Vandring med børn - På tur i fjeldet med de små!

Tag på vandretur med børn

Vi støder ofte på nybagte forældre, der gerne vil tage deres små børn med på tur, men er nervøse for, om det kan lade sig gøre. Vi har prøvet det selv, og i denne artikel kan du læse om vores egne erfaringer i at dyrke vores elskede friluftsliv med familiens helt små.

 

Rutine og erfaring er vejen frem

Lad os bare være helt ærlige; den første vandretur med børn bliver nok ikke en afstressende oplevelse i zen med naturen. Det kræver nemlig rutine og erfaring at være på vandretur med de mindste, så når en lille ny lander i familien, kan du godt indstille dig på, at dine ture bliver noget anderledes, end du har været vant til. Til gengæld kan du virkelig glæde dig til en helt unik oplevelse, hvor familien sammen kan opleve naturen og være sammen under primitive forhold.

 

Forberedelse giver ro i maven

Nøglen til succes på jeres første fjeldtur med små børn ligger i forberedelserne, for der er mange ting, der skal være styr på, inden I kan tage afsted, og det er ikke for tidligt at gå i gang med forberedelserne allerede tre til fire måneder før selve turen.

Der er selvfølgelig en masse grej, som skal på plads, men en af de største tjenester, I kan gøre jer selv er at lave en generalprøve, hvor hele familien tager på en mini-tur, hvor detaljerne kan afprøves i praksis. Allerede på test-turen vil I gøre jer en masse erfaringer om, hvordan netop jeres lille familie fungerer sammen på tur.

Brug f.eks. en af Danmarks mange naturlejrpladser, der ofte er tilgængelige med bil. Med lejrpladsen som base, kan I så begynde at finde ud af, hvordan det fungerer at vandre med barnebærestol og fuld oppakning samt unger, der måske ikke lige opfører sig, som man havde planlagt.


Tip: Vidste du, at du kan låne en gratis barnebærestol i din lokale Spejder Sport? Læs mere om, hvordan du kan låne en barnebærestol gratis i helt op til to uger her.

 

Hvor skal vi vandre?

Når du skal have de små med på tur, bliver valg af fjeldområde pludselig utroligt vigtigt, og vi kan klart anbefale, at du vælger et tilgængeligt område, hvor der færdes mange mennesker. Måske stemmer dette ikke helt overens med dine idealer om uberørt vildmark, men tænk f.eks. over, at de populære områder ofte har et veltilrettelagt stisystem, mange fine lejrpladser og mulighed for at vandre fra hytte til hytte.


Tip:
 I kan eksempelvis vælge at overnatte i en af Den Norske Turistforenings 500 hytter, der ligger langs 20.000 km markerede ruter rundt omkring i Norge.

Læs mere om DNT's hytter her. Ikke alene giver den type områder større sikkerhed og fleksibilitet på rutevalget, men du kan også være sikker på, at børn, der er parkeret i en barnebærestol, vil elske hver gang en gruppe forbipasserende vandrere hilser med en high-five og et smil. Du skal også være forberedt på, at hele turen kan gå i fisk på grund af dårligt vejr eller en plan, der bare ikke holdt vand.

Vælg derfor gerne et turområde, der ligger nogenlunde tæt på en mindre by eller campingplads, der kan fungere som backup, hvor I kan søge tilflugt, hvis tingene ikke blev helt som forventet.

 

På tur med små børn undervejs

Undervejs

Små børn er ikke altid lige vilde med at tilbringe dagevis i en bærestol på mors eller fars ryg, så derfor er det vigtigt, at distancerne er korte og pauserne lange.

Planlæg i stedet at finde ét fast sted, der kan fungere som basislejr og er udgangspunkt for kortere dagsture, så lejren forbliver samme sted hele turen. Læg gerne lejren i nærheden af f.eks. en lille bæk. Der skal alligevel bruges masser af vand i husholdningen, og hvis ungerne samtidig har et sted, hvor de kan lege og pjaske med vand, er alle turens deltagere glade.

Når I vandrer gennem landskaberne, er det altid en god ide, at rygsækken er fyldt op med bestikkelse i form af små rosinpakker og andre snacks, der kan holde et par små fingre beskæftigede. Det er også en god ide at være mere end godt opdateret på en masse sange, så vandretiden kan gå med at synge falsk, mens der ædes kilometer.

Det gælder altid om at komme så tidligt afsted som muligt, så man i den ideelle verden kan begynde at sætte lejr op ved frokosttid. Den strategi giver et enormt overskud i tur-dagligdagen, og har man først én gang prøvet den stressende oplevelse, det er at skulle opstille en komplet lejr i ulvetimen, gør man det ikke igen.

Selvom det hele måske kan lyde lidt uoverkommeligt og alt for besværligt, kan vi kun anbefale dig at tage dine børn så meget på tur som muligt. Ikke alene skaber du fremtidige turkammerater, men du giver også dine børn en gave, få andre forældre er i stand til at give; nemlig den enorme selvtillid, det giver at kunne færdes i naturen ved egen kraft, samt en livslang glæde for at bruge naturen aktivt.

 

5 gode råd til fjeldturen med børn

Efter bare én tur er du allerede klogere på, hvad der skal til før, at en tur bliver vellykket, men her kommer fem gode råd, vi selv har lært på den hårde måde:

  1. Babyseng Man tænker ikke lige over det, men de helt små børn ruller ofte af et liggeunderlag i løbet af kort tid. Derfor kan I overveje, om I vil medbringe en letvægts-babyseng på turen. Så kan alle sove roligt om natten.

  2. Mobil underholdning Selvom naturen omkring lejren er én stor legeplads, er en smartphone med sjove apps og film et godt supplement, der vil blive værdsat. Husk solcelle-oplader for at holde maskineriet kørende. Har I større børn, kan I forvandle smartphonen eller den medbragte GPS til et skattekort og tage på geocaching.

  3. Mad og drikke i rigelige mængder Det er ikke sjovt at mangle mad eller varmt vand, så sørg for at medbringe ekstra brændstof og mere mad, end du måske er vant til fra minimalist-turene.

  4. Tag på tur med vennerne Hvis I er så heldige at have venner eller familie, der vil med på turen, skal det udnyttes. Børnene får legekammerater med på tur, mens flere voksne kan deles om opgaver og praktik.

  5. De lyse, lumske nætter De mindre børn kan have meget svært ved at tilpasse soverytmen, når det er lyst det meste af døgnet. Husk det, når I vælger sted og sæson.

Vi håber, I har fået mod på at kaste jer ud i vandring med jeres børn – om det så foregår på fjeldet, i de danske skove eller i forbindelse med en staycation-ferie i baghaven, er op til jer. I kan med fordel starte i det små og bygge op derfra – så kan I finde et tempo, hvor alle kan være med, og som passer til netop jeres familie. Ønsker du mere inspiration til udflugter i naturen med de små, kan vi anbefale vores udvalg af bøger om friluftsaktiviteter for børn.

Bogen Tag ud med dine børn, der henvender sig til familier med børn i aldersgruppen 3-15 år.

Bogen indeholder 20 turforslag, der er praktisk inddelt efter de fire årstider, så du til enhver tid kan samle bogen op og rykke på tur. F.eks. er der forslag til, hvordan I sammen kan sove i shelter, erobre en øde ø eller finde klamt snask i naturen. En særlig finesse ved de 20 turforslag er, at familiens børn har anmeldt aktiviteterne med de såkaldte Tissemyre-point, der indikerer hvad forskellige aldersgrupper synes om ideerne. Husk også, at du altid er mere end velkommen til at tage et kig forbi en af vores butikker og få råd og vejledning til vandring, lejrliv og udendørsaktiviteter med de mindste.