Vandreture på Mols Bjerge Stien

Det kuperede landskab i Nationalpark Mols bjerge gør Mols Bjerge-stien til noget helt særligt. Intet andet sted i Danmark, kan man vandre op på så mange bakketoppe og have frit udsyn så langt øjet rækker. Det føles så udansk og eksotisk, at jeg flere gange rammes af en ægte bjergfølelse.

 

Udsigt over mols bjerge stien
Tekst & Foto i samarbejde med Sarah Green

 

Mols Bjerge Stien (60km) er opdelt i:

 

  • Kalø-etapen (20km)
  • Bjerg-etapen (20km)
  • Ebeltoft-etapen (20km)

 

Undervejs oplever du

 

  • Gode overnatningsmuligheder - Hotel, vandrehjem og shelter
  • Blandet terræn - Kuperet og fladt
  • Varierende landskap - Skov, sø, eng og hav

 

Mols Bjerge Stien - 60 km på tre dage

Der er mange gode stier at vælge imellem i Mols Bjerge, men Mols Bjerge-stien er noget helt specielt. Det er en 60 kilometer lang rute med gode oplevelser og syn på vejen. Den er for nyligt blevet certificeret som en af Europas Leading Quality Trails af vandreorganisationen ERA – vandreruternes svar på en Michelin-stjerne!

Sara Green er vores øjne og ører på denne tur. Hvis du ikke kender til hendes blog, så kan du godt glæde dig. Der er masser af god inspiration til fede ture. Og så er hun en fantastisk fotograf, som du også vil få at se i denne artikel. På tre dage og med fire overnatninger fik Sarah gået alle 60 kilometer bestående af tre dagsetaper (Kalø-etapen, Bjerg-etapen og Ebeltoft-etapen) hver på 20 kilometer.

Hop ned til Saras beretning fra hver etape og bliv bedre bekendt med, hvad der venter på ruten. Vil du gerne vide mere om praktikken – ruter, overnatning og kort over Mols Bjerge - så hæng på lidt endnu.

 

 kort over mols bjerge

Mols Bjerge-stien (fra venstre) Kalø etapen, Bjergetapen og Ebeltoft etapen.

 

Mange gode vandreruter i Mols Bjerge 

Har du ikke lyst til at kaste dig hovedkulds ud i en tre dages lang vandretur, så kan du sagtens gå en enkelt etape. De er alle tre nemt tilgængelige med flere parkeringspladser. Især Bjerg-etapen gør sig godt som en én-dags vandrerute, fordi den går rundt i et loop. Så ender I belejligt, hvor I startede - uden at have set det samme natur to gange.

 

Heldigvis byder Nationalpark Mols bjerge også på mange mindre gå- og vandreture. Så lad endelig ikke de lange etaper afskrække dig. Du kan sagtens bare nyde naturen og nyde en god frokost på en lejrplads.

 

vandreture i mols bjerge

Besøg det interaktive kort over Mols bjerge her og find vandreruter, shelter og parkeringspladser 

 

 

Find vej med Mols Bjerges app

Ruten er hyppigt skiltet og forholdsvis nem at følge. Skiltningen er dog ret diskret og nemt at overse, så det lykkedes mig alligevel at gå forkert et par gange. Det var en stor hjælp at bruge Mols Bjerges app til at finde vej, hvor man altid kan se sin egen placering som en prik på kortet.


Kortet fortæller desuden også, hvor du kan finde teltpladser, shelters og mange andre oplysninger. Find appen i App store eller Google Play.

 

mols bjerge stien 
Vinter i Mols Bjerge kan være kold og blæsende. Til gengæld vil du sjældent støde på andre vandrere.

 

 

Klædt godt på til vintervandring

At turen var en vintertur var en ekstra udfordring, men det er jo blot et spørgsmål om at have det rigtige tøj med. Du kan forberede dig ved at læse vores guide: Sådan holder du varmen.


Fordelene ved at vandre om vinteren var derimod til at føle på. Fordi jeg ofte havde stien helt for mig selv, kunne jeg virkelig mærke den samhørighed med naturen, som jeg elsker og føler særlig stærkt, når jeg ikke skal dele stien med mange andre. Og så havde jeg lov til at føle mig ekstra sej, når turen var gennemført.

Er du helt ny i vandring, kan du med fordel læse vores guide til vandresko og vandrestøvler. Godt fodtøj er trods alt det vigtigste at have styr på. Især når du skal gå i et bakket terræn. Ønsker du maksimalt med støtte, kan du med fordel vælge en vandrestøvle frem for vandresko. Se alle vores vandrestøvler her.  

 

 

I Mols Bjerge med overnatning

Det er muligt at overnatte i telt og shelter flere steder på ruten. Faktisk er der ca. 14 lejrpladser og shelterpladser i Nationalpark Mols Bjerge. De største lejrpladser og sheltere skal bookes i forvejen. Det koster typisk en 50’er. Derudover er der hele to områder med mulighed for friteltning. Husk, at du højst må overnatte en nat med to styk 3-mands telte.

Er du i tvivl, om du skal sove i telt eller shelter på Mols bjerge stien? Længere nede gennemgår vi de bedste overnatningsmuligheder for hver etape.


Du kan også vælge den komfortable model og overnatte på vandrehjem og privat indkvartering. Dette gjorde Sarah. Det blev til tre trætte overnatninger på henholdsvis Rønde Vandrehjem, Strandværelserne i Femmøller og Park Hotel i Ebeltoft. Hver overnatning kostede ca. 600 kr. Park Hotel Ebeltoft var det eneste sted der tilbød morgenmadsbuffet om vinteren. Rønde vandrehjem tilbyder dog en fin "morgenmadspose" uden for sommersæsonen.

 

Hele turen kostede i alt 2.400 kr.

 

turmad på trangia

 

Mad og indkøb 

Der er mulighed for at indkøbe mad i Rønde, Femmøller Strand og Ebeltoft. Sara sørgede for at have mad med til næsten hele turen fra start. Mulighederne for at spise ude er nemlig lidt begrænsede om vinteren, ligesom mange vandrehjem typisk heller ikke tilbyder det store morgenmadsbord om vinteren. 

Du kan også tage dit trangia med. Det giver lidt ekstra vægt i rygsækken, men et varmt måltid eller en kop varm kakao, gør nogle gange hele forskellen – især om vinteren. Gider du ikke kokkerere det store, så kan du hurtigt koge vand til en lækker omgang turmad til frokost.

 

 


 


    Dag 1: Kalø-etapen

 

Distance: Fra Rønde til Femmøller - 20 kilometers vandring
Turens højdepunkter: Troldeskoven og Kalø Slotsruin
Terræn: Overvejende fladt


Efter en 50 minutters bustur fra Aarhus gennem Djurslands bakkede landskab ankommer jeg til Rønde Vandrehjem som er et smukt bindingsværkshus på en bakketop med udsigt over hele Kalø Vig. I det fjerne kan jeg skimte Kalø Slotsruin på sin egen halvø ude i vandet. Om vinteren er vandrehjemmet ubemandet, så jeg låser mig ind på mit værelse ved hjælp af en kode, jeg har fået tilsendt. Nemt og fleksibelt.

Min mission i Rønde er at få en god nats søvn og starte tidligt, for etaperne på Mols Bjerge-stien er temmelig lange, og som fotograf er jeg ikke verdens hurtigste vandrer.



”Fordi jeg ofte havde stien helt for mig selv, kunne jeg virkelig mærke den samhørighed med naturen.

 

Rønde vandrehjemrønde vandrehjem værelse rønde vandrehjem værelse

Om sommeren er der morgenmads-buffet på Rønde vandrehjem.

 

 

Jagtslot og troldetræer

Da jeg begiver mig afsted næste morgen er vejret blæsende og småtåget. Jeg starter min vandring ved jagtslottet kun få hundrede meter fra Rønde vandrehjem, som er en tysk inspireret bygning, der nu huser sekretariatet for Nationalpark Mols bjerge. Her findes også en fin shelterplads, hvor man passende kan overnatte den første nat, hvis man foretrækker at sove i det fri.

Jeg går gennem Hestehave Skov og snart kan jeg ane det brusende hav mellem træerne. Endelig kommer jeg ud til det hav, som jeg har kunnet skimte i lang tid.

Strækningen her langs kysten er Kalø-etapens flotteste. Træerne langs kysten er ældgamle og krogede som i en rigtig eventyrlig troldeskov. Spætmejserne der piler rundt på stammerne, gør også deres til at sætte scenen. De minder mig om endnu en fordel ved vintervandring; nemlig at fugle er meget nemmere at spotte i en nøgen skov. Så husk en god kikkert, så du kan komme helt tæt på!

 

 

Kalø vig - Mols bjerge stien
Kalø slotsruin
Kaffepause i ly af Kalø slotsruin og med udsigt over Kalø Vig. Hvad mere kan man ønske sig på en kold vinterdag i februar?

 

 

Kalø slotsruin med udsigt til Kalø vig

Lige inden jeg når frem til Kalø Slotsruin går jeg forbi en flad strand-eng med bålsted og plads til telte. Har man telt med er dette et fantastisk sted at overnatte, med udsigt over vandet og slotsruinen.

En smal brolagt vej fører ud i vandet til slotsruinen som står højt på en bakketop. Blæsten rusker herude på halvøen, hvor jeg er højt oppe og jeg gemmer mig for den nådesløse vind bag en mur på nordsiden, mens jeg spiser frokost. Men sikke en udsigt jeg har! Jeg kan se ud over hele Kalø Vig.

 

 

Slut på første etape: Jeg ankommer til Femmøller

Tilbage på fastlandet fortsætter jeg en tid langs landevejen før stien svinger til venstre og bliver til en grusvej, der snor sig gennem marker og landsbyer. Det begynder at støvregne lidt, men det kan ikke ødelægge mit gode humør. Det betyder bare at jeg ikke møder et øje på denne strækning og har naturen helt for mig selv.

Til gengæld møder jeg en flok silkehaler som er en af Danmarks flotteste fugle med deres papegøjeagtige top på hovedet. Og jeg får også øje på et par gulspurve, hvis gyldne fjerdragt er synlig mellem de brune træer.

Jeg rammer igen landevejen og når frem til første etapes slutpunkt som er den lille by Femmøller. Det var egentlig min plan at gå de tre kilometer videre til mit overnatningssted i Femmøller Strand, men jeg snyder og tager bussen det sidste stykke og den beslutning er mine fødder glade for!


 

Hyggelig overnatning i Femmøller Strand

Mit overnatningssted de næste par dage er Strandværelserne, som er to værelser med delt tekøkken og bad i et anneks i haven ved et privat hus i Femmøller Strand. Helt oplagt er værelserne indrettet til strandgæster i den hyggeligste badehotel-stil. Jeg skal bo her to nætter, da rutens anden etape er et loop, så jeg ender og begynder det samme sted. Sengene er fantastisk gode, og er det perfekte sted at slappe af efter en strabadserende vandretur.

Fordelen ved at bo det samme sted i to nætter er også at jeg kan efterlade mine ting og gå den næste etape - bjergetapen - som også er stiens mest kuperede strækning, uden så meget oppakning.

 


rønde vandrehjem i mols bjerge
For relativt små beløb kan du overnatte på Strandværelserne i Femmøller.

 

 

”Det betyder bare, at jeg ikke møder et øje på denne strækning og har naturen helt for mig selv.

 

 


 


    Dag 2: Bjerg-etapen

 

Fra Femmøller til Femmøller i en sløjfe - 20 km
Turens højdepunkter: Trehøje og området omkring
Terræn: Kuperet

Da jeg står af bussen i Femmøller, ligger tågen som en dyne over landskabet og spættens trommen lyder mellem træerne. Jeg er fuld af forventningsglæde da dagens etape går igennem Mols Bjerges smukkeste og mest kuperede landskab. Jeg kan tydeligt mærke at dette er bjergetapen, da stien allerede få meter fra start går meget stejlt opad gennem en lille skov og Femmøllers tage forsvinder hurtigt i tågen dybt under mig. Sikke en fantastisk morgen!

Bakker og dybe dale breder sig ud foran mig, taget i betragtning at det er vinter, er her overraskende grønt. Tågen kommer snigende op ad bakken bag mig som en vildfaren sky præcis som den gør i bjergene.


NationalPark Mols Berge


På toppen af Mols Bjerge

Stien drejer til venstre gennem endnu en lille skov, men snart åbner landskabet sig op og kun enkelte spredte træer står tilbage. Jeg spiser min frokost på en lille forhøjning og kan se milevidt omkring mig. Snart står jeg på Mols Bjerges højeste punkt Agri Bavnehøj som befinder sig 137 meter over havet.


Udsigten udover det bløde bakkede landskab er nærmest endeløs. De søde islandske heste, som er med til at holde området frit for træer følger nysgerrigt efter mig, og en tid danner vi et slags optog - mig foran og alle hestene på rad og række bagved.

 

 

Et endeløst istidslandskab

Men den fineste strækning på bjergetapen er stadig foran mig. Stien går stejlt opad, og ind i en dyrefold og igen bliver landskabet overraskende frodigt med spredte enebærbuske overalt.

På toppen kan jeg skue udover alle fyrretræstoppene og skimte havet i det fjerne. Udsigten får mig til at falde i staver, men jeg bliver brutalt vækket af hagl, der pludselig vælter ned fra himlen og må finde ly under enebærbuskenes tykke grønne grene. Det er dog svært at blive sur over vejret, for øjeblikket efter skinner solen igen og en regnbue viser sig på himlen. Fordi jeg står så højt oppe, kan jeg se hele regnbuen fra ende til anden. Man keder sig aldrig når vejret leverer underholdningen!

Nu går det ned ad bakke igen, men snart kan jeg se tre andre forhøjninger nemlig Trehøje som rager 127 meter op i landskabet. Fra toppen er der den flotteste udsigt ud over det særprægede landskab. Der er ikke mange andre steder i Danmark med sådan et udsyn. Ingen marker, ingen byer i sigte - intet andet end et endeløst bakket istidslandskab.

På den anden side af Trehøje fortsætter stien igen ind i en dyrefold, og her bliver landskabet endnu mere eksotisk med stejle bakker, udsigt til havet og græssende køer. Stedet minder mig mere om Østrig eller Azorerne end om noget andet sted jeg har været i Danmark. Glæden over det fantastiske landskab giver et skud ny energi til at klare de sidste otte kilometer tilbage til Femmøller.

 

vilde heste i mols bjerge
De søde islandske heste, som er med til at holde området frit for træer følger nysgerrigt efter mig, og en tid danner vi et slags optog.

 
Mols bjerge stien - Ebeltoft
Mols Bjerge er ikke kun åbne landskaber. Smukke og varierede skove vil også sætte deres præg på din tur.

 


”Roen har en helt terapeutisk virkning på mig, og jeg begynder at miste fornemmelse for tid og sted.

 


 


    Dag 3: Ebeltoft-etapen

 

Distance: Fra Femmøller til Ebeltoft - 20 kilometers vandring
Turens højdepunkt: Området omkring Stubberup Sø
Terræn: Overvejende fladt

Jeg tanker op med mad i det lille supermarked i Femmøller Strand og begiver mig fra kysten og ind mod land. Stien går på grusveje forbi marker og sommerhuse og gennem en plantage med høje smukke skovfyrretræer. Jeg krydser et par landeveje og kommer ind i et område som er udlagt til urørt skov, hvor jeg træder henover et virvar af rødder og døde træer.

Midtvejs kommer jeg forbi den gamle vandmølle Ørnbjerg Mølle, som ligger i et hyggeligt område med teltpladser, shelter og et overdækket madpakkehus - helt perfekt til at holde en velfortjent pause.

Landskabet veksler mellem eng og skov og her er usandsynlig fredeligt. Faktisk møder jeg kun et par mountainbikes og to andre vandrere på min vej. Roen har en helt terapeutisk virkning på mig, og jeg begynder at miste fornemmelse for tid og sted.

Området omkring Stubberup sø betager mig mest. Stien snor sig i et bakket grønt landskab med græssende køer og store flotte fyrretræer og tågen ligger som et mystisk tæppe over landskabet. Igen føler jeg mig henført til sydligere himmelstrøg.

 

 

Morgenmadsluksus på landevejshotel

Ved aftentid når jeg endelig frem til Ebeltoft, hvor jeg overnatter på Ebeltoft Park Hotel, der ligger lige for enden af stien og tæt på det busstoppested, hvorfra jeg skal rejse næste morgen. Den inkluderede morgenmad er en overdådig luksus for mig - specielt fordi jeg har levet af havregrød i flere dage.

Hotellets front giver en nostalgisk følelse af et motel fra 70'erne, som det ligger klods op af den befærdede vej. Det fungerer dog perfekt for en vandrer som mig, der ikke behøver den store luksus. Det er et godt punktum på turen. Næste morgen begiver jeg mig mæt og veludhvilet hjem mod København efter nogle berigende dage på en af Danmarks flotteste vandreruter.

     

 


 

 

Telt eller shelter i Mols bjerge?


Shelter i ebeltof
Strandkær shelter med udsigt udover Ebeltoft vig.


Der er mange stier i Mols Bjerge og det er muligt at planlægge flere forskellige ture med forskellig længde. Men hvis du gerne vil gå i Saras fodspor og følge den officielle Mols Bjerge-sti (3 dagsetaper á 20 kilometer) med telt eller shelterovernatninger, kan du gøre sådan:

Kalø-etapen:
Start med en overnatning på shelterpladsen ved jagtslottet i Rønde og gå Kalø-etapen til Femmøller. Er du i telt kan du i stedet starte med en overnatning på teltpladsen ved Kalø Vig og gå etapen den modsatte vej.

Bjerg-etapen:
Efter at have gået Kalø-etapen ender du i Femmøller, hvor du kan overnatte i shelter eller telt ved Basballe shelterplads. Pladsen er ejet af Karpenhøj Naturcenter og skal bookes på forhånd. Det koster 50 kr. pr. person. Bjergetapen er et loop, så du ender tilbage i Femmøller når dagen er omme. Strandkær shelter har vi udnævnt til en af de smukkeste shelter i Danmark. Så hvis I ikke har noget imod de ekstra kilometer, så er det bestemt et besøg værd.

Ebeltoft-etapen:
Efter overnatning i Femmøller vandrer du til Ebeltoft. Her er der desværre ingen shelters i umiddelbar nærhed af stien, men du kan overnatte på Ebeltoft Strand Camping eller tage bussen tilbage til Kalø Vig eller Rønde.