Sådan plejer du dine ski

Kører alle andre fra dig på de flade stykker? Så trænger dine ski til en gang voks og polering. Læs her, hvordan du vedligeholder dine alpinski og langrendsski – både ved sæsonstart og sæsonafslutning – og hvilken behandling, dine ski får, når du indleverer dem til service.

Alpinski

Selv den bedste skisål, og selv de skarpeste kanter holder ikke evigt. Is, grus og småsten ridser sålen og gør kanterne sløve. Skiens evne til at dreje og glide bliver kraftigt reduceret, du bliver nødt til at bruge flere kræfter og du bliver hurtigere træt. Hvor ofte du behøver at få serviceret dine ski afhænger af sneforholdene, terrænet og dine krav til skiene. Vi anbefaler at du følger følgende retningslinjer for skiservice:

  • Før din første skidag i sæsonen
  • Efter cirka seks dage på ski
  • Når sæsonen er slut

Store skader i sålen eller kanten bør du kigge efter dagligt og få repareret omgående. Med regelmæssig service og enkel vedligeholdelse, som du selv kan udføre, sikrer du, at dine ski er en fornøjelse at køre på - hver gang.

Sådan vedligeholder du nemt dine ski:

  • Tør sålen og kanter med en klud hver dag
  • Voks skiene jævnligt, så beskytter du sålen
  • Opbevar dine ski tørt og ikke for varmt
  • Transporter dine ski i en skipose, så de er beskyttede mod skidt, salt og ridser
  • Tør skiene grundigt af inden turen hjem fra skiferien. En fugtig ski i en tagboks eller et bagagerum ruster meget på 12 timer
  • Giv skiene et tykt lag voks, når sæsonen er slut

Har du nogle gange svært ved at stå fast på isede pister? Har du svært ved at køre runde skærende sving på kanten af skien? Mangler du kontrol over skiene? Det kan blandt andet skyldes, at dine kanter er blevet sløve og runde. Kører alle andre fra dig på de flade stykker? Så trænger dine til en gang voks og polering. Slingrer og ryster dine ski? Så er din sål måske ikke helt flad længere. Skien skal planslibes og stenslibes for at genskabe strukturen i sålen. Er der huller og ridser i sålen? Sålen skal repareres før skaden bliver værre og når ind til skiens kerne. Er sålen lys eller grå? Den trænger til voks.

 

Alpinski

Dine langrends- og turski kræver også regelmæssig behandling for, at de fungerer optimalt. Sålen på langrendsski kan vi dele op i tre områder eller zoner:

  • Forreste glidezone
  • Fæstezone
  • Bageste glidezone

Forreste og bageste glidezone skal behandles ens. Glidezonerne på langrends- og turskienes funktion er i princippet den samme som sålen på alpinski, og de skal derfor grundlæggende behandles ens. Dog kører man ofte med noget lavere hastighed på langrends- og turski, så sliddet og skaderne på sålen er ikke de samme. Glidezonerne sørger for, at du kan glide på den ski, du ikke laver fraspark med. Glidezonerne skal være rene og voksede. Dette foregår ligesom på alpinski. Fæstezonens formål er det modsatte. Fæstezonen skal stå fast, når du laver fraspark. Der er ikke mange ting, der er så irriterende og energikrævende som at løbe på et par ski, hvor man har bagglid, eller hvor sneen klumper under skien. For at få den fulde guide til, hvordan du smører dine langrendsski, så tag et kig på vores artikel Smøring af langrendsski

 

Når du indleverer dine ski til service

Ved service kommer dine ski igennem en del forskellige maskiner og processer, før de er klar til nye eventyr..

Inspektion:

Oversiden, sålen og kanterne bliver rengjort for at fjerne støv og snavs. Skien bliver tjekket for skader og ting, der kan udvikle sig til skader.

Sålreparation:

Ridser, stenslag og huller bliver fyldt ud med flydende sålmateriale (kofix), sålen køler af og fyldningerne høvles ned.

Kantslibning:

Kanterne slibes, så de er skarpe og har den rigtige vinkel i forhold til sålen. Dette sikrer også, at kanten er jævn hele vejen fra hæl til spids.

Planslibning:

Sålen slibes plan og jævn på en væskeafkølet båndsliber. Sliberen er kølet for at varmen ikke skal ødelægge hærdningen af kanterne samt overophede sålen.

Stenslibning:

En diamant laver en struktur i en stenvalse. Sålen slibes med denne stenvalse for at genskabe strukturen i sålen. Dette er vigtigt for, at sålen igen kan lede vandet væk fra sålen. Når skien glider hen over sneen, omdannes sneoverfladen til en vandfilm, og hvis ikke dette vand kan komme væk hurtigt nok, opstår der friktion mellem sålen og vandet. Denne friktion virker bremsende på skiene. Nu er sålen klar til at absorbere voksen.

Varmvoksning:

Varm voks påføres i flere tynde lag og trænger ind i sålen. Voksen beskytter sålen og sikrer dig et perfekt glid.

Polering:

Sålen poleres og overskydende voks fjernes. Nu er skien klar til pisterne.

Vedligeholdelse ved sæsonstart

Når skisæsonen starter, kræver dine ski en kærlig hånd, inden de er klar til pisten. Vi anbefaler, at du giver dem følgende behandling:

  • Rens opbevaringsvoksen af dine ski
  • Påfør ny voks (se detaljeret beskrivelse for henholdsvis alpin- og langrendsski ovenfor)

Umiddelbart inden du skal løbe på skien, påfører du de(t) sidste vokslag, afhængig af temperatur.

 

Vedligeholdelse ved sæsonafslutning

Ved sæsonens afslutning, er det vigtigt at give dine ski lidt kærlighed, inden de bliver gemt væk på loftet indtil næste sæson. Her er, hvad du bør gøre:

  • Rens alt voks og klister af. Det tager tid, men det bliver ikke sjovere, hvis skien har stået en varm sommer
  • Påfør hele sålen et godt lag grundvoks eller glidevoks. Dette gøres for at beskytte sålen mod udtørring hen over sommeren
  • Opbevar skiene tørt og ikke for varmt

Du er nu klar til at ramme pisterne! Husk, at vi har en masse lækkert skitøj til alpin og landrendsskitøj i vores webshop. Har du brug for trips og tricks til, hvordan du klæder dig bedst på til langrendsturen, kan du læse vores artikel Godt klædt på til langrend her