På endagstur til Vallåsen

Endagstur til Vallåsen i Sydsverige

Hvem: Claus Damgaard Nielsen, salgschef i Spejder Sport

Hvad: Endagstur på ski

Hvor: Vallåsen, Sverige

Hvornår: Midt januar

Hvor længe: 1 dag

Vallåsen i Sydsverige er den perfekte destination for dig, der sukker efter at suse ned af pisterne uden at sprænge budgettet og bruge dine allersidste feriedage. Med børn, uden børn, morgen, aften, alpin eller langrend. Vallåsen har det hele, og du kan endda tage ud og hjem samme dag!

Det gjorde salgschef i Spejder Sport, Claus Damgaard Nielsen, med sin kone, Helle, og det viste sig at være den bedste idé, de havde fået længe. Bare læs med her:

 

Skiforladte småbørnsforældre

Med små børn i huset er det så som så med romantiske getaways - for slet ikke at tale om skiferier.

Det er næsten tre år og to børn siden, min kone og jeg sidst har stået på ski sammen. Vi savner det, men kan alligevel ikke helt overskue at tage til Alperne og være for længe væk fra børnene.

De seneste uger har vejrudsigten meldt om både sne, frost og kulde, så nu slår vi til. Vi har taget en fridag, fået bedsteforældrene på banen og besluttet os for at tage til Vallåsen – også kendt som de sydsvenske alper.

 

Skiområde tæt på København

Selvom vi kun skal afsted en enkelt dag, har de seneste dage været præget af forberedelser, tøjvask, ski og voks på køkkenbordet samt tjek af svenske vejrudsigter, som om vi skulle 14 dage til Nordamerika.

Jo jo, forventningens glæde bliver ikke mindre af, at destinationen er tæt på.

Fredag morgen står vi tidligt op og får afleveret børnene i børnehaven. Mormor og morfar sørger for afhentning senere, så vi har hele dagen foran os.

Jeg får tastet adressen ind på GPS’en: Yllevad 154, 312 98 Våxtorp, Sverige (koordinater: N 56.38560 / E 013.10929), og så går turen ellers fra Holte og mod Helsingør, hvor vi tager færgen til Helsingborg.

Scandlines har som regel gode rabatter, når man rejser ud og hjem samme dag, og overfarten tager kun 20 minutter. Da vi kører fra borde i Helsingborg, skal vi kun køre cirka 68 kilometer, og efter i alt halvanden time når vi frem.

Man kan selvfølgelig også tage over Øresundsbroen, afhængig af bopæl, og det er nok ikke helt skævt at sige, at de fleste kan nå fra København eller Nordsjælland til Vallåsen på højst et par timer.

 

Høj sol og høje forventninger

Vi har aldrig været her før, men rygterne om 60 centimeter sne og den flotte tur gennem det snedækkede sydsvenske landskab har skruet forventningerne til Vallåsen helt op.

Da vi ankommer er det koldt. Rigtig koldt! Termometeret i bilen viser -15°C, og solen skinner fra en skyfri himmel. Frosten bider i kinderne, og det er svært ikke at tro, at man befinder sig i alperne på en ”rigtig” skiferie.

Fordi vi selv har ski med og har købt liftkort hjemmefra, kan vi gå direkte til pisterne. Efter et par ture kan vi konstatere, at området lever helt op til vores forventninger - og lidt til.

 

Varierede pister og gode stolelifte

Det er et relativt lille skiområde, og den mest krævende piste er en rød nedfart med en faldhøjde på maksimalt 145 meter og pukkelpist i den ene side.

Der er bl.a. også to blå pister, og der er fint for os, nu hvor vi bare skal være her en enkelt dag.

Derudover er der masser af sne, ingen kø og de to stolelifter fungerer perfekt og får os ekspederet hurtigt til toppen. Der er også masser af udfordringer til især snowboardere og en flot terrænpark.

Vi spiser frokost i Vallåsens restaurant for foden af den ene af de blå pister. Priserne er rimelige, og det smager godt – nok mest fordi vi er skrupsultne.

Næste gang kan det være, vi tager mad med hjemmefra. Det kan nemlig fint spises i den store indendørs varmestue, cirka 100 meter fra restauranten, hvor der også er borde og bænke.

 

Langrend i Vallåsen

Vi holder os til de alpine pister denne gang, men næste gang skal jeg helt sikkert udforske det 400 meter lange langrendsspor også.

Her kan man stå, når der er aftenski onsdage, torsdage og fredage fra kl. 17.00-21.00, og det tror jeg er en helt særlig oplevelse.

Husk at tjekke de aktuelle åbningstider

 

Perfekt skiområde til begyndere

Udover de brede, blå pister er der en 1260 meter lang grøn piste, hvor der er god mulighed for at øve sin teknik, hvis man er nybegynder eller kun har meget lidt erfaring med at stå på ski.

Der er også nogle korte børnebakker, og vi bliver derfor hurtigt enige om, at vi må have børnene med op til en testtur næste år.

Det virker helt oplagt at tage til Vallåsen alle fire, så de små kan få en succesfuld første oplevelse på ski og derigennem blive klar til en rigtig skiferie.

 

6 timer på ski og så hjem igen

Vi vender hjemad efter seks gode timer i Vallåsen, hvor vi endda kører lidt på pisterne efter, at solen gik ned, og lysene blev tændt.

Det er en ret speciel oplevelse at stå på ski efter mørkets frembrud, og det er der flere, der lader til at synes. Vi møder i hvert fald en del biler og to danske busser fyldt med skigæster, der skal være med til ”Kvelssköring”, da vi kører væk fra området.

Vi når tilbage til Nordsjælland i tide til XFactor og afhentning af glade børn, der er blevet fredagsforkælet af mormor og morfar.

Én ting er sikkert: Det bliver ikke sidste gang, vi tager til Vallåsen!

 

3 gode råd når du skal til Vallåsen

1: Medbring egne ski eller reservér online
Medbring egne ski, hvis du har mulighed for det. Der er især lang kø ved skiudlejningen i weekenderne, og det er surt at bruge tiden netop dér.

Alternativt kan du reservere ski og støvler hjemmefra via Vallåsens hjemmeside, hvor du også kan købe liftkort til turen. Så er du sikker på at få din størrelse, og det hele står klar til afhentning, når du kommer.

Skiudlejningen åbner 15 minutter inden liftene, så kom i god tid og få mest muligt ud af dagen.

 

2: Klæd dig godt på
Selvom Vallåsen kun ligger omkring to timers kørsel fra København, så kan temperaturen være en hel del anderledes. Vallåsen ligger nemlig på nordsiden af Hallandsåsen, så kulden kan godt bide lidt, når du stiger ud af bilen eller bussen.

Tjek vejret inden du tager afsted og sørg for at være godt klædt på.

Glem endelig heller ikke det varme uldundertøj, et par gode skistrømper og en lun halsedisse i uld, der kan trækkes helt op om hovedet under hjelmen og samtidig luner både hals og kinder.

Læs mere om, hvordan du kan holde varmen i vores artikel "Hold varmen på pisten"

 

3: Klargøring af ski
Hvis du tager dine egne ski med til Vallåsen, så sørg for at få gjort dem klar til turen. Den der smører godt, kører jo godt, som man siger.

Læs vores store guide til smøring af ski inden du tager afsted – så er du helt klar, hvad enten det er pisterne eller løjperne, du foretrækker.