Valg af langrendsski

Det er vores erfaring, at mange har oplevelsen af at bevæge sig ud på dybt vand, når de køber ski. De fleste køber ski cirka hvert 10. år, og man bliver derfor hurtigt usikker på, om man vælger den rigtige ski. Med nedenstående gode råd vil vi gerne klæde dig bedre på til at vælge din rigtige langrendsski - i samarbejde med vores lokale skiekspert.

Inden du køber ski, er det vigtigt, at du gør dig dit behov klart: Hvad skal skien bruges til, hvordan er din løbestil? Og på hvilket niveau ligger din fysik og dine ambitioner?

I Spejder Sport har vi valgt at inddele vores langrendsski i tre kategorier.

Motionski

Vil du gerne løbe stærkt, have pulsen lidt op og bruge skien til motion, vil du have glæde af en ski fra denne kategori. Skiene her er lette og forholdsvist hårdt spændte.

Turski

Skal du primært bruge skien i løjpen og i et mere moderat tempo, hvor hele familien kan være med, har du glæde af en ski med et blødere spænd. Skiene skal ikke skal trædes så kraftfuldt, og kører derfor ikke så stærkt. Som noget nyt har flere producenter lanceret denne type ski med stålkant, der sikrer et godt greb i et hårdt underlag og giver en stor fordel i skarpe sving.

Fjeldski

Skal du uden for løjpen med rygsækken på nakken – fx fra hytte til hytte eller på fjeldtur – er det i denne kategori, du finder den rigtige ski. Fjeldskien er konstrueret med et blød spænd, der sikrer en stor og god bæreevne i dyb og blød sne. Ligeledes er skiene bredere end turskiene og med et større indsving for at give bedre svingegenskaber uden for sporet.

Det bløde spænd og den forholdsvis brede ski gør til gengæld, at fjeldskiene ikke er velegnede i løjpen, da de her vil opleves som tunge og langsomme.

Se vores store udvalg af langrendsski i webshoppen.

Når du har taget stilling til, hvilken kategori af ski du har behov for, er næste skridt at vælge den rigtige ski og her er der typisk tre forhold, hvor du kan komme i tvivl:
  • Har skien det korrekte spænd?
  • Er skien for lang eller for kort?
  • Hvad med sålen?

Spænd og længde

Det er helt afgørende for din oplevelse med skien, at du vælger en ski med korrekt spænd. Er der for meget spænd i skien, vil du opleve, at du ikke kan få godt fæste, og du vil få ”bagglid”.

Er der omvendt for lidt spænd i skien, vil skien ”klampe”, og du vil ikke kunne få glid i skien. Den teknologiske udvikling med CAP-konstruktion har heldigvis gjort det muligt for skiproducenterne at producere ski med et meget præcist spænd. Samtidig kan spændet på ski i samme længde varieres.

De fleste producenter angiver derfor et meget korrekt vægtinterval på de enkelte skimodeller, og holder du dig til det, er du på allerede godt på vej til at få den rette ski.

Det er altså reelt vægt og fysisk formåen, som skien skal vælges efter. Længden er i den forbindelse helt uinteressant, og den gamle myte med ”til håndleddet” er helt aflivet.

Sålen

Sålens kvalitet bestemmer skiens evne til dels at glide og dels at binde fæstevoksen, så du får et godt og holdbart fæste.

Alle ski i Spejder Sports sortiment har fra producenten en stenslibning, der sikrer, at glidefugten ledes bort. Uden slibningen ville der opstå samme effekt mellem ski og sne, som når to glasplader lægges mod hinanden med vand i mellem – de ville simpelthen klæbe til hinanden.

På de dyrere ski til løjpebrug, er denne effekt yderligere minimeret i kraft af den såkaldt ”sorte sål”, hvor der er blandet grafit i belægningen. Formålet med dette er at give sålen antistatiske egenskaber, så skien ikke klæber til sneen og dermed reducerer gliddet.

Den hvide sål, der blandt andet anvendes på fjeldskiene, kan binde en større mængde fæstevoks og er derfor velegnet, når godt fæste er nødvendigt, fx når du har oppakning, pulk eller du går i klisterføre.

Læs også vores artikel, der guider dig trin-for-trin gennem smøringens faser.

Valg af stave

Vælg en skistav med et godt spænd og ”handske”, så der er god komfort og bedre kraftoverførsel. Stavens længde passer, når den lige kan klemmes ind under armhulen.

Spørg os hvis du er i tvivl

Med ovenstående retningslinjer i baghovedet er du rigtig godt klædt på til at handle dine langrendsski selv.

Vil du gerne have yderligere råd og vejledning, står vores ekspedienter altid klar i vores butikker til en snak om dine behov og hvilke langrendsski, vi har, der opfylder netop disse.

Rigtig god fornøjelse med dine ski!
Udstyr til eventyr

Danmarks største outdoor-kæde med et landsdækkende netværk af specialbutikker, som forsyner friluftsfolket med grej til alle slags ture og aktiviteter.

Kundeservice

Åbningstider:
Mandag-torsdag: 9-15.30
Fredag: 9-15

kundeservice@spejdersport.dk
43 55 35 00

Se e-mærket status her

Spejder Sport A/S   •   Lejrvej 13   •   3500 Værløse