Pas på dit grej i støbejern

pas på dit støbejern

Gryder og pander i støbejern er ideelle til madlavning over bål. Det skyldes, at støbejern er robust, kan klare høj varme, har god varmefordeling og holder godt på varmen, hvilket gør det nemt at tilberede simremad i det fri.

Støbejern er dog også et materiale, der kræver pleje og pasning. Gør du det, er der nærmest ingen grænser for, hvor længe det kan holde. Derfor har vi sammensat en lille quick-guide til rengøring og vedligeholdelse af støbejernsgryder og pander:

 

 

Tjek om dit støbejern er klar til brug

Inden vi kommer til de konkrete vedligeholdelsesråd, er det vigtigt at nævne, at en del af de støbejernsgryder og pander, vi forhandler i Spejder Sport, allerede er brændt færdige med olie og dermed helt klar til brug, når du modtager den.

Tjek derfor, eller spørg i butikken, om dit nye grej er klar til brug, inden du tager det i brug.

 

Vask altid støbejern uden sæbe

Har støbejernet en lidt ru overflade, som f.eks. Dutch Oven og støbejernspanden fra Petromax, er der tale om 100% støbejern (modsat emaljeret støbejern, der har en glat overflade).

Grej i 100% støbejern må under ingen omstændigheder vaskes med sæbe. Du vil kunne smage det i maden længe efter! Derudover ødelægger sæbe simpelthen gryden eller panden, fordi det ”sætter sig fast” i materialet som glatte skjolder eller plamager, der gør bund og sider klistrede.

I stedet skal du blot vaske op i varmt eller kogende vand umiddelbart efter brug med en helt almindelig opvaskebørste.

Når du har vasket støbejernet rent, skal du tørre det grundigt efter og lade gryden eller panden lufttørre færdig eller give udstyret lidt varme over bålet, hvis det skal gå stærkt.

 

Husk at pleje med fedtstof

Efter afvaskningen skal du huske at give støbejernet noget fedtstof at hygge sig med, så det ikke står og får rustpletter til næste gang, det skal frem. Smør derfor din støbejernspande, gryde eller Dutch Oven med et tyndt lag neutral olie, f.eks. rapsolie, eller Petromax’s egen Care og Seasoning Conditioner, inden du sætter den væk.

 

Slip af med fastbrændt mad

Selvom støbejern kan klare en hel del varme over længere tid, kan det ind i mellem ske, at maden brænder på eller blot sætter sig lidt for godt fast i bunden af gryden eller panden. Løsning? Knofedt og tålmodighed.

Prøv f.eks. at:

  • Sætte gryden eller panden i blød, så det fastbrændte mad opblødes
  • Bruge lidt olie og krøllet sølvpapir som svamp og skrub løs
  • Hælde vand i gryden eller panden og giv den et opkog for at løsne genstridige madrester
  • Gentag ovenstående efter behov

Husk også at støbejern ikke behøver at blive sat direkte ind i ilden og dermed få en masse hård varme fra start. Støbejern er eminent til at holde på varmen, så brug evt. bare gløder til at få gang i panden eller gryden og varm den langsomt op. Det har den bedst af.

 

Sig farvel til rust

Som tidligere nævnt kræver det fedtstof for at undgå, at dit støbejern får uønskede rustpletter. Skulle det alligevel ske, er der råd at hente.

Med en god skuresvamp kan du sagtens bare skrubbe rusten af og derefter smøre din pande eller gryde ind i olie igen.

 

Video: Førstehjælp til træt støbejern

 

Hvis din støbejernsgryde, pande eller Dutch Oven er blevet lige lovlig slidt og har mistet sin slip-let effekt, er det tegn på én ting: Det er på tide at nulstille dit støbejern, og vi viser dig hvordan i videoen herover. Du får også fremgangsmåden her:

  • Eventuel rust slibes væk med en stålsvamp eller sandpapir (helt ned til det rå jern).
  • Er der ikke rust, skal du blot starte med at vaske dit støbejern godt af i varmt vand. Intet andet.
  • Fordel et tynd lag rapsolie med hænderne. Husk: Gentag hellere processen med flere tynde lag end ét tykt, så olien bliver arbejde godt ind i støbejernet og brænder mere jævnt.
  • Put støbejernet ind over et godt varmt bål i nogle minutter. Du kan også bruge en ukrudtsbrænder, hvis det skal klares hurtigt – bare varmen er høj. hjemme i haven. Bemærk: Det vil formentlig ryge ret meget vildt – det er helt normalt.
  • Køl støbejernet af til det er håndvarmt og gentag processen 2-3 gange eller efter behov. Jo flere gange, jo bedre egentlig.
  • Når dit støbejern klarer spejlægstesten som i videoen, er du i mål.

Vi håber, at disse tips og trick var (eller bliver) brugbare, så du kan have glæde af dit støbejern i mange år fremover.

Er du i tvivl, så tøv aldrig med at kontakte vores Kundeservice eller kig forbi en af vores butikker – vi vil altid gerne hjælpe dig og dele vores mange erfaringer.

God fornøjelse!