Nytter det hele?

Her får du de tørre tal

I Spejder Sport arbejder vi hver dag på at minimere vores klimamæssige fodaftryk og leve op til det sociale ansvar, vi har, som organisation under Det Danske Spejderkorps.

Vi vil være bedre til at synliggøre de tiltag, vi har søsat, og derfor har vi her samlet de resultater, vi har opnået indtil videre:

22,2 millioner til børn og unge

Fordi vi er ejet af Det Danske Spejderkorps, udbetaler vi hvert år af vores overskud til spejderne i Danmark. 

Fra 2011/12 og frem til 2020/21 er det blevet til i alt 22,2 millioner kroner, og vi er utrolig stolte af, at vi kan være med til at give danske børn og unge oplevelser, de har med sig resten af livet samt lære dem at begå sig ordentligt i naturen.

50% færre plastikposer

I 2018 indførte vi Låneposen, som vi tilbyder som et alternativ til den traditionelle plastikpose. Det er gratis at tage Låneposen med hjem mod løftet om en snarlig returnering, så den igen kan komme ud og gøre nytte. 

Siden 2018 har vi sendt i alt 4.000 låneposer i omløb og reduceret vores forbrug af plastikposer med 50%. Låneposen er selvfølgelig produceret i 100% økologisk og Fairtrade-certificeret bomuld.

850.000 kr. til hjemløse i Danmark

Hvert år indsamler vi brugt grej i vores butikker og forærer det til Kirkens Korshær i Køge, hvor frivillige kræfter sælger det videre. 90% af omsætningen i Kirkens Korshær går til direkte til at hjælpe hjemløse i Danmark.

Vi begyndte samarbejdet tilbage i 2013, og på blot otte år er vores indsamlede grej blevet omdannet til i alt 850.000 kr., der er sendt ud og gør gavn for udsatte i Danmark.  

70% reducering af elforbrug til belysning

Da vi i 2018 gik i gang med at udskifte vores konventionelle belysning til LED, vidste vi godt, at det var noget af et projekt at gå i gang med. I Q1 2021 blev vi færdige med at udskifte al loftbelysningen på vores 4.000m2 store hovedlager.

80 tons mindre Co2 i 2021

Vi er pt. i gang med en stor energiomlægning af vores hovedkontor og lager i Værløse nord for København, hvor vi arbejder os hen imod en mere klimavenlig bygningsmasse.

Kort sagt betyder det farvel og tak til fossilt brændsel og pænt goddag til alternative energikilder. Vi har netop færdiggjort en stor energiomstilling med 70 Kw solcelleanlæg og intelligentstyret Dimplex varmepumper. Så nu er vores store gamle gasfyr sendt på sin sidste rejse.