Vandretur i Østrig - med baby og hund
Hvem: Kim Middelhede (41 år), han kæreste Christina (40 år), baby Betram (8 uger) og hunden Gertrud (2 år)
Hvad: Dagstursvandringer á 3-4 timer
Hvor: Brandnertal, Østrig
Hvornår: Sommeren 2016
Det er ingen hindring for vandreture i Alperne, selvom der er kommet en lille ny i familien. Selvfølgelig er der begrænsninger, hvis det er de helt ekstreme ture, der er i kikkerten, men små dagsture er ikke noget problem. Og tag bare vovse med. Den vil elske det.
Da Kim Middelhede og hans kæreste, Christina, besluttede sig for at tage til Østrig som nybagte forældre, faldt valget på østrigske Brandnertal. Det er nemlig et helt ideelt sted for vandring med både baby og hund - og så er Østrig jo bare indbegrebet af hjertelig gæstfrihed og bjergtagende natur. Læs om deres tur her og bliv inspireret til selv at tage afsted - med eller uden baby og hund.
Turen går (igen) til Østrig
Min kæreste, Christina og jeg selv har i flere år været glade for at vandre i de flotte østrigske bjerge. Vi er vilde med landet og den hjertelige gæstfrihed, der altid findes i Østrig.
Sidste år var vi på den udfordrende KAT-Walk i Kitzbühler Alpen, der ligger i Tirol, hvilket var en oplevelse, vi sent vil glemme. KAT-Walk er vandring med fokus på komfortabel overnatning i egen seng og utrolig lækker mad tilberedt af lokale råvarer.
Siden har storken imidlertid været forbi med en lille dreng til os, hvilket betyder, at vi ikke lige snupper en KAT-Walk igen i år. Vi har dog besluttet os for, at vi også i år vil på vandring i vores elskede Østrig, men denne gang i et tempo og en sværhedsgrad, hvor vi kan have vores lille Bertram på otte uger med. Nå ja; og Gertrud, selvfølgelig. Vores hund som er en 70 kilo stor engelsk mastiff på snart to år.
Valget falder på Brandnertal, der ligger i delstaten Vorarlberg i det vestlige Østrig meget tæt på grænsen til Liechtenstein og Schweiz.
De gode sovehjerter
Når man vandrer med baby og hund er der selvfølgelig flere ting, der skal tages hensyn til. Vi er ikke længere kun to voksne, men nu også en lille nyfødt og vores store hund, som er to væsener med hver sit behov.
Bertram har et godt sovehjerte, men når han er vågen har han, som alle andre babyer, brug for mad og opmærksomhed. Den del er hans mor i sagens natur rigtig god til at opfylde. Gertrud har også et godt sovehjerte - en engelsk mastiff sover i snit 18 timer i døgnet - men også hun har brug for opmærksomhed og mad.
Det meste af tiden ligger Bertram bare i barnevognen og sover, men her er det især vigtigt, at han har solcreme på og så ellers ikke ligger for varmt.
Hav gerne en solhat til at beskytte babys sarte hud yderligere. Og husk så bleer og skiftetøj, hvis det “store” bliver for stort, og sæt så ellers bare tempoet efter, at der ikke er noget, der skal nås på tid.
Brandnertal - for børn
Det der med tiden er især vigtigt, at få afstemt hjemmefra. Vi er blevet enige om, at denne tur er en hyggetur, hvor vi vandrer i det omfang Bertram og Gertrud kan klare skærene.
Valget er faldet på Brandnertal i delstaten Vorarlberg, der ligger lige ved grænsen til Liechtenstein og Schweiz. Brandnertal er kendt for at være et utrolig børnevenligt område, hvor ikke bare hotellerne og pensionaterne, men også selve området har tænkt børn ind i konceptet.
Vi har booket os ind på det firestjernede Hotel Lagant, hvor også Gertrud er velkommen. Straks værelset er booket får vi en mail fra hotellet, hvor der spørges til, hvad vi ønsker af baby-faciliteter på værelset. Blespand, badekar, pusleplads og sågar en trehjulet bjergvenlig barnevogn og klapvogn kan vi krydse af.
Det koster ikke ekstra og er en kæmpe hjælp for os, når vi nu har en pænt stor vovse med, som fylder hele bagagerummet. Har man brug for flaskevarmer og en masse andet baby-grej, kan det også krydses af.
Gertruds debut i svævebanen
Første dag i området går med lige at falde til. Det er høj solskin og termometeret viser 32 grader. Det er varmt for både os og Gertrud, så mens Christina og Bertram holder siesta på hotellet, snupper Gertrud og jeg den nærliggende svævebane oppe i terrænet.
Hun har aldrig før set en svævebane, så det er ikke her hun er allermest tryg. Personalet der betjener banen er dog yderst opmærksom på Gertruds utryghed, så gondolen bliver simpelthen standset så Gertrud selv kan stige på. Det hjælper, og i svævebanen sidder hun trygt og kigger ud på det flotte landskab. Udstigningen sker uden problemer og endda uden at personalet må bremse liften.
Gertrud har dermed allerede lært, hvordan man stiger på og af en svævebane. Heroppe i 1.400 meters højde er temperaturen faldet til cirka 25 grader, og det er lige noget, der passer Gertrud.
I bjergene i Østrig må en hund ofte gå uden snor, hvis ejeren har styr på den. Ellers er der tydelige skilte, der viser, at hunden skal i snor. Jeg vil mene, at jeg har styr på hende, så hun får lov til at gå uden snor, hvilket passer hende særdeles godt. Hun finder hurtigt en rislende bæk, som hun selvfølgelig skal tumle rundt i, til stor morskab for et par familier, der har fået øje på Gertrud og hendes “one dog show.”
Vandring på Bertrams præmisser
Næste dag er endelig dagen, hvor vi for første gang skal vandre med baby og hund. Vi er typerne der har det bedst med at have en guide, eller vandrerfører som egentlig er den helt korrekte beskrivelse, med os.
Ikke fordi vi ikke kan finde rundt i de områder, hvor vi vandrer, men fordi vi godt kan lide, at en lokal kendt vandrer fortæller os noget om det område, vi vandrer i.
Martha, hedder vores guide. Hun er pensioneret sygeplejerske, men da hun stadig har mod på livet, har hun valgt at fortsætte som vandrerfører. På forhånd ved hun, at Bertram blot er otte uger gammel, og at vi har en stor hund med på turen.
Ellers ved hun, at vi er erfarne vandrere, men at vi har valgt at tage denne tur i Bertrams og Gertruds tempo. Der er altså ikke tale om ekstremvandring på udfordrende og svært fremkommelige stier, men i stedet vandring, hvor vi kan have Bertram med i barnevogn tre, fire timer dagligt.
Husk hundesnoren
I svævebanen på vej op fortæller Martha, hvordan hun har planlagt dagens vandretur. Vi skal op i 1.860 meters højde på Loischkopf, hvor der er nogle gode barnevognsvenlige stier tilbage mod vores startpunkt, og samtidig er det et område, hvor Gertrud må gå frit rundt det meste af tiden.
Bertram ligger fint i den trehjulede barnevogn og selv om det rumler godt under ham, sover han rigtig godt den første times tid. Herefter skal han lige have stillet den værste sult, og det foregår uden problemer på en bænk ude i terrænet.
Vi passerer et stort område, hvor der går en masse køer. Her er det vigtigt, at hunde er i snor, da det altid er køerne, der har førsteret. Straks vi er kommet igennem køernes område får Gertrud igen lov til at gå uden snor. Det er lige noget der passer hende.
Det er en fornøjelse at se hende få alle de nye indtryk. Imens fortæller Martha vidt og bredt om Brandnertal og de muligheder der er i dalen. Bertram er igen i drømmeland på den trehjulede. Der er dog pludselig noget, der bekymrer Martha.
Spartansk frokost i regnvejr
Skyerne er begyndt at blive meget mørke. Temperaturen er faldet en del, og det er også som om, der er kommet noget mere vind. Marthas erfaring siger hende, at der ikke går lang tid før regnen sætter ind.
Regnvejr gør som sådan ikke noget i Alperne, men medfølger der torden og lyn, kan det være farligt at opholde sig i bjergene. Selv om det ikke er normal kotume, at en vandrerfører beder sine gæster om at sætte tempoet op, gør Martha det alligevel af hensyn til Bertram.
Det er ikke fordi sønnike er utryg. Han putter fint i barnevognen, men hun vil ikke udsætte Christina og jeg for unødige bekymringer, hvis det kan undgås.
Derfor siger hun direkte til os, at vi er nødt til at få fart på, så vi kan nå hen på en nærliggende bjerghytte, hvor vi kan få lidt mad og drikke.
Som i et eventyr når vi akkurat frem til hytten inden et heftigt regnvejr står ind over området, og imens det passerer indtager vi en spartansk frokost bestående af rugbrød med hjemmelavet ost og skinke.
Efter en halv times tid er regnen holdt op, og vi sætter kursen mod liftstationen så vi kan komme hjem på hotellet og hygge.
Lünersee med utilpas dreng
Næste dag er vi på egen hånd rundt i området. Martha er således ikke med os i dag, men hun har foreslået os, at vi skal gå en tur rundt om Lünersee.
Den ligger i næsten 2.000 meters højde i bunden af Brandnertal. Lünersee er en sø til brug for produktion af elektricitet, så det er ikke en sø, der kan bades i. Der er cirka seks kilometer rundt om søen, og vi har fået at vide, at med barnevogn skal vi gå venstre om.
Det gør vi, men allerede efter få hundrede meter, gør en venlig lokal mand os opmærksom på, at det længere fremme for tiden er svært fremkommeligt med barnevogn. Han råder os til at gå retur, og så tage turen højre om, og så vende rundt ved en hytte efter cirka tre kilometer. Det gør vi.
Desværre har Bertram en dum dag i dag. Han er forkølet og generelt bare utilpas. Han græder en del, hvilket sætter nogle naturlige begrænsninger på det, vi havde forestillet os om turen. Halvvejs beslutter vi os for at vende om, da der ikke er meget ved at have en konstant grædende baby med på vandretur.
Bertram nu i bæresele
Dagen efter har vi igen Martha med os. I dag har hun planlagt en vandretur på cirka tre timer i Tschlengla-området, der ligger ved nabobyen til Brand, Bürserberg.Igen har vi barnevognen med, men i dag har vi også en bæresele med til Bertram. Vi starter med at lade ham ligge i barnevognen, hvor han da også hurtigt falder i søvn, men efter tre kvarters vandring vågner han igen og er sulten.
Vi holder en pause, hvilket også er godt for Gertrud, men da vi skal videre, gider hun ikke med. Hun bliver liggende i håb om, at vi kan trække pausen lidt længere, men da hun til sidst finder ud af, at vi er nødt til at gå videre, går hun med.
Bertram kan ikke finde ro i barnevognen. Jeg foreslår Christina, at vi lader ham prøve bæreselen på mig, hvilket hun ikke er så begejstret for. Grunden er, at selen er en af de her ældre modeller, hvor benene hænger frit, men det har kloge folk på området fundet ud af ikke er så godt for de små guldklumper, men da jeg lover hende, at løfte Bertrams ben af og til, går det lige an med hende.
I starten skriger han i vilden sky, da han af gode grunde ikke ved, hvad en bæresele er, men da jeg stille og roligt begynder at synge for ham, falder han lige så stille til ro, og pludselig har han sovet en times tid på min brystkasse.
Her er vi voksne blevet sultne. Vi vælger alle tre en Wienerschnitzel med pommes frites på en typisk østrigsk almhytte, hvor tjeneren også er flink til at tilbyde Gertrud en skål vand. Bertram får igen lidt mad ved mor, inden vi vender hjem til hotellet.
Gertrud i bjergsøen
Sidste dag i denne ombæring har indfundet sig. Egentlig var det ikke meningen, at Martha skulle med os, men hendes selskab er så hyggeligt, og vi får set noget natur, vi ellers ikke ville få at se, så hun er sørme med os igen.
Denne dag vandrer vi på Muttersberg som er byen Bludenz’ lokale bjerg i små 2.000 meters højde. Vejret er meget omskifteligt i dag, så Martha har rådet os til, rent beklædningsmæssigt, at have lidt af hvert med i rygsækken.
Bertram har igen lidt af en øv-dag, så det bliver ikke til så meget vandring i dag. Dog får vi besøgt en lille sø på Muttersberg, hvor Gertrud får lov til at svømme lidt rundt.
Blandt hundeejere er der delte meninger om våde hunde, men vi nyder, at Gertrud er en svømmer, og så må lugten af våd hund lige komme i anden række for en stund. Det er jo også en vandretur lidt på hendes præmisser, hvilket Christina og jeg her bagefter til fulde føler vi har indfriet.
Om vi har mod på en vandretur med baby og hund igen er svaret helt klart ja!
10 gode råd fra Martha
- Når man vandrer med baby, er det altid vigtigt, at der er fuld fokus på baby. Det er ikke babys behov med en vandretur, så derfor er det vigtigt, at vandreturene ikke er for lange, og at pauserne er regelmæssige.
- Er der hund med på turen, så respekter når skiltning viser, at hunden skal være i snor. Husk også hundens efterladenskaber. Hunden kan roligt drikke fra vandløbene, men sørg også for, at den får tilbudt vand, når der holdes pauser.
- Tjek vejrudsigten. Spørg gerne de lokale. De mærker vejrudsigten mere præcist end en app på en smartphone kan forudse vejret.
- Tidspunktet for vandreturen skal være realistisk. Tænk også gerne babyens sovetider ind i turen.
- Sørg for, at bære den rette påklædning. Hav skiftetøj med, hvis du sveder meget. Husk, at vejret skifter hurtigt i Alperne. Hav derfor altid en skaljakke og evt. også regnbukser og regnjakke med.
- Sørg for, at grundformen er i orden inden vandreturene. Det giver mere overskud til vandring i Alperne, hvis der er trænet lidt hjemmefra.
- I svævebanen kan babyen godt begynde at græde lidt pga. trykket i ørene. Her hjælper en sut ret meget.
- Hav en madpakke med på turen, hvis ikke der er spisesteder på vandreruten.
- Kig ikke på klokken. Vandreturen er ren fornøjelse, men regn med, at turen tager længere tid end beregnet.
- Sørg for at vandreturene er tæt på, hvor I bor, så der ikke bruges unødig tid på transport i bilen.