 100% bomuld og hellere gå efter undertøj i blødt merinould eller syntet. I Spejder Sport er vi svært begejstrede for det norske mærke, Devold, der har holdt nordmændene varme i mere end 150 år under alle mulige (og umulige) forhold. Vi kan godt lide tanken om, at Devolds produkter er et gennemarbejdet resultatet af mange generationers viden og arbejde – og så endda i en prisklasse, hvor de fleste kan være med.

Så - hvis du vil have noget virkelig blødt, gnavefrit og hurtigtørrende undertøj med på Caminoen, så tag et kig på Devolds lækre boxershorts til herrer og de smarte hipsters til damer.

Og til dig som kvinde: Lad din sædvanlige bøjle-bh blive hjemme. Bøjlerne kan nemlig lave nogle grimme sår over ribbenene på grund af de gentagende armbevægelser, varmen og rygsækkens skulderstropper. Sørg derfor for at få fat i en blød og behagelig sports-bh i syntetisk materiale eller uld.

 

Hvordan kunne min pakkeliste til Caminoen se ud?

Hvert år hjælper vi rigtig mange danskere med at vælge sko, tøj og grej til deres Caminovandring. På baggrund af al vores viden i butikkerne, og ikke mindst personlige erfaringer, har vi derfor lavet en basispakkeliste til din Caminotur, som du kan lade dig inspirere af og bruge som tjekliste.

Her kan du downloade pakkelisten i pdf format.

 

Camino Finisterre - et mustsee på Caminoen

 

Hvad er de største highlights på Caminoen?

Der er nok ligeså mange holdninger til, hvad du bare må opleve på Caminoen, som der er pilgrimme. I sidste ende skal du gå præcis den Camino, du har lyst til, men skal vi alligevel anbefale et par highlights, så er det de her tre ting:

Start i Saint Jean Pied de Port
Første etape på Camino Francés er intet mindre end fantastisk, og du har al mulig grund til at starte din Camino i den charmerende franske vandringsby Saint Jean Pied de Port.

Oplev Santa Maria de Eunate
Santa Maria de Eunate er en lille bitte kirke fra det 12. århundrede. Kirken ligger ikke på ruten, men den er hver et skridt værd på den fire kilometer lange omvej. Et magisk sted hvor du med garanti får en (spirituel) oplevelse med for livet.

Sig farvel til Spanien i Finisterre
Det er det hele værd at afslutte Caminoen i Finisterre. Der er noget befriende ved at stå ved ”verdens ende” efter så mange dages vandring og pludselig se hav, så langt øjet rækker. Du kan gå ud til Finisterre på cirka fire dage, men du kan også sagtens tage bussen. Uanset hvordan, så bare sørg for at komme derud.

Læs mere om Camino Finisterre

 

Hvad er de typiske faldgruber på Caminoen?

For meget oppakning
Når du pakker til Caminoen, så lad være med at tage for mange ting med. Begræns dig så meget, du overhovedet kan. Tommelfingerreglen er, at du skal pakke, så du maksimalt bærer 10% af din egen kropsvægt. Det kan selvsagt blive en udfordring, jo mindre du vejer.

Det er heller ikke fordi, du skal være fanatisk omkring, hvor meget din rygsæk vejer. Tag det med, der skal til for, at du har ro i maven, men tænk dig grundigt om og sørg for, at hver ting har sin berettigelse. Ellers ender det bare med, at du forærer det væk, smider det ud eller sender det hjem.

Utilstrækkeligt fodtøj og rygsæk
Det kan være fristende at købe et par lækre vandrestøvler i et outlet eller låne en rygsæk af veninden, men når du skal ud og vandre Caminoen, er der nogle forberedelser, du ikke må springe over.

Undersøg først og fremmest, hvad der er af muligheder. Få god rådgivning og hør om erfaringer i dit netværk, på sociale medier, f.eks. i Facebook gruppen Santiagopilgrimme, eller i din lokale Spejder Sport butik. Vi hjælper rigtig mange danskere hvert år med at vælge det rigtige grej, og vi tilpasser og spænder din rygsæk, så den sidder rigtigt på lige netop dig. Med de rigtige sko og en rygsæk, der sidder og støtter, som den skal, får du en meget nemmere tur med plads til at tage oplevelsen helt ind.

Overplanlægning
For at få mest muligt ud af Caminoen er det enormt vigtigt at lade være med at planlægge for meget og dermed komme til at sætte begrænsninger op for sig selv. Det kan være nemmere sagt end gjort – især hvis du er typen, der bedst kan lide at være forberedt ned til mindste detalje.

Ikke desto mindre er det her et af de tidspunkter i dit liv, hvor du skal give helt slip – og gå. Bare gå. Lad tankerne flyve og vær åben for, hvad Caminoen har i vente. Overgiv dig, mærk efter og følg dagens naturlige flow. Gå kortere hvis du er træt og længere, når det kører for dig, og du måske møder nogen, du vil følges med. Tag imod de oplevelser, der bliver serveret for dig.

Der er ingen grund til at overkomplicere Caminoen, og du behøver faktisk slet ikke at tænke særlig meget på den franske Camino. Der er masser af folk, som kan hjælpe dig, så giv slip. Og gå.

 

Hvad findes der af gode råd til Caminoen?

Medbring flere drikkeflasker
Når du krydser din drikkeflaske af på pakkelisten, så pak hellere en ekstra, nu du er i gang. Gerne så du har en på en halv liter og en på en liter. Så har du én til juice eller saft og én til vand. Husk at pakke en variant, der er bred i toppen. Det gør den nemmere både at fylde op og gøre ren. En anden fordel ved at have to størrelser drikkedunke med er, at vandhanerne nogle steder er ret små, når du skal fylde din flaske. Her kan det være svært at få møffet den store drikkedunk indunder, og så er det jo godt at have to.

TIP!
Fyld din drikkeflaske med varmt vand og brug den som håndvarmer, når du starter dagens vandring i de kølige morgentimer eller som varmedunk på herberget.

 

Lav din egen hovedpude
Spar plads i rygsækken og lad rejsehovedpuden blive hjemme. Inden du lægger dig til at sove på herberget, kan du nemlig være smart og pakke dit tøj til næste dag i en åndbar Asivik Mesh pakpose. Her kan tøjet ligge og tørre færdigt, hvis det er småfugtigt, og du kan bruge den lille bløde bunke som hovedpude. Læg eventuelt din Nano Puff ovenpå også, hvis du alligevel har den med på Caminoen – den gør sig også glimrende som hovedpude.

 

Undgå bed bugs
Bed bugs, eller væggelus, er en af de ting du IKKE vil rammes af på Caminoen. Ikke alene er det et kæmpe arbejde, fordi de små kryb kan overleve i dit tøj og udstyr (dvs. alt skal fryses eller koges). Det er også smertefuldt, og der er intet du kan gøre, når du er blevet bidt og begynder at udvikle de store røde plamager. Jo altså, du kan tage hjem…for du er nemlig ikke velkommen på herbergerne, hvis du først er ramt af væggelus.

Heldigvis er der gode råd at hente for at undgå bed bugs blandt velbevandrede pilgrimme, og dem kender vi nogle stykker af her i Spejder Sport.

Først og fremmest kommer du langt ved at medbringe din egen lagenpose. Når du ligger i den, kan du ikke blive bidt, og du kan få lagenposer, der er store nok og med indbygget hovedpudebetræk, så du helt slipper for at røre madrassen på herberget.

Derudover virker det for nogen at tage B1-vitamin i cirka fire dage op til samt under Caminovandringen. Med B1 vitamin i blodet skulle du angiveligt begynde at lugte anderledes, og den lugt kan væggelus åbenbart ikke lide. Effekten er ikke dokumenteret, men det kan meget vel være forsøget værd.

 

Husk tørresnor
Der er tørresnore på alle herberger, men der er rift om dem, og i højsæsonen er der aldrig plads til alles vasketøj. Så er det rart at have sin egen tørresnor med. Du kan også risikere, at dit tøj ikke når at blive helt tørt, inden du kryber til køjs, og så kan det være smart at lade det tørre færdig over sengen. Der er som regel stolper i sovesalen, hvor du kan binde det op.

 

Bevar saltbalancen
Når du går Caminoen i højsæsonen, vil du svede en del. Og selvom du er god til at drikke og får dækket dit væskebehov, så er det lidt sværere at få dækket dit saltbehov. Elektrolytter er næringssalte, som din krop skal have for at kunne præstere. De kan heldigvis fås som brusetabletter med forskellig smag, og tager du sådan en hver morgen, skulle du gerne undgå træthed og udmattelse på turen, der bunder i saltmangel.
Saltede pistacienødder og rosiner kan også give dig en blanding af de forskellige elektrolytter og kalium, så du kan holde natirum-kalium balancen.

 

Læg en sten på Cruz de Ferro
Folk går Caminoen af alverdens forskellige årsager, og mange har det til fælles, at de til daglig bærer rundt på en personlig byrde, en sorg eller et problem, der tynger dem. Nogen er måske blevet skilt, nogen har slet ikke fundet kærligheden og andre har en i familien, der er syg, eller som de har mistet.

Fælles for dem er, at de har medbragt en lille sten som symbol på deres byrde. Tanken er, at man har stenen i sin hånd hele den dag, hvor man vandrer mod Cruz de Ferro, og når man kommer frem, lægges stenen på bjerget. På den måde giver man slip, både fysisk og mentalt, på den byrde, man har båret på indtil da. En rigtig fin oplevelse, som du skal give dig selv, når nu du er der og mærker stemningen.

 

Hav underholdningen på plads
Det kan være nemt at glemme al underholdningen, når du går i Camino-planlægnings-mode, og det vil du hurtigt fortryde, når du sidder en eftermiddag alene på den lokale bar eller gerne vil have lidt fred og ro på herberget om aftenen.

Måske er du til bøger, måske er podcasts mere dig. Uanset hvad, så tænk over, hvad du skal have med. Et spil kort kan f.eks. være en rigtig fin ting at medbringe. Dels kan du underholde dig selv med kabaler, og dels kan du invitere andre til at være med, og bruge det som en hyggelig icebreaker og fælles aktivitet.

 

Drop eller trap ned på de sociale medier
Mange pilgrimme fortæller, hvor fedt det har været at være koblet fra hele SoMe universet og blot være til stede og tage dagen på Caminoen, som den kommer – med alt hvad der dertil hører af nye bekendtskaber, indtryk og så videre.

Der dukker f.eks. mange tanker og refleksioner op undervejs, som man kan få lyst til at skrive ned i en dagbog eller på en notesblok. Pen og papir er også godt til at notere kontaktoplysninger, så du kan holde kontakten med de folk, du møder. Hvis du hele tiden skal ind på Facebook og adde dem, bliver du hevet ud af din nyfundne ro, så vent med det til du kommer hjem eller gør det til en fast tradition på herberget om aftenen.

 

Hæv kontanter
Det er stadig kun få steder på den franske Camino, hvor du kan betale med VISA kort. Sørg derfor at hav lidt kontanter med at starte på og hæv ellers undervejs. For mange er det dog efterhånden uvant at rende rundt med kontanter, og her kan det være rart at have et pengebælte på sig eller lægge nogen af pengene om i rygsækken godt beskyttet i en vandtæt paklomme.

 

Medbring gaffatape
Lidt gaffatape viklet om drikkedunken er smart, så du hurtigt kan klare småreparationerne undervejs og vente til om aftenen med at skulle finde sysæt o.lign. frem. Derudover vil din drikkedunk være nem at genkende, og det skal man heller ikke kimse af på Caminoen.

 

Stå tidligt op
Mange pilgrimme starter allerede dagens etape længe før, solen står op. Og det er der flere grunde til, at du også bør gøre. Dels har du fordelen ved den køligere temperatur og dels får du lov at opleve nogen helt formidable solopgange.

 

Hvad koster det at gå Caminoen?

Når du er ankommet til Caminoen og har påbegyndt din pilgrimsrejse, vil dit forbrug i kroner og ører afhænge af, hvilken Camino du vandrer. På Camino Francés skal du regne med at bruge cirka 30-35 euro per dag. på mad, drikke og overnatning. På Camino Portugues kan du nøjes med cirka 20-25 euro om dagen, da Portugal er billigere at leve i end Spanien.

 

Kan jeg gå Caminoen alene?

Hvis du aldrig har gået Camino Francés og drømmer om at gå ruten alene, så har du absolut intet at være bange for. Du skal nok føle dig tryg, og både de lokale og øvrige pilgrimme er yderst hjælpsomme.

Selvom du går i maj eller oktober måned, vil der altid gå andre pilgrimme 50-100 meter foran dig. Du er derfor aldrig så alene på Camino Francés, at du ikke kan se andre mennesker – medmindre du vælger at gå i december eller januar.

Fordelene ved at gå alene er mange. Du kan gå så langt (eller kort), du vil, du kan se, hvad du vil og spise frokost, når du vil. Du kan vælge at tage dagen, som den kommer og følges med de mennesker, du har lyst til, indtil du igen vil være alene og lade tankerne flyve. Og når du igen er klar til selskab, er der masser.

 

Mere om Caminoen

Du kan høre meget mere om at gå Caminoen i din lokale Spejder Sport, når vi holder Camino foredrag.

Her kan du få mere viden om ruten, stille spørgsmål og få inspiration til den ultimative Camino pakkeliste. Kig endelig også forbi os i butikken til en snak om grej og påklædning til din Caminovandring eller tag et kig her på vores Camino udstyr.

Vi holder GRATIS Camino foredrag landet over i marts 2024 - Tilmeld dig her!

Buen Camino og på gensyn i Spejder Sport!