Lynguide til overnatning i hængekøje

kvinde i hængekøje
Med en hængekøje i rygsækken, kan du næsten overnatte, hvor du vil. Det eneste, det kræver, er en smule erfaring og to gode træer – så kan du uden problemer nyde godt af den bedste sovekomfort, der kan opleves under åben himmel. For at du kan undgå begynderfejl og komme til at ligge perfekt i din hængekøje allerede første gang, har vi her samlet den mest basale viden om hængekøjebrug samt et par gode tips til ekstra komfort i køjen – så bliver du lynhurtigt klar til at skifte den hårde jord ud med en svævende seng i verdensklasse.

 

Det kræver mere plads, end du tror

Det første skridt mod en idyllisk nat i hængekøje under åben himmel er at finde den rette lejrplads - og her skal du huske, at en perfekt ophængt hængekøje kræver mere plads, end man lige går og tror. Når du vælger en lejrplads for natten, skal du huske på, at det kræver lidt over tre meter mellem træerne før, at din hængekøje hænger rigtigt. Hvis du udvælger dit ophængs-sted med omhu, bliver det også lettere at finjustere undervejs.

Husk, at en god lejrplads ikke skal skabes – den skal findes. Og så bør den altid blive efterladt i samme stand, som du fandt den, så den er klar til de næste gæster.

 

Vælg sunde, raske træer

Du skal til enhver tid undgå at hænge din hængekøje op i døde træer og visne grene. Derved undgår du både, at du selv kommer til skade, og at naturen omkring dig bliver skadet af dit besøg. Vælg i stedet sunde, raske træer, der kan holde til at agere luksushotel for en nat uden at få knækkede kviste og grene.

 

Beskyt træet med remme

Når du har fundet de perfekte hængekøjetræer og du skal sætte køjen op, er det vigtigt, at du ikke bruger tyndt reb, der skærer sig ind i træets bark. Brug i stedet et par bredere webbing-remme, der fordeler belastningen og ikke skader træerne. De træ-venlige hængekøjestropper er også kendt som Tree Hugger Straps og sikrer dig en nem opsætning af din hængekøje med maksimal sikkerhed for både dig og træet. Prøv for eksempel Ticket to the Moons Moon-Strap, der kan bære helt op til 200 kg.

 

Beskyt dig mod insekter og regn

Det er næsten altid nødvendigt at bruge en tarp, der holder både regn og dug ude, når man er afsted med hængekøje – særligt på vores breddegrader. Med en tarp over hovedet, kan du rigtig ligge og fryde dig i din tørre hængekøje og nyde lyden af regnen, der siler ned, hvis himlen skulle åbne sig i løbet af turen. Heldigvis er det nemt at sætte en tarp op.

Se hvordan her:

Husk også et myggenet, hvis natteluften er fyldt af flyvende kryb eller du bare gerne vil undgå så mange myggestik som overhovedet muligt.

 

hængekøje og tarp

Undgå at blive vækket af regndråber i hovedet

Har du en hængekøje med fastsyet myggenet eller har du en anden snor hængende tværs over din hængekøje (f.eks. fra din tarp eller presenning) kan du risikere, at vanddråber begynder at vandre langs snoren og drypper dig ned i hovedet, hvis regnen begynder at sile uden for dit overdække.

Heldigvis kan du undgå at blive vækket af vanddråber, der drypper dig ned i hovedet midt om natten, ved at binde en lille snor rundt om den tværgående snor på begge sider af din tarp eller presenning, så vandet bliver afledt, inden det løber ind under dit overdække.

 

Se, hvordan du laver drip lines, og lær, hvordan du sætter hængekøjen op nemt og hurtigt her:

 

Hæng din hængekøje i den rigtige højde

De fleste outdoor-hængekøjer er bygget til at skulle hænge, så ophængs-linerne peger 30 grader opad. Sørg derfor for at sætte din hængekøje så tilpas højt, at du kan opnå den rette vinkel. Vær dog opmærksom på, at du ikke sætter den for højt, så du gør det svært for dig selv at komme ind og ud af hængekøjen. For de fleste vil det være fint, hvis hængekøjen hænger 50 cm over jorden.

vandresko i hængekøje

Lig på skrå

Undgå begynderfejl nummer ét; nemlig at spænde hængekøjen for stramt op. Dette vil få siderne til at folde sig op omkring dig, mens de presser på skuldrene. Læg dig i stedet diagonalt i ca. 30-40 graders vinkel. På den måde ligger du mere fladt og naturligt, mens du undgår, at hængekøjen bliver ustabil.

 

Hold bagdelen varm

Når det er køligt, er en af hængekøjens mest grundlæggende problemer, at den mangler isolering i bunden. Dette problem løser du bedst ved at lægge et skumunderlag eller et oppusteligt liggeunderlag under soveposen. Alternativt kan du anskaffe en hammock quilt, der er en slags sovepose, du spænder under hængekøjen.

Pro tip: Hvis du ikke har en hammock quilt, kan du tage en sovepose rundt om hængekøjen i stedet. Dette kan gøres, hvis din sovepose har to lynlåse, da den nederste lynlås skal lynes op for at hængekøjen kan hives igennem soveposens bund. Det kræver lidt træning – og måske endda en hjælpende hånd – at få lynet soveposen rundt om både hængekøjen og dig selv, mens du ligger i den, og det er vigtigt, du sørger for, at soveposens hætte ikke hænger løst, så der bliver lukket kold luft ind i posen. Brug eventuelt lidt snor til at binde soveposens to ender fast.

 

Husk den varme sovepose

Når du overnatter i hængekøje, er du mere udsat for vind, end når du sover i telt. Derfor kan det være en god ide at medbringe en vintersovepose eller en anden sovepose, der er lidt varmere end, hvad du plejer at bruge i dit telt. Alternativt kan du vælge at supplere din sommersovepose eller 3-sæson sovepose med en lagenpose i fleece, silke, bomuld eller merinould.

 

Du er nu klar til at forvandle skovens bedste træer til et 5-stjernet hotel. Uanset om du tager din hængekøje med ud i de danske skove eller på backpacking-eventyr i nogle af klodens mere eksotiske egne, garanterer vi, at du får en soveoplevelse uden lige, når du først har hængt hængekøjen korrekt op og lagt dig godt til rette.

Du kan finde vores udvalg af soveposer og tilbehør her og er selvfølgelig altid velkommen til at kigge forbi en af vores butikker til en fremvisning eller for at få flere gode tips til ophængning og brug af hængekøjer.

God fornøjelse og sov godt!