Vandreture i Danmark (50-80 km)
de flotteste vandreruter i Danmark
I Danmark er der masser af muligheder for at tage på vandretur, og uanset hvor i landet, du bor, venter oplevelserne på dig. Vi har samlet de 7 (i vores øjne) smukkeste vandreruter i Danmark. Du kan let begive dig afsted på disse ture, uanset om du har en uges ferie eller blot en forlænget weekend. Det er bare med at komme ud og lufte vandrestøvlerne.
 
Angivelsen af ruternes varighed er baseret på, at nogle gerne går 20 kilometer på en dag, mens andre foretrækker at gå 12 kilometer, så der er bedre tid til seværdigheder, små omveje, længere pauser eller en hviledag undervejs. Måske kan du nå længere, måske kortere. Det er helt op til dig.
 
vandretur på Jyderupstien

Jyderupstien (Svinninge-Kongskilde)

  • Længde: Ca. 52 km
  • Varighed: 3-5 dage

På Jyderupstien har du muligheden for at opleve en masse små landsbyer og historiske seværdigheder på din vej igennem den varierede vestsjællandske natur. Ruten er tydeligt markeret med skilte, og der er både lange stræk gennem skov, men også strækninger med bølgende marker, dybe søer og et rigt fugleliv undervejs.

I Svinninge kommer du igennem Skoleskoven med mere end 30 forskellige træsorter og ved smukke Skarresø, der er en af Nordvestsjællands største og flotteste søer, kan du blandt andet opleve voldstedet fra det tidligere gods Skarsholm. Åmosen ved Bodal er stedet, hvor jægerstenalderens mennesker boede og levede for 10-12.000 år siden, og her vil du kunne se flere fredede gravhøje.

I Hjembæk Kirke kan du beundre kalkmalerier tilbage fra kirkens opførelse omkring år 1100, ligesom Reerslev Kirke, Sorø Kloster og Vedbygaard Gods i Ruds Vedby også er steder, der er værd at besøge på turen.

Se hele ruten på Jyderupstien her

 

Download folder om Jyderupstien her

 

Nordkyststien (Hundested-Helsingør)

  • Længde: Ca. 61 km
  • Varighed: 3-5 dage

Nordkyststien var oprindelig tænkt som en cykelrute ude fra spidsen af Sjællands Odde, men er i dag en ligeså oplagt (hvis ikke endnu bedre) vandretur langs den smukke nordsjællandske kyst.

Turen starter i Hundested og tager dig ud på en rute, hvor du kan se frem til at gå langs vandet næsten 90% af vejen. Her er udsigt ad libitum, enestående natur, klitter, klinter og lange stræk helt nede ved vandkanten.

Undervejs kommer du forbi byer som Liseleje, Tisvilde, Smidstrup, Gilleleje, Hornbæk og Hellebæk for til sidst at ende i Helsingør. Der vil være masser af interessante og stemningsfyldte steder at holde pause, f.eks. Kikhavn, Tisvilde Hegn (Troldeskoven), Gilleleje Havn, Rudolph Tegners Museum & Statuepark i Dronningmølle og selvfølgelig Kronborg Slot i Helsingør.

Der er ikke ret mange sheltere undervejs på ruten, men til gengæld er der rig mulighed for at overnatte på vandrehjem, hotel eller Bed & Breakfast. Og skulle du blive småsulten eller kaffetørstig undervejs, kan du glæde dig over, at du på Nordkyststien befinder dig på kanter, hvor man ikke går ned på en sprød croissant og en god cafe latté.

Har du f.eks. aldrig været på Albis Kaffebar og Second-Hand i Hornbæk, ja så har du en oplagt undskyldning, hvis du alligevel vandrer på Nordkyststien.

Download ruten til Nordkyststien her

 

 

Bryrupbanestien (Silkeborg-Horsens)

  • Længde: Ca. 61 km
  • Varighed: 3-5 dage

Fra Silkeborg til Horsens kan du både vandre, cykle og ride på den flade strækning ned igennem Midtjylland, der blev kaldt ”Danmarks smukkeste Jernbane”, mens togene stadig kørte der.

Bryrupstien, eller Naturstien Horsens-Silkeborg som den også kaldes, er både bilfri og asfalteret – dog er skinnerne bevaret mellem Bryrup og Vrads, hvor du kan hoppe på veterantoget eller snuppe den 5 kilometer lange strækning til fods langs landevejen eller gennem skoven.

Undervejs kan du flere steder nyde den imponerende udsigt på de gamle banedæmninger, ligesom du også kommer igennem både morænelandskaber, ådale, lyngklædte heder og gamle bøgeskove. En af rutens helt store attraktioner er Den Genfundne Bro. Det er en gammel jernbanebro, der blev gravet frem og restaureret efter at have været begravet i 85 år.

På Bryrupbanestien er der flere muligheder for overnatning i shelter eller telt, ligesom der er rastepladser med adgang til vand og toilet.

 

Læs mere om Bryrupbanestien her

 

Download pdf med ruten her

 

himmerlandstien

Himmerlandsstien (Løgstør-Viborg)

  • Længde: Ca. 69 km
  • Varighed: 3-5 dage

Himmerlandsstien er en natursti i det vestlige Himmerland, der blev etableret i 2006 på en tidligere jernbanestrækning, som blev helt indstillet i 1999. Stien er fint afmærket og velegnet til både vandring og cykling. Ridning er faktisk også muligt, så længe det forgår ved siden af stien.

På Himmerlandsstien venter der alt lige fra bakkede morænelandskaber, store smeltevandsdale, engområder og heder. Hele vejen støder du jævnligt på de karakteristiske kilometersten samt trinbrædder og stationer ledsaget af infotavler, der fører tankerne tilbage på livet omkring jernbanen.

Du kommer også forbi 8 af de gamle baneskove, der blev anlagt for at skærme banen mod sne, plus den gamle jernbanebro Skals Å.

Ruten på Himmerlandsstien er forsynet med gode muligheder for at holde pause, få en bid mad og overnatte i enten telt eller shelter.

 

Læs mere om raste- og hvilefaciliteter her

 

Læs mere om Himmerlandsstien og se hele ruten her

Trækstien

Trækstien (Silkeborg-Randers)

  • Længde: Ca. 70 km
  • Varighed: 3-5 dage

Trækstien i Midtjylland var oprindelig en fast rute for heste og pramdragere, der transporterede varer mellem Silkeborg og Randers i 1800-tallet. I dag er det en vandresti, hvor kan du se frem til at følge Gudenåen hele vejen fra Silkeborg, og til den løber ud og bliver til Randers Fjord.

Terrænet på Trækstien varierer mellem trampe- og natursti, en seks kilometer lang træ-sti og grusvej. Grundet den vekslende vandstand i åen kan der, til tider, være vådt og svært tilgængeligt på nogle strækninger.

Ikke desto mindre venter der mange unikke naturoplevelser på Trækstien, hvor du kommer helt tæt på både åen, med gode muligheder for lystfiskeri, samt brede enge og et rigt fugleliv.

Undervejs er der masser af steder at slå sig ned og holde pause, mens du nyder din medbragte frokost.

 

Se hele strækningen på Trækstien her (.pdf)

 

Gendarmstien vandretur

Gendarmstien (Sønderborg-Padborg)

  • Længde: Ca. 74 km
  • Varighed: 4-6 dage

Gendarmstien i Sønderjylland emmer af historie fra dengang, hvor grænsevagterne gik langs ruten og holdt øje med smuglere, der forsøgte at får varer ind i Danmark uden at betale told.

Den populære kystvandrerute trækker dog ikke kun opmærksomhed på grund af egnens kendte historier – mange går også Gendarmstien for at opleve det varierede og smukt kuperede landskab.

Gendarmstien er inddelt i 4 etaper, der hver især byder på helt fantastiske naturoplevelser i form af et rigt dyre- og planteliv, småskove, lange strande og stejle skrænter langs fjordens kyster.

Du kommer blandt andet forbi Kruså Tunneldal, hvor smeltevand tilbage fra istiden har skabt et særpræget landskab af fed lerjord, kløfter, søer og vandløb.

Udover den flotte natur, de vilde orkideer og det danske nationalæble, gråstenæblet, byder Gendarmstien også på seværdigheder som Broager Kirke, Dybbøl Banke og Sønderborg Slot.

 

Læs mere om Gendarmstien her

 

Molsruten gennem mols bjerge

Molsruten (Grenaa-Aarhus)

  • Længde: Ca. 80 km
  • Varighed: 4-6 dage

På Molsruten i Østjylland kommer du igennem smukke, grønne landskaber på din vandring fra Grenaa til Aarhus. Du går meget af ruten langs stranden, men kommer også igennem den enestående natur i Mols Bjerge, med både bakker, skov og udsigter, du vil huske længe efter, du er kommet hjem igen.

Ruten slår også et smut om hyggelige Ebeltoft, hvor du kan gå på opdagelse og nyde atmosfæren, inden du fortsætter mod Kalø Vig og middelalderborgen, Kalø Slotsruin, på Djursland.

Fra Djursland går du igen mod kysten og Løgten bugt på vej mod slutdestinationen Aarhus.

 

Læs mere om Molsruten her

Se Molsruten på kort her

 

Find flere vandreruter

Er du på udkig efter endnu flere vandrestier, som du kan udforske både til fods eller på cykel? Så kan det være, at APP'en Alltrails er noget for dig.

 

Overnatning i shelter og telt i Danmark

Hvis du har svært ved at have is i maven og gerne vil planlægge dine overnatningsmuligheder på forhånd - så er der hjælp at hente på Naturstyrelsens hjemmeside. Her er en oversigt over alle teltpladser og sheltere. Mange af dem kan du booke inden I skal afsted gennem Naturstyrelsens booking system.

Over sommeren kan I med fordel søge på startdato eksempelvis "3 august" i søgefeltet og se, hvad der er tilgængeligt. 

 

Teltet er godt at have - både som plan A og plan B. Der er flere sheltere og lejrpladser, hvor det er "først til mølle"-princippet, der gælder. Så man kan jo komme ud for, at shelteret er optaget. Og her er teltet jo helt perfekt at have med. Langt de fleste kan nemlig godt finde ud af at udvise gensidig respekt og deles om bålpladsen.

Hvis du synes det generelt kniber med pladsen, kan I også indtage nyt land med fri teltning. Denne sommer er der åbnet op for gratis overnatning i 77 nye statsskove i hele Danmark, hvor du frit må slå dit telt op for én nat. 

Oversigt over områder med fri teltning.


Vælg det rigtige telt og soveudstyr

Vi har samlet vores bud på gode telte til sommerturen. Hvis du er i syv sind over, hvilket telt eller liggeunderlag du skal købe, så kan du med fordel læse vores guides til soveudstyr:


BEMÆRK! at I ved fri teltning ikke må sætte mere end to telte op, og at de ikke må være større end tremandstelte.