Guide: Find dit nye Trangia sæt

Trangia er med årene nærmest blevet et symbol på nordisk friluftsliv – og med god grund.

De fleste af os har nemlig, på et eller andet tidspunkt, stiftet bekendtskab med det klassiske, svenske stormkøkken, og mange af os husker det nok fra kanoturen i folkeskolen, til festivaler eller på campingferien.

Meget er sket siden, og mens de oprindelige Trangia sæt kørte på sprit, er der nu også gasbrænder at overveje.

 

Så hvilket Trangia sæt skal du vælge? Det guider vi dig til her.

 

Trangia – derfor er det fedt

Inden vi ser nærmere på, hvilket Trangia sæt, du skal vælge, er det værd at ridse op, hvorfor Trangia er så fedt – uanset hvilken model og set-up, du ender op med:

 

  • Det er så primitivt og så simpelt, at man næsten ikke forstår det. I mere end 75 år har Trangia bare fungeret trods meget få ændringer fra de oprindelige sæt og til dem, du kan få i dag. Det er helt unikt.
  • Trangia er ikke noget sart stykke grej. Det kan godt tåle nogle tæsk, og det betyder ikke det store, om gryderne får en bule eller to.
  • Grundet den høje robusthed er Trangia et stormkøkken, du kun behøver at købe én gang. Passer du på det, holder det nemlig hele livet, og du kan endda lade det gå i arv til de næste generationer.
  • Skulle uheldet være ude, kan du købe alle nødvendige reservedele til at holde dit Trangia kørende. Gryder, vindskærme, ja alle stumper (selv helt ned til gummipakningen til spritbrænderen) kan du få fat i.
  • Fordi delene passer ned i hinanden, får du her en lille og kompakt enhed, der tillader dig at lave stort set al mad, du måtte ønske. Når du vil, og hvor du vil.

 

Nu bliver vi lidt nostalgiske, men Trangia har bare en evne til at være en del af din grejsamling, der overlever alt andet, og som du genopdager igen og igen. Det er der ikke andet kogegrej, der gør, og hvert eneste Trangia sæt ender derfor med at blive unikt med sin helt egen historie og minder. 

 

Som du nok fornemmer, er vi vilde med dette ikoniske stormkøkken, der blev skabt i Jämtland i Sverige i 1925 i en lille flække, Trångsviken, ved E14 motorvejen. Der ligger fabrikken stadig, og de har endda åbnet et museum, som vi drømmer om at besøge.

 

Nå, hver ting til sin tid - tilbage til hvordan du udvælger netop dit nye Trangia.

 

”Hvert eneste Trangia sæt ender med at blive unikt med sin helt egen historie og minder.

 

 

 

Hvilket Trangia sæt skal jeg vælge?

Når du står nede i din lokale Spejder Sport eller browser rundt i vores webshop, kan det hurtigt blive lidt uoverskuelige med de mange slags Trangia sæt.

 

Bare rolig – grundlæggende er alle sættene ens. De består i bund og grund alle sammen blot af to vindskærme og en brænder.

 

Glem derfor alt om, hvad de forskellige modeller hedder og fokusér på to ting:

 

  1. Hvilken brænder vil du have?
  2. Hvilken slags gryder og pander vil du have?

Det er egentlig bare det, du skal tage stilling til – så giver resten sig selv. I de følgende afsnit hjælper vi dig videre med at afklare netop de beslutninger.

 

 

Brænder til Trangia – hvad findes der?

 

 

Trangia er grundlæggende født med en brænder, der kører på sprit.

Det er det oprindelige og det autentiske, men i dag kan du også købe et Trangia sæt med gasbrænder eller tilkøbe både gas- og multifuel brændere som et supplement til dit klassiske Trangia sæt med spritbrænder.

Nedenfor gennemgår vi fordele og ulemper ved alle tre typer brændere.

 

Fordele og ulemper ved Trangia spritbrænder

Helt kort kan man sige, at spritbrænderen er til dig, der gerne vil have et Trangia sæt, der er så enkelt, primitivt og driftssikkert som muligt.

Sprit er også til dig, der ikke har noget i mod, at tingene tager lidt længere tid, men tværtimod synes, det er en del af hyggen.

 

Fordele ved sprit:

  • Brænderen er let – den fylder og vejer ikke ret meget.
  • Der er ingen bevægelige dele og således ikke noget, der kan gå i stykker.
  • Sprit brænder ok trods kulde.
  • Du skal aldrig bekymre dig om brændstof. Sprit er billigt og kan købes i stort set hele verden i en eller anden form.
  • Stilhed! Nyd at spritbrænderen er lydløs og blot passer sig selv, uden at du skal forholde dig til en brænder, der står og buldrer løs.

 

Ulemper ved sprit:

  • En spritbrænder er dobbelt så langsom som en gasbrænder, så du skal have tiden og generelt gå i gang lidt før – især hvis børnene skriger af sult.
  • Sprit kan være lidt sværere at regulere ifht. varmen. Det er ikke umuligt, men du skal nørkle lidt med den, og den kan være stram i starten. Hvis brænderen er blevet varm, skal du bruge en kniv el.lign. til at skrue op og ned for blusset.
  • Når brænderen løber tør for sprit, er du nødt til at vente, til den er kølet så meget af, at du kan lægge en hånd på den, før du kan hælde mere sprit på. Gør du det, når den er glohed, risikerer du, at den overantænder, og det kan være farligt at få sprit op i ansigtet.

 

TIP! Transporter spritten i en sikkerhedsflaske med hældetud. Så slipper du for, at det løber ud i rygsækken, og samtidig er det meget nemmere at dosere spritten, når du skal hælde den ned i brænderen.

Køb Trangia sæt med spritbrænder her

Køb Trangia brændstofflaske til sprit her

 

”Spritbrænderen er til dig, der gerne vil have et Trangia sæt, der er så enkelt, primitivt og driftssikkert som muligt.

 

 

 

Fordele og ulemper ved Trangia gasbrænder

En Trangia gasbrænder er det oplagte valg til dig, der vil have noget, der er nemt, hurtigt og effektivt, hvor du har god kontrol med varmen.

Gasbrænderen kan også meget vel være den rette løsning for dig, der primært rejser i Norden eller kører på bilferie til lande, hvor du nemt kan få fingre i ny gas, hvis du løber tør.

Så snart, du skal med fly, så husk at lade gasdåsen blive hjemme – den er nemlig strengt forbudt at have med på rejsen.

 

Fordele ved gasbrænder

  • En gasbrænder er hurtig og har høj effekt.
  • Du får fantastiske justeringsmuligheder, da det er supernemt at skrue op og ned for blusset.
  • Det er nemt og sikkert at betjene en Trangia gasbrænder. Alle kan finde ud af det, og det er fuldstændig som på et almindeligt gaskomfur.
  • Gasbrænderen er driftssikker, og det er meget sjældent at du ser problemer med den type brænder.

 

Ulemper ved gasbrænder

  • Du er låst til et bestemt system, hvor du ikke er 100% sikker på, at du kan få fat i en gasdåse med den rette ventil. Heldigvis er ventilen på Trangias gasbrænder en af de mere udbredte, men alligevel.
  • Selvom det sjældent sker, så kan ventiler risikere at gå i stykker, hvilket skaber utætheder i slangen.
  • Gasbrænderen er oftest lidt udfordret om vinteren, når det bliver koldere i vejret. Dette bliver værre, hvis du bruger de billigere gastyper med lavere brændværdi.
  • Når du bruger gas til Trangia, skal du forberedt på, at det larmer eller brummer, og det skal du kunne leve med.

Find Trangia sæt med gasbrænder her

Køb Trangia gasbrænder separat her

 

”Gasbrænder er det oplagte valg til dig, der vil have noget, der er nemt, hurtigt og effektivt, hvor du har god kontrol med varmen.

 

 

 

Fordele og ulemper ved en multifuel-brænder

En multifuel-brænder er den kraftigste brænder, hvis man ser på effekten.

Den er vild og voldsom og til dig, der vil være sikker på, at din brænder kan køre under alle temperaturer og under alle forhold i hele verden – no matter what!

 

Fordele ved en multifuel-brænder

  • Multifuel-brænderen virker under alle forhold - selv på de koldeste vinterdage, da den er mindre sårbar overfor vind og kulde.
  • Som navnet antyder, kan multifuel-brænderen køre på alle slags benzin og petroleum – kort sagt alt flydende brændstof. Det er nemt at få fat i, uanset hvor i verden du er.
  • Du får fantastiske muligheder for varmekontrol lige fra det laveste simreblus til fuld hammer, hvis du hurtigt skal koge vand til pastaen.
  • Det er et afprøvet design, der er mere end 100 år gammel. Vidste du f.eks., at Roald Amundsen brugte en tilsvarende brænder på sin polarekspedition i 1911?

 

Ulemper ved en multifuel-brænder

  • Denne her brænder larmer - også mere end gasbrænderen.
  • Det tager længere tid, før du er i gang: Brænderen skal samlet, der skal pumpes tryk i brændstofflasken (ca. 30-40 gange), og den skal forvarmes et par minutter for at virke.
  • Du er nødt til at pumpe igen undervejs for at opretholde trykket i flasken.
  • Er der ikke det rette tryk i flasken, bliver flammen gul og soder. Sørg for at flammen hele tiden er blå - så er trykket korrekt.
  • Multifuel-brænderen er betydelig tungere end en gasbrænder.
  • Indeni består den af flere dele (herunder pakninger, sammenkoblingsbeslag og slanger), der i princippet kan gå i stykker.

 

Husk! Du skal bruge tid på at lære din multifuel-brænder at kende, så du ikke kommer til at lukke for meget brændstof ud, når du forvarmer. Det kan nemlig lede til en kæmpe flamme, når du tænder op.

 

Når du først har styr på den, har du til gengæld en ven for livet.

Se vores Trangia multifuel-brænder her

 

”Multifuel er til dig, der vil være sikker på, at din brænder kan køre under alle temperaturer og under alle forhold i hele verden.

 

 

 

Hvilke gryder og pander skal jeg vælge til mad på Trangia?

Når du står og skal vælge det (for dig) helt rigtige Trangia stormkøkken, skal du også kigge på, hvilke materialer, du ønsker, at dine gryder og pander skal være. Det kan nemlig variere fra sæt til sæt.

Du kan kombinere på forskellige måder med disse tre materialer:

 


    Trangia i aluminium

 

Aluminium er det klassiske valg, og det som Trangia er født med (ia i ”Trangia” står faktisk for ”in aluminium", mens Trang er en forkortelse af byen, hvor Trangia er opfundet: Trångsviken).

 

De helt store fordele ved at vælge kogegrej i aluminium er, at det er relativt billigt og let.

 

Ulemperne er, at aluminium ikke leder varmen så godt. Derudover er gryder og pander i aluminium tynde i bunden, så du skal være lidt ekstra forsigtig og bruge godt med fedtstof for at undgå, at maden brænder på.

 

Find Trangia sæt i aluminium



    Trangia med Teflon


Sværmer du lidt for Teflon i køkkenet, er det helt op til dig, om det skal være hele dit Trangia stormkøkken, der skal have non-stick belægning eller blot panden.

 

Fordelene ved Teflon er, at du kan lave mad, der ikke klæber fast til gryden eller panden og dermed har langt sværere ved at brænde på. Og så er Teflon væsentlig nemmere og hurtigere at rengøre.

 

Ulempen ved at vælge non-stick er, at det er mere skrøbeligt end aluminium. Du skal f.eks. huske at bruge køkkenredskaber af træ eller plast for at undgå at ridse belægningen.

 

For at undgå ridser under transport, skal du også huske at lægge et viskestykke eller en Trangia multi-disc mellem de Teflon-belagte dele, da de godt kan rutsje rundt ovenpå hinanden.

 

Bemærk! Da tangen, du bruger til at tage fat i kogegrejet, altid er i aluminium, vil den før eller siden lave ridser i topkanten på gryder og pander. Det er udelukkende en kosmetisk ting, men det er værd at have in mente, hvis du vælger Teflon.

 

Find Trangia sæt med non-stick gryder og pander

Se Trangia sæt med non-stick pande

Køb Trangia non-stick pande separat



    Trangia Duossal (stål og aluminium)


Er du lidt af en Feinschmecker, vil du elske Trangia Duossal stormkøkkenet. Her får du nemlig gryder og pander i to lag metal: Aluminium på ydersiden og stål på indersiden.

 

Det betyder, at du både får de gode varmeledende egenskaber fra aluminium samtidig med, at du får robustheden fra stålet, der gør, at maden ikke så let brænder på.

 

Duossal gryder og pander er mere hårdføre grundet stålen. Der skal dermed rigtig meget til, før de eventuelt måtte få buler eller blive deforme.

 

Ulempen ved at vælge denne materialekombination er, at Tragnia Duossal både er dyrere og vejer mere. Men hvis du vil lidt mere med din Trangia madlavning, kan det være rigtig godt givet ud.

 

Tip! Opgradér dit Trangia Duossal med en gasbrænder og få et virkelig professionelt set-up.

 

Køb Trangia Duossal sættet

Køb separat Trangia Duossal gryde

Køb separat Trangia gasbrænder

 


 

3 uundværlige ting til dit Trangia sæt

Efter mange års erfaring med Trangia stormkøkkenet, er der tre ting, som vi igen og igen priser os lykkelige for at have investeret i og nu ikke kan undvære.

Se de tre favoritter nedenfor.

 

 

  1. Omnia ovn: Genial turovn lige til at have med i rygsækken og bruge sammen med dit Trangia køkken. Brug Omnia ovn til boller, kage, lasagne, flødekartofler – præcis som i din ovn derhjemme. Se hvordan den virker i videoen ovenfor.
  2. Kedel: En lille Trangia kedel eller GSI stålkedel er guld værd, når du vil koge vand til kaffe, te eller kakao – eller din REAL Turmat. Ikke alene koger vandet langt hurtigere i en kedel fremfor i en gryde, men det er også væsentlig nemmere at hælde fra en kedel. Den store åbning gør desuden, at du faktisk kan bruge kedlen som en gryde.
  3. Trangia Multi-disc: Brug den smarte Trangia Multi-disc som ekstra låg, til at hælde pastavandet fra, som skærebræt, beskyttelsen mellem gryderne eller endda som vifte, hvis der skal sættes fut i bålet.

 

Med en Omnia har du altid en lille varmluftsovn med på tur.

Kog vand hurtigere med en kedel, der passer ned i din Trangia gryde.

 

Hæld nemt vandet fra med en Trangia multi-disc eller brug den som skærebræt og spar plads i rygsækken.

 


 

Rengøring af Trangia stormkøkken

Eftersom at de klassiske Trangia gryder og pander i aluminium er så tynde i bunden, så sker det unægtelig, at ting brænder fast undervejs.

 

Når du skal rengøre dit Trangia køkken, er der derfor ingen vej udenom en god gang knofedt. Alt du skal bruge er en helt almindelig grydesvamp og en bionedbrydelig sæbe fra Fibertec, der også vasker rent i koldt vand.

 

Er maden meget brændt på ude på tur, så hæld vand i gryden og giv det et opkog, så det brændte mad løsner sig, eller lad det stå i blød natten over. Eventuelt med en dråbe opvaskemiddel i.

 

Du kan også bruge ståluld, hvis det meget slemt, eller hvis du vil give hele dit Trangia sæt en ordentlig tur et par gange om året, hvor du kommer helt i bund og også rengør vindskærme.

 

Husk dog, at hvis du har non-stick gryder og pander, er ståuld et kæmpe no-go, da det vil ridse Teflon belægningen.

 

Vi får ofte spørgsmålet, om man kan putte Trangia i opvaskemaskinen? Selvom det kan være fristende, så er svaret et rungende nej, da saltet fra opvaskemaskinen vil angribe aluminiumen.

 

Når dit stormkøkken er rengjort og fint igen, kan du med fordel investere i et smart og robust Trangia EVA case beskyttelsesetui i høj-densitet EVA skum, der holder dit Trangia sæt ekstra godt beskyttet.

 

 

Opskrifter på Trangia mad

Og nu til den sjove del og det, som Trangia i virkeligheden handler om: Lækker turmad!

 

Når først du har lært dit Trangia køkken at kende og får oparbejdet lidt snilde, kan du lave stort set al mad, du ønsker. Det er en kæmpe fordel på tur, at du kan fremtrylle hvad som helst til sultne turmaver.

 

Selv den bedste friluftskok kan dog altid bruge ny inspiration. Derfor vil vi gerne invitere dig ind i vores Trangia madunivers nedenfor.

 

Tjek vores opskrifter på Trangia mad

 


 

Trangia sæt tilbud

Er du på udkig efter et rigtig godt tilbud på Trangia, så kan du overveje at melde dig ind i vores Kundeklub.

 

Her står du altid først i køen til de gode tilbud, ligesom vi to gange om året inviterer dig til særlige indkøbsarrangementer med rabat.

 

Du får også lov at tyvstarte, når vi kører Udsalg, Black Friday og andre kampagner, hvor du kan være heldig, at der er et godt Trangia tilbud.

 

Meld dig gratis ind i Kundeklubben

 

 

 

Ofte stillede spørgsmål

I Spejder Sport er vi vant til at svare på massevis af spørgsmål om grej og især Trangia. Vi har samlet nogle af de spørgsmål, der ofte går igen. Vi håber, svarerne kan hjælpe dig også, og ellers må du meget gerne skrive i kommentarfeltet allernederst i artiklen.

 

Hvordan bruger man et Trangiasæt?

Det er ikke svært at komme i gang med Trangia. Kig med i videoen nedenfor, hvor vi guider dig igennem det klassiske stormkøkken, der i mere end 75 år har stået for ultimativ enkelthed i felten.

 

 

Hvor køber man gas?

Du kan købe gas til din Trangia mange steder, og det kan umiddelbart være svært at skelne de forskellige produkter, da de kan variere meget i pris.

 

I bund og grund handler det om blandingsforholdet mellem butan og propan, der afgør gassens brændværdi. Jo mere propan i blandingen, jo bedre.

 

Når du står og kigger på den billige universalgas i diverse byggemarkeder, er det derfor relevant at være opmærksom på, at der kan være skruet lidt på blandingsforholdene for at presse prisen ned.

 

Brændværdien her kan derfor risikere at være dårligere end på de lidt dyrere gasdåser. Det betyder, at du bruger gassen hurtigere og faktisk også, at gassen fra de billige mærker vil have sværere ved at performe, så snart det bliver koldt i vejret.

 

I Spejder Sport forhandler og anbefaler vi mærket UGAS, der fås i en 300g til 39 kr. og 450g dåse til 45 kr. i alle vores fysiske Spejder Sport butikker.

 

Da vi ikke må have gas liggende på vores webager, kan du desværre ikke købe gas til Trangia i vores webshop.

 

Hvilken sprit til Trangia?

Du skal bruge helt almindelig husholdningssprit 93% til dit Trangia sæt. Det er den i den lyseblå flaske, og du kan få den stort set alle steder, hvor du alligevel gør dine indkøb.

 

Hvad er sprit lavet af?

Sprit er det samme som ethanol, hvilket i princippet er alkohol, der kan føre til beruselse ved indtagning og i værste fald forgiftning.

 

Husholdningssprit, eller sprit 93%, kaldes også denatureret sprit. Det gør det, fordi man her har tilført nogle denatureringsmidler til ethanolen, der gør, at produktet enten er giftigt eller lugter og smager grimt.

 

Denatureret sprit er derfor ikke til at indtage (og kan dermed sælges uden alkoholafgift).

 

Se hele udvalget af Trangia

Se alle brændere og tilbehør

Se alle gryder og pander