Pacific Crest Trail – Vandrernes Mount Everest

Pacific Crest Trail

Hvem: Jeppe Kuld

Hvad: 4.300 km vandring

Hvor: Pacific Crest Trail, fra Mexico til Canada langs USA’s vestkyst

Hvornår: April til september 2016 (139 dage)

 

Den nu 32-årige reklamemand og naturfotograf Jeppe Kuld havde aldrig vandret før, da han i februar 2015 satte sig målet om at gå den 4.300 kilometer lange Pacific Crest Trail - en bjergrute langs USA’s vestkyst.

Jeppe havde længe ønsket sig en pause fra hverdagen efter mange år med uddannelse og nogle år i reklamebranchen. Da han hørte et foredrag med to danskere, som havde gennemført turen, vidste han, at det var det han skulle.

 

Vandrernes Mount Everest

Pacific Crest Trail kaldes vandrernes Mount Everest. Kun få gennemfører den, fordi den er hård, farlig og uendelig lang. Ruten går igennem bjergkæderne Sierra Nevada og Cascades Range, der ligger langs USA’s vestkyst.

De fleste begynder i syd ved Californiens grænse til Mexico med tre-fire ugers ørkenvandring efterfulgt af frodige bjerge med masser af is, sne og smeltevand. Derpå går turen igennem det mere flade Oregon med mange myg og væltede træer. Sidste del af ruten går gennem Washingtons fugtige skovområder med bjerge og slutter ved grænsen til Canada.

 

Testede sig selv på hjemmebane

For Jeppe var Pacific Crest Trail den perfekte udfordring. Jeppe havde aldrig vandret før og vidste ikke meget om det. Da han begyndte at gå i 2015, var det både for at træne og for at finde ud af, om han overhovedet kunne lide at vandre i naturen.

”Jeg gik kystruten i Nordsjælland i påsken, senere fra Blåvand til Vejle i silende regn. Jeg gik på den skotske højlandsslette West Highland Way og tog på langrendsski i minus 30 grader i Finland. Jeg gik på arbejde, på besøg hos mine forældre i Nordsjælland og mange andre steder hen. Jeg sagde hele tiden til mig selv; Hvis jeg kan lide det, så gør jeg det. Hvis ikke, så kan jeg bare lade være.”

På trods af udfordringer med bl.a. regn, manglende nattesøvn og vabler, blev han ved. Der var noget fedt ved at gå i naturen og så var det vigtigt at få så mange kilometer i benene som muligt.

 

Opstart ved grænsen til Mexico med hjælp fra trail angels

Jeppe påbegynder sin tur i april 2016 i Californien efter godt et års planlægning, test af udstyr og flere hundrede kilometer i benene.

”Jeg får et lift fra San Diego ud til byen Campo af de to trail angels Frodo og Scout. Trail angels er folk, som har viet deres liv til at hjælpe vandrerne på Pacific Crest Trail. Udover at give lift til startdestinationen, kører de også vandrerne til og fra byer undervejs efter proviant, de sætter vand ud på ruten og meget mere. Uden dem ville det være umuligt at gennemføre turen.”

Efter at være blevet sat af, står Jeppe nu med ryggen til Mexicos grænse - klar til afgang. Han kan se frem til tre-fire ugers vandring gennem ørken med sand, små buske, op til 40 graders varme om dagen og ned til frysepunktet om natten.

 

Dehydrering er en af de største farer

En af de største farer på Pacific Crest Trail er dehydrering. Mange kollapser undervejs fordi, de drikker for lidt vand. Derfor har Jeppe meget fokus på at få vand nok.

”Jeg er bange for at dehydrere og drikker op til otte liter vand hver dag. Det er alt for meget. Men efterhånden, som jeg lærer mit væskebehov at kende, finder jeg ud af, hvor meget jeg har brug for.”

 

Grønne bjerge tårner sig op

Efter de første tre-fire ugers tørke, begynder landskabet at forandre sig. Bjergene tårner sig op i Sequoia National Park og Kings Canyon, hvor der er meget frodigt og grønt som i et eventyrlandskab. Jeppe vælger at tage forbi bjerget Mount Whitney, som er 4.421 meter højt.

”Jeg bruger en dag på at bestige bjerget og begynder opstigningen kl. 3 om natten. Jeg får brug for min pandelampe og pigge under skoene, så jeg kan stå fast i sneen. Det er sindssygt hårdt at bestige bjerget, men det er det hele værd og vejret er bragende godt.”

Herefter går turen igennem flere nationalskove og nationalparker, bl.a. Yosemite Nationalpark.

 

Flod er tæt på at ende turenFloden, der var ved at gøre ende på turen

I Californiens bjerge er der meget is, sne og smeltevand, der samles i iskolde brusende floder. Der er én flod, som er tæt på at gøre en ende på turen for Jeppe og kammeraten Case, som han har mødt tidligere.

”Case og jeg skal til at krydse en flod, som er 25-30 meter bred. Floden er dyb og strømmen er stærk, men vi vurderer, at vi godt kan krydse den, på det sted, hvor vi står og at vi kan bunde hele vejen.”

Men de tager fejl.

”Vi går ud i vandet og det bliver dybere og dybere. Pludselig kan jeg ikke bunde mere. Case er foran og lidt højere end mig, men han har også problemer. Jeg må svømme - med oppakning, vandrestave og fuld påklædning.”

Jeppe og Case får med nød og næppe reddet sig i land ved en pynt. De opdager efterfølgende, at lige efter pynten, er der er et 30-40 meter dybt vandfald. De har virkelig været heldige!

 

Det længste stræk uden vand

Jeppe når til en ørkendal i det nordlige Californien og skal igennem et af de længste stræk uden vand.

”Man siger, at der er trail angels, som sætter vand ud her, men at man ikke kan være 100 % sikker på det. Derfor tager jeg ingen chancer. Én nat må jeg kravle 20 minutter ned af en stejl skråning for at hente vand i et lille vandløb. Det tager en halv time at kravle op igen. Jeg er nødt til at gøre det imens, det er mørkt, for ikke at dehydrere.”

 

Selskab er en livsnerve

Jeppe har selskab på størstedelen af turen. Foruden amerikaneren Case møder han også nordmanden Martin og sætter stor pris på deres selskab. Men han understreger samtidigt princippet ”hike your own hike”.

”Du skal gå i dit eget tempo, bære din egen mad og dit eget udstyr. Hvis du skal følges med andre i så lang tid, så bliver de små forskelle meget tydelige og det kan blive til stor irritation.”

Derfor går Jeppe de fleste stræk alene, men mødes med de andre i pauser og når de slår lejr.

 

Oregon - endelig en ny stat

Efter to måneder i Californien, når Jeppe til Cascade Mountains og Oregon. Han kan nyde sejren over at være nået til en ny stat. Oregon er tilmed meget mere fladt og højdeforskellen er maksimalt 500 højdemeter. Her kan Jeppe gå op til 62 kilometer på 10 timer. Oregon byder også på smukke oplevelser.

”Her ligger bl.a. Crater Lake, som jeg valgte at følge halvvejs rundt. Det er en gammel vulkan, der rejser sig over jorden. Nede i krateret ligger USA’s dybeste sø. Det er virkelig flot og fascinerende, at gå der på kanten af et stort vulkankrater!”

Oregon er dog ikke ren idyl. Her er også ubehageligt mange myg og væltede træer på ruten, som skal overkommes.

 

Et lille menneske på en store planetAlene i miles omkreds

Noget som slår Jeppe flere gange undervejs, er oplevelsen af at være et lille menneske på en stor planet.

”Når man går derude, får man virkelig fornemmelsen af at være på en planet. Klimaet forandrer sig hele tiden. Stjernehimlen er krystalklar. Der er vilde dyr. Du er her på naturens præmisser og ikke omvendt. Hjemme i København mærker, man det ikke rigtigt. Men derude mærker du virkelig, hvor lille og ubetydelig du er. Det er ikke fordi, jeg er spirituel, men man bliver virkelig taknemmelig for at være til.”

 

Træt og våd i det fugtige Washington

Jeppe når til Columbia River, som markerer overgangen mellem Oregon og Washington.

”Man passerer Bridge of the Gods og så er man i Washington.”

Jeppe går igennem nåleskove, rododendron-parker og bjergene begynder at komme rigtigt igen. Jeppe er træt.

”Man er nået derud, hvor man har gået tre en halv måned. Fedtdepoterne er brugt op og man tærer på musklerne. Man begynder faktisk at nedbryde sig selv. Selvom man er i rigtig god form, så er man bare træt.”

Den høje luftfugtighed gør, at Jeppe kæmper med at holde sig tør og undgå vabler og slidsår.

 

Snubler tæt ved målet

Nu handler det om at klare den sidste del.

”Man begynder at kunne fornemme målet og nu skal der ikke gå noget galt fysisk. Man er nået forbi den psykiske barriere omkring, hvorvidt man kan gå 4.300 kilometer. Så nu vil jeg bare klare den sidste del. Jeg skal være påpasselig for ikke at komme til skade.”

Men alligevel er det tæt på at gå galt.

”Jeg går på en sti, der hedder Knives Edge. En smal sti med nålesving og stejle skrænter på begge sider. I et af svingene snubler jeg. Pludselig ligger jeg bare og kigger ud over skrænten og der er langt ned. Der sker heldigvis ikke noget, men jeg passer ekstra godt på det sidste stykke.”

 

4.300 kilometer på 139 dage

Jeppe havde planlagt at gå turen på 140 dage. Han kommer i mål efter 139.

”Det er sindssygt fedt, at stå der ved målet og det monument, som er stillet op. For 139 dage siden, stod jeg ved et andet monument i et helt andet land og klima. Det er ubeskriveligt.”

I september 2016 nåede Jeppe Kuld til vejs ende af Pacific Crest Trail som den fjerde dansker nogensinde.

 

Prøv det af - 5 gode ruter i Danmark

Hvis du overvejer Pacific Crest Trail, anbefaler Jeppe, at du prøver det af herhjemme. Hvis du kan gå i en uge i silende regn i Danmark, kan du også gå i fire måneder i USA.Start med et par dage og trap så op. Det handler om hele tiden at udfordre sig selv og mærke efter, om man kan lide at være i naturen.


Her finder du fem eksempler ruter i Danmark:

  • Bornholm Rundt - 120 km
  • Kyst til kyst-stien (Blåvandshug-Vejle) 130km
  • Hærvejen - ca. 200 km
  • Fjordstien (Isefjorden) 275 km
  • Nordkyststien (Hundested-Helsingør) 68 km

Vil du have flere kilometer i benene, kan du vælge at gå dele af eller hele Den danske Pilgrimsrute, der er et net af i alt 985 kilometer pilgrimveje, der går på kryds og tværs af Danmark.


Læs mere om Den danske Prilgrimsrute her.

 

Tag dig i agt - 5 store farer ved Pacific Crest Trail

Mange har spurgt Jeppe om, han ikke var bange for at blive angrebet af en bjørn. Men risikoen er minimal. Jeppe ser slet ingen bjørne på turen. Derimod er der andre farer at være opmærksom på.

Herunder er fem af de største:

  • Lynnedslag
  • Uafmærkede kryds - som gør det nemt at fare vild
  • Dybe floder med kraftig strøm
  • Parasitten Giardia, som findes i vandet
  • Sol og dehydrering

 

7 Essentielle stykker udstyr

Du er nødt til at prøve en masse udstyr af, indtil du finder det, der passer bedst til dig. Og det skal være så let, som muligt.

Her er Jeppes bud på syv uundværlige stykker udstyr:

  • En rigtig god rygsæk, som fordeler vægten ned på hofterne. F.eks. Osprey Atmos AG 65.
  • Sovepose med dun, som går ned til 0 grader. Holder dig varm på de kolde nætter.
  • Vandresko uden Gore-Tex eller lignende membraner, de tørrer hurtigst.
  • Vandrestave, som giver bedre balance og fordeler vægten på fire punkter i stedet for to.
  • Micro spikes, som er pigge til at sætte under skoene for bedre greb i sneen.
  • Vandfilter som renser drikkevandet for parasitter og bakterier.
  • Kogegrej - så let som muligt, men stort nok til at tilberede mad i.

Se Jeppes udstyr her: