Lav en romantisk middag på bål

romantisk middag over bål

 

Imponer med 3 lækre retter midt i skoven

Når du pakker turmad, har du sikkert nogle krav om, at det både skal smage godt, være nemt at tilberede og ikke tage for meget plads i rygsækken.
 
Hvad med, for en gangs skyld, at gå all-in på gourmetoplevelsen i stedet og tilberede en lækker 3-retters middag, der nydes under åben himmel?
 
Her får du opskriften på en menu, hvor flere af elementerne både kan (og skal) laves dagen i forvejen. Så bliver det ikke nemmere at invitere en person, du holder af, på gourmetmiddag i skoven.
 
Velbekomme!
 
 

Forret: Stegte kammuslinger med mango-chili salsa

Ingredienser

  • 4 stk. kammuslinger
  • 1 x mango
  • 1 x rødløg
  • 1 x rød chili
  • 1 bdt. purløg
  • Skal og saft af en lime
  • Salt og peber
  • Dild til pynt
  • Rapsolie til stegning

Fremgangsmåde

Start med at forberede mango-chili salsaen. Skær mangoen i små delikate tern og bland den med fintsnittet rødløg, chili og purløg. Smag til med limesaft og skal. Du kan sagtens snyde og lave salsaen hjemmfra, hvis du vil være foran fra start.

Dup kammemuslingerne tørre med køkkenrulle eller et rent viskestykke og drys dem med salt. Lad dem stå lidt, mens du finder smedejernspanden frem. Hæld godt med olie på panden og steg kammuslingerne ved hård varme i cirka ét minut på hver side.

Anret et par skefulde salsa på tallerkenen og placer kammuslingerne ovenpå. Pynt med dild og server.

 

Hovedret: Stegt forel med polenta, pesto og sauteret grønt

Ingredienser

  • Forel m. skind, ca. 200 gr. pr. person
  • Polenta
  • Parmesan
  • Timian
  • En god pesto
  • Blandede svampe (f.eks. kantareller, champignon, østershatte)
  • Courgette
  • Tomatconcassé
  • Rødløg
  • Salt og peber
  • Friskkværnet peber
  • Flagesalt

Fremgangsmåde

Lav polentaen allerede dagen før, så den kan nå at sætte sig. Følg anvisningerne på pakken og tilsæt rigeligt med revet parmesan, finthakket timian samt salt og peber, inden du hælder polentaen i formen.

Du kan også forberede tomatconcasséen i forvejen. Her skal du fjerne "blomsten" fra tomaterne og give dem et lille kryds i toppen, inden du skolder dem, så skindet slipper. Når du har fjernet skindet, deles tomaterne i 4 både og kernerne fjernes.

Fisken portioneres, snittes på skindsiden og krydres med salt og peber. Steg den med sindsiden nedad i rigeligt olie, indtil den er stegt gylden rundt i siderne. Vend den om og steg yderligere et par minutter på den anden side.

Courgette og rødløg skæres i rustikke stykker og sauteres på panden i rigeligt olie. Vend tomatconcasséen i til sidst og krydr med salt og peber.

Server fisk, polenta og grøntsager sammen med en klat pesto og et godt glas vin. Husk proptrækkeren!

 

Dessert: Chokoladefondue i bålflammens skær

Ingredienser

  • Mørk chokolade
  • Skumfiduser eller marengskys
  • Melon
  • Jordbær
  • Banan

Fremgangsmåde

Smelt chokoladen over vandbad. Her vil du formentlig sætte pris på at have et mindre kogesæt, som du kan medbringe i stedet for en stor gryde.

Mens I venter på, at chokoladen smelter, så find din kniv frem og snit et par lange træspyd, som I kan sætte frugten på.

Anret derefter frugt og skumfiduser på en tallerken og dyp det i den varme chokolade ved hjælp af de nye træspyd. Fuldend hele middagen med en dejlig kop kaffe eller te, put lidt ekstra brænde på bålet og nyd den søde afslutning på en herlig aften.