5 fordele ved at vælge dun

Dun er, mildest talt, et lille naturligt mirakel, når det kommer til at holde varmen og være godt isoleret. Men hvad er det lige præcis, der gør, at dun fungerer så godt? Og hvad skal du kigge efter, når du køber tøj og udstyr med fyld af dun? Det får du svar på her.

fordele ved dun

 

Mange tror, at dun er det samme som fjer, men det er faktisk en udbredt misforståelse. Dun er det bløde og isolerende lag under fjerene, der holder gæs, ænder og andre fugle varme. Dette materiale har flere plusser, og vi giver dig her de største fordele, du får ved at vælge tøj og soveposer med dunfyld:

 

 

Dun har det optimale forhold mellem isoleringsevne og vægt

Dun er det naturmateriale, der varmer og isolerer mest i forhold til, hvor lidt det faktisk vejer. Du kan derfor let begrænse vægten i rygsækken ved at vælge en letvægtssovepose eller en let dunjakke - uden at gå på kompromis med komfort og varme på turen. Og hvem vil ikke gerne det?

 

Dun har lav pakvolumen

Ikke nok med at dun er ultralet at have med på tur, så er det også nemt at komprimere. Du vil derfor opleve, at dunprodukter generelt har en imponerende lav pakvolumen. Det gør det nemt for dig at medbringe en ekstra dunjakke eller en lun dunvest, uden at det fylder særlig meget.

 

Dun kan bruges både som mellem- og yderlag

Grundet den gode åndbarhed og høje isoleringsevne fungerer dunjakker og dunveste godt som et varmt og behageligt mellemlag, når du klæder dig efter 3-lags princippet. Og hvis du smider det yderste, vandtætte lag, kan du sagtens bruge dunjakken som almindelig jakke – medmindre du er ude og sejle i kano, klatre eller andet, hvor der er risiko for, at din jakke bliver våd og skrammet.

En dunjakke til både dame og herre kan også fint fungere som sommerjakke med en t-shirt indenunder, ligesom en dunvest er god, når lange ærmer bliver for varmt. Fordi begge dele fylder minimalt i turrygsækken, kan du nemt pakke, så du er sikker på at holde varmen året rundt.

 

Dun har høj komfort

Forklaringen på, at dun varmer og isolerer så godt, ligger i materialets struktur og de tusindvis af små luftlommer, der helt naturligt er til stede i dun.

Det betyder, at dun også har en fantastisk åndbarhed, der effektivt lader fugt og overskydende varme forsvinde fra kroppen. Sidst, men ikke mindst, er dun blødt, smidigt og behageligt at have på kroppen. Det smyger sig næsten til kroppen, og du vil derfor opleve høj komfort, når du trækker i dunjakken eller putter dig i dunsoveposen.

 

Dun holder længere

Hvis du sørger for at passe godt på dine dunprodukter og behandler dem efter de anvisninger, du har fået, kan du se frem til et produkt, der holder i mange flere år end f.eks. en jakke eller sovepose af kunstfiber. Det skyldes, at kunstfiber slides hurtigere – både gennem almindeligt brug og især i forbindelse med vask.

På den måde udlignes prisforskellen, der helt naturligt er til stede, når vi taler om dun fremfor kunstfiber.

Fra et bæredygtigt og miljømæssigt synspunkt er det også en stor fordel, at dun holder så længe. Dertil kommer, at dun ofte er tilgængeligt som et restprodukt fra fødevareproduktionen, og endelig er dun naturligt nedbrydeligt.

 

Pleje og vedligeholdelse af dun

Når du har købt en lækker jakke, vest eller sovepose med dunfyld, kan du glæde dig over den i mange år, hvis du er opmærksom på at pleje den godt.

 

Vask

Ved vask af din dunjakke eller dunsovepose bør du holde temperaturen på 30 grader og vælge et skåneprogram med høj vandstand og lav centrifugering.

Husk også at undgå skyllemiddel og sørg for at bruge et decideret dunvaskemiddel. Almindeligt vaskemiddel indeholder nemlig enzymer og tilsætningsstoffer, der ødelægger dunets naturlige fedtlag og dermed reducerer isoleringsevnen kraftigt.

 

Tørring

Tørretumbling ved lav varme er en god måde at få tørret dine dunprodukter på. Som du sikkert kender fra din hovedpude, hjælper et par tennisbolde i tørretumbleren med at fordele dunene under tørring, så du ikke står med en kompakt dunklump, når tørringen er slut.

Vær opmærksom på, at dunsoveposer kan være svære at tørre i en almindelig tørretumbler. Her skal du en tur forbi et fællesvaskeri eller møntvaskeri, hvor der er store industritørretumblere tilgængelige.

Har du ikke en tørretumbler, kan du godt lade dine dunprodukter lufttørre i f.eks. et opvarmet tørrerum. Bare husk at ryste det jævnligt, så dunet ikke samler sig i en masse klumper.

 

Opbevaring

I forhold til opbevaring af dun skal du også være ekstra opmærksom. Det er nemlig vigtigt, at du lader din dunjakke eller dunsovepose ligge i ukomprimeret tilstand derhjemme, når den ikke er i brug.

Hvis du maser den sammen for at spare plads, risikerer du bare, at dunet mister sin isoleringsevne. Lad derfor hellere dit dunprodukt ligge i en rummelig opbevaringspose eller løst i skabet.

 

Læs mere om valg af sovepose samt vedligeholdelse og opbevaring af dunsovepose lige her

 

Om dun, fjer og "fill power"

Når du kigger på dunvarer, uanset om det er soveposer, jakker eller veste, er der nogle ting, du skal kigge efter for at kunne vurdere, hvor god varen er til prisen.

 

✔️ Dun/fjerblandingen

Først og fremmest skal du kigge nøje på produktspecifikationerne for at finde ud af, hvordan dun/fjerblandingen ser ud.

Når du opmærksom på det tal, er du umulig at løbe om hjørner med, og du vil hurtig kunne finde årsagen til, hvis en tilsyneladende lækker dunjakke eller dunsovepose har en mistænksom lav pris. Så er der nemlig højst sandsynligt tilsat en større andel af fjer, måske helt op til 50%, og du ender derfor med et ringere produkt.

I Spejder Sport forhandler vi stort set kun dunvarer med en 90/10 fordeling af dun og fjer. Grunden til at der overhovedet er fjer i er, at 100% dun er mere sårbart overfor fugt og har lettere ved at klaske sammen.

Især som mellemlag vil dunjakken have svært ved at bevare sin fylde under trykket fra eksempelvis en skaljakke. Ved at tilsætte 5-10% fjer opnår man en bedre spændstighed, da fjerene forstærker duns fyldeevne.

 

✔️ Mængden af dun i gram

I produktnavnet på langt de fleste dunvarer (især soveposer) står der et tal, der angiver, hvor mange gram dun, der er i produktet. Hvis du sammenholder det tal med produktets totale vægt, har du en god indikation af kvaliteten.

Når en sovepose som f.eks. Warmpeace Solitaire 500 vejer 1100 gram, og der er 500 gram gåsedun i, ja så er det et ganske fornuftigt produkt i mellemklassen.

Kigger du derimod på en Warmpeace Solitaire 1000 på lidt over 1700 gram, er 1000 gram af dem gåsedun. Her får du altså en sovepose, der både er varmere og isolerer bedre - og selvfølgelig en pris, der matcher dette.

 

✔️ Fyldeevne

Duns fyldeevne, eller ”fill power” som det ofte kaldes, refererer til produktets evne til at fylde og derved binde luft. Jo mere dunet fylder (og dermed jo højere ”fill power”), jo mindre skal der reelt bruges til produktet for at isolere effektivt, og jo lavere bliver produktets samlede vægt altså - uden at det går ud over varmen.

”Fill power” er derfor ikke en indikator for, hvor varm soveposen eller jakken er, men mere en henvisning til kvaliteten af dunet og hvor godt, det isolerer.

Fyldevnen angives ofte som en vægtenhed kaldet ”number of cubic inches”, som vi forkorter ”cuin” i vores produktspecifikationer. I Spejder Sport ligger dunvarerne typisk på 600-800 cuin, hvor 600-700 er det gode, gedigne produkt, og 700-800 er mere creme de la creme.

 

Ulemper ved at vælge dun

Der er fordele og ulemper ved alt – også ved dun. Her er, hvad vi synes, alle bør vide om dun, inden man svinger dankortet:

 

❌ Dun er dyrere end fiber, fordi det er et naturmateriale. Til gengæld holder dun meget længere, så på den lange bane vil prisforskellen udligne sig.

❌ Dun kræver mere pleje i forhold til vask og vedligeholdelse.

❌ Dun er længere tid om at tørre, når det først bliver vådt, og kræver oftest en tørretumbler eller et opvarmet tørrerum for at blive ordentligt tør. 

❌ Dun kan fint klare frost og lidt kondens i teltet, men hvis det er for vådt og fugtigt, f.eks. hvis du sover under åben himmel eller i bivuak, klasker dun sammen og mister sin isoleringsevne.

På vinterturen er klimaet måske ikke fugtigt, men kroppen vil stadig afgive fugt til din dunjakke eller dunsovepose. Her skal du være ekstra opmærksom på at lufte dit dunprodukt udenfor (medmindre det regner), for hvis din jakke eller sovepose først bliver rigtig fugtig, vil du få problemer med at få den tør igen på grund af kulden.