Kebnekaise på en weekend i oktober

 

Kebnekaise er for mange forbundet med det ultimative inden for friluftsliv i Norden. Giebmegaisi, som fjeldet hedder på samisk, er smukt, nemt og utrolig imødekommende med lette tilgåede stier, og uanset årstid er her uanede mængder friluftsliv til gemmebogen. Min gamle ven og klatremakker, Jacob, og jeg var også hurtige til at beslutte, at vores planlagte weekendtur i det kommende efterår skulle gå til magiske Keb.

Så er spørgsmålet bare, om man kan nå toppen af Kebnekaise på en enkelt weekend i oktober?

 

Tekst: Casper Kjerumgaard.   Foto: Casper Kjerumgaard og Jacob Lund

 

Hvem: Casper Kjerumgaard og Jacob Lund

Hvad: Casper og Jacob prøvede kræfter med Sveriges højeste fjeld

Hvor: Kebnekaise, Nordverige

Hvornår: En weekend i oktober

 

Med regelmæssige mellemrum genoptager Jacob og jeg vores vigtige ture sammen, fordi vi ved, at det aldrig er for sent at få planlagt en god fjeldtur. Men selvfølgelig skulle vi træne op til efterårets tur til Nordsverige. Noget som jeg i øvrigt mener, alle bør gøre, hvis de skal på en planlagt vandretur.

Vi vidste, at vi skulle gå langt med tung oppakning og netop derfor, forberedte vi vores tur med mange, effektive træningspas med rygsæk på. Af erfaring ved vi nemlig, at vi, gennem god form, i langt højere grad ville kunne nyde turen og omgivelserne uden at være fysisk pressede.

Vi startede forberedelserne nogle måneder før turen, og havde fem træningsture. Derudover gik jeg i den sidste måned op til turen næsten daglige gåture med en 20 kilos rygsæk hver gang, jeg luftede vores hund. Dette var, ikke overraskende, til stor morskab for naboerne på villavejen.

 

Kan du sige Pirttivuopio?

Den smukke køretur fra Kiruna til Nikkaloukta, hvor vores tur startede, tog en times tid og bød på små glimt af Kebnekaise allerede, mens vi trillede afsted, så vi hurtigt kom i den helt rigtige stemning.

Pirttivuopio, Laukkuluspa eller Kaalasjärvi er blot nogle af de smukke, sjove og underfundige samiske navne vi mødte på vejen.

Hjemmefra havde jeg skrevet med Nikkaloukta-stationen og spurgt, om de kunne have to flasker gas parat til os. Da vi ankom til stedet, blev jeg nærmest tromlet ned af noget, som mest af alt lignede en lille bjørn, der i virkeligheden var en utrolig velernæret Labrador og dens ejer, den venlige stationsansvarlige. Han havde, som aftalt, vores gas parat, og nu kunne den bedste del af turen endelig begynde!

 

Er vi kommet til Mekka?

Indgangen til stien, som fører de 19 kilometer til Kebnekaises fod, er markeret med et smukt kryds, som vi på skift går igennem, inden vi skal give den gas på vandrestierne.

Den første eftermiddag var vores plan at gå de første 10-11 kilometer og allerede på de første par kilometer mødte vi mere end 20 mennesker, hvilket hurtigt gjorde os i tvivl, om vi i virkeligheden var blevet en del af folkevandringen mod Mekka.

Men efter en god times vandring mødte vi ikke et øje, og de eneste livstegn fra mennesker, vi så var et par helikoptere, som flyver nedlagte elge ud efter den veloverståede elgjagt.

Om sommeren er det muligt at sejle seks kilometer af vandreturen og der, hvor båden lægger til er der opført et lille shelter. Da vi efter de første 10-11 kilometer nåede til denne plads, var vi ikke i tvivl om, at det skulle væres stedet til den første overnatning. Så var vi nemlig fri for at sætte telt op, og vi kunne hurtigt få lagt soveposer op og få dunjakkerne på.

Det var stille og koldt, og vi passerede flere frosne pytter på vejen. Imens blev stilheden ind imellem afbrudt af de altid larmende sjaggere, der er en solsorte-lignende drossel, som lever i fjeldet.

Den første aften kørte vi hver to poser frysetørret REAL Turmat ned, mens vi nød at kunne sidde og sludre til udsigten af de smukke fjelde og elven i skumringen. Da skumringen, og senere mørket, faldt på, dyrkede vi stilheden med en kop varm ingefær-te.

 

Fokus på turen, ikke målet

Allerede lidt over seks vågnede vi til småregn og tunge skyer i dalen, men efter en god gang mokka og müsli-grød, fik vi reflekser som ninjaer og pakkede alt sammen. Vi vidste, at vi skulle gå langt den dag, så hurtigt trak vi i vores ponchoer og drog afsted.

Dagens mål var at nå helt op til toppen af Kebnekaise, hvis naturen og vejret ellers ville tillade det. I ugerne op til vores tur havde jeg dog været i kontakt med Kebnekaise Fjällstation og vidste derfor, at der allerede var faldet store mængder sne, så det var ikke sikkert, at vi ville komme til tops.

Vores drøm var at nå toppen og sove deroppe, men det var ikke det vigtigste. For os var det vigtigste at nyde hvert sekund, turen bød os. Landskabet, røverhistorierne og bare det det at være på tur.

Turen ind til Kebnekaise er vanvittig smuk, og vi holdt mange stop, hvor vi stod helt stille og betragtede det fantastiske landskab uden at sige noget. Efter en times gang og de første fire kilometer, stoppede regnen og det gav os nogle vilde og utrolig smukke kig ind igennem dalen til Kebnekaise og stationen ved foden af fjeldet.

De sidste orangerøde toner fra blåbær, birketræerne og græs satte rammerne for den perfekte og fuldstændig magiske efterårsstemning. Omkring frokosttid ramte vi Kebnekaise Fjällstation, hvor vi tog en hurtig omgang varm frokost og sørgede for at drikke rigeligt med væske inden selve opstigningen. På forhånd havde vi valgt vest-ruten, som er den mest sikre vej mod toppen.

Vi fandt hurtigt rytmen efter frokost, og da det for alvor begyndte at gå opad, kunne vi godt mærke vægten fra de tunge rygsække.

Efter nogle få 100 meters opstigning begyndte sneen at falde. Først som et fint drys flormelis, men hurtigt lå der en fuld meter nyfalden sne. Mere og mere, dybere og dybere gjorde sneen hvert skridt tungere. Vi arbejdede os stille, sikkert og roligt opover, mens en lille gruppe snespurve fløj over os, og flere steder kunne jeg se spor fra ryper.

Vi holdt et par små pauser undervejs, og gik med vores eget tempo opover, mens jeg kunne høre Bikstoks klassiker Arbejd Arbejd rumstere i hovedet. Sidst på eftermiddagen kunne vi se, at vi stadig manglede en del højdemeter, og at toppen stadig var langt væk.

 

Iskold lejrplads på fjeldsiden

Vinden var nu taget alvorligt til, og chill-faktoren kunne mærkes i ansigtet. Vi gik nu i 80 centimeter dybe snedriver, vinden havde placeret langs vores rute. Hvert skridt var tungt, rygsækken pressede godt på skuldrene, og vores lår var pumpet med mælkesyre. Men det var fedt at mærke kroppen på den måde, og hver gang vi vendte os om, blev vi mødt af de vildeste udsigter.

Skumringen satte for alvor ind, vinden tog til, og det begyndte nu også at sne, så skulle vi fortsætte med pandelamper på, eller skulle vi slå lejr her i 1.450 meters højde? At udfordre efterårets fjeldvejr, er efter min mening uansvarligt, uanset hvem du er, så vi valgte at slå teltet op på et lille fint plateau.

Det var nu minus 11 grader, og vinden gav os en del udfordringer, men vores lånte Fjällräven-tunneltelt blev hurtigt sat op. Hjemmefra havde vi lavet en prøveopsætning i min baghave, så vi var helt sikre på, at vi ikke ville støde på dumme overraskelser, der i denne situation godt kunne gå hen og blive livsfarlige.

Teltet satte vi op med ekstra lange snepløkker og et par solide sten, vi fandt i et snefrit område. Få minutter senere var vi i tørvejr og ikke mindst læ.

Sneen dannede en virkelig god madras under teltet og vi var hurtigt i soveposerne, mens vi kogte sne til aftensmad og te. I de kolde måneder er det altid godt at hoppe direkte i soveposen, når man kommer frem. Det er den bedste måde at holde sig varm på og mens vi lå i de varme soveposer, lavede vi mad i teltets apsis.

Igen kørte vi dobbelt op på aftensmad den aften, hvor menuen stod på - Tikka Masala og Laks i flødesovs, mens vinden, sneen og kulden rasede udenfor. Livet kunne ikke blive meget bedre end lige nu!

Imens vi spiste, snakkede vi om gamle ture og nye drømme for vores fremtidige ture. Snakken kom hurtigt ind på, at vi befandt os i en slags maskulint åndehul, hvor vi kunne vende store og små emner i vores liv.

For mig er min makker, Jacob, et særligt og ærligt menneske, der både kan være uhyre sjov men også være min wingman. Vi bruger aldrig vores ture til at flygte fra hverdagen eller familien, men finder i naturen ro til fordybelse og refleksion over det liv vi lever. Noget jeg ikke får ro til i en travl og hektisk hverdag, hvor børn, arbejde og hus fylder op.

Inden vi døsede hen, stod den på flere røverhistorier, mens vi skovlede varm solbærtoddy og chokolade indenbords.

 

Den dejligste morgen i 100 år

Den næste morgen startede med lyden af lynlåsen, som åbnede sig og åbenbarede de første spæde rosa-orange nuancer. Jeg måtte nive mig i armen over, hvor heldige vi var med denne morgen og efter den første kop kaffe og varm müsli-grød, nød vi den afsindig kolde, men smukke udsigt.

Hjertet pumpede blodet rundt i kroppen, mens jeg kunne høre Peter A. G. synge “det’ den dejligste morgen i 100 år, og jeg lever!”. Tiden stod stille mens solen var på vej op gennem dalens tåge og stilheden blev kun afbrudt af Jacob, der slubrede friskbrygget kaffe i sig.

Det var stadig minus 11 grader, og der lå massive mængder sne, så inden vi pakkede vores telt sammen, foldede vi vores ponchoer ud og lagde alt vores grej på dem. På den måde havde vi et tørt underlag, så ingen af vores ting blev dækket af sne, der siden ville smelte i rygsækken.

Havde vi haft en dag mere, havde det været fantastisk at kunne bestige Kebnekaise denne morgen. Og jo, det havde været fantastisk at stå på toppen, men da vi skulle nå en flyver i den anden ende, var vi desværre nødsaget til at starte nedstigningen. Men for mig er det aldrig en dårlig ting at vende om.

Inden vi startede selve nedstigningen, stod vi begge og nød den utrolige panoramaudsigt, der udfoldede sig 360 grader rundt om os. Ikke en vind, ikke en lyd, blot sol og majestætiske sneklædte fjelde og et par mindre laviner, som var røget i løbet af natten.

Vi vidste, at vi havde en lang tur foran os, men til vores overraskelse kunne vi nærmest surfe ned over de massive snemængder. I bedste surferstil fløj vi ned over de smukke fjeldsider i den meterdybe sne og et stykke nede af den første fjeldside, fandt vi helt friske spor fra en jærv, som havde været forbi i løbet af natten.

Den sidste, stejle nedstigning inden dalen var lumsk og betød, at vandrestavene blev brugt flittigt og sikrede at hvert trin gik stille og sikkert nedover. Vel nede holdt vi en lang, dejlig pause i den smukke dal, hvor vi spejdede efter rensdyr.

I form af Hugin og Munin, fløj et par kulsorte ravne over os, mens vi varmede vand og tørrede vores soveposer i solen.

Planen var, at vi ville nå shelteret igen og fejre det med et kæmpe bål. Rygsækkenes vægt nev lidt i skuldre og ben, men da vi endelig nåede shelteret, var humøret højt, da vi endelig kunne smide de blytunge rygsække i græsset.

Vi nåede dog kun lige at sætte rygsækkene, for nu startede jagten på brænde til aftenens bål. Til vores store held havde skovarbejdere skovet en hel del birk, som vi fragtede til bålpladsen over mange ture.

Vores medbragte birkebark satte hurtig fut i bålet, som endte med at blive ganske stort og den perfekte afslutning på en fantastisk dag.

Pludselig blev tavsheden brudt af et kæmpe plask fra den nærliggende elv. Da jeg gik ned og kiggede, kunne jeg se, at noget stort havde svømmet over elven. En ulv, et rensdyr, eller måske en elg?

Næste morgen spiste vi igen en rolig og hyggelig morgenmad, inden vi gik de sidste 10 kilometer til Nikkaloukta, hvorfra vi skulle køre til Kiruna og nå vores fly hjem.

I flyveren mod Stockholm anede vi et uendeligt smukt syn af Kebnekaise i det fjerne, og da jeg døsede langsomt hen, mindedes jeg nogle fantastiske dage på fjeldet med en god ven. Vi har haft vores tiltrængte mande-frikvarter med tid til at udleve vores tur-drømme og reflektere over os selv og vores liv.

 

Giv dit friluftsliv den tid, det kræver

“Et mål uden en plan er bare en drøm, og de bliver sjældent til noget”.

Dette smukke citat fra selveste B. S. Christiansen, som jeg nærer dyb respekt for, er godt at putte i din livsrygsæk. Det gælder særligt, hvis du, efter at have læst denne artikel, godt kunne tænke dig at realisere en lignende tur, men ikke får den ført ud i livet.

Måske det er på grund af økonomi, arbejde eller små børn, at hverdagen tager styringen på dit liv. I hvert fald lever jeg efter tommelfingerreglen, der siger, at friluftsliv ikke handler ikke om at have tid, men at tage tiden det kræver.

Den filosofi kan realiseres ved at dele dit friluftsliv op i små, overskuelige projekter med pakkelister og et ambitionsniveau, der ikke får kæden til at hoppe af. Hvis du kan få det til at køre, er du allerede i gang med at tage dine første skridt mod den store tur du drømmer om.

 

Fakta om Kebnekaise

Kebnekaise er Sveriges højeste fjeld. Med sine 2.106 meter og både en nordtop (2.070 meter) og sydtop (2.106 meter) er det et magisk fjeldmassiv, der ligger i Kiruna kommune i den nordligste del af Sverige.

Sydtoppen udgøres af en gletsjer og højden ændrer sig dermed hele tiden en lille smule med tilvækst og afsmeltning. Keb blev første gang besteget i 1883 af englænderen Charles og ligger ca. 27 kilometers vandring fra Nikkaloukta.

 

Hvad koster turen?

Er du ude i god tid, det vil sige over seks måneder før, kan du få flybilletter til Kiruna for helt ned til ca. 1.000 kr. Fra Kiruna er der 70 kilometer til Nikkaloukta. I højsæsonen kører der bus fra lufthavnen. Vi lejede en bil til omkring 1.250 kr. Taxi er også et (dyrt) alternativ - regn med ca. 500 kr. pr. person hver vej. Derudover kommer selvfølgelig proviant.

 

 

7 cowboy-tricks du kan bruge på fjeldturen

#1: Start ikke ud med for meget tøj på
Mange fjeldvandrere har for meget tøj på fra starten. En varm start giver både sved og vådt tøj, som kan være svært at tørre. Start i en uld t-shirt og suppler eventuelt med et vindtæt og åndbart lag, hvis det blæser meget. Hue, BUFF og vanter er gode sammen med en t-shirt.

#2: Gå ikke ned på varmt tøj
På de kolde ture i slutningen af efteråret, er det aldrig en god ide at prioritere lav vægt i rygsækken frem for ekstra tøj. I de koldeste måneder har du særligt brug for ekstra isolering, når du sidder stille eller rammer lejren.

#3: Hav respekt for vejrforholdene
Dårligt vejr som snestorm, kraftig regn og tåge betyder for mig bliv inden døre eller i teltet. At udfordre elementerne er dumt og uansvarligt.

#4: Tag ved lære af andre
Uanset hvor mange års erfaring du har fra naturen, kan du altid lære noget nyt af andre. Tag imod tips og tricks fra andre med kyshånd. Lyt altid til folk med erfaring og lokalkendskab.

#5: Lær af dine fejl
Feltkundskaber er ikke noget, du kan google dig til. Der er kun en vej - ud i elementerne, begå en masse fejl, lær af dem mens du bevarer et positivt mindset og nyd så hvert øjeblik.

#6: Se positivt på tingene – Også dem, der synes negative
Det meste kan vendes til noget positivt, når du er på tur. Glemmer du at pakke din sovepose i en vandtæt pose, og du går i regn, bliver din sovepose blive våd. Det gør det ikke nødvendigvis til en dårlig tur. Tværtimod har du fået livsvigtig erfaring og viden. Du vil aldrig glemme, at din sovepose naturligvis altid skal pakkes vandtæt.

#7: Medbring altid birkebark
Hvis du skal lave bål, og træet er vådt på grund af regn, kan du bruge birkebark. Jeg har altid en håndfuld tør birkebark i min rygsæk, pakket i 3 små vandtætte poser. Det smarte ved birkebark er et højt olieindhold samt utrolig mange meget fine lag, der nemt kan tændes med ildstål.


Caspers 7 must-haves på fjeldturen

  1. Solid fjeldanorak i bomuld beskytter mod vind og ånder fantastisk
  2. Solid, tilgået og velholdt vandrestøvle klarer selv det ondeste terræn
  3. Vandtæt poncho og regnbukser sikrer, at jeg aldrig skal bekymre mig om regn
  4. Mange lag uld kan kombineres og justeres efter forholdene
  5. De 3 K’er - Kort, Kompas og Kikkert giver overblik og sikker navigation
  6. Pandelampe kan jeg ikke leve uden – Hverken i teltet eller når der skal vandres i mørke
  7. Solid og velafprøvet rygsæk - Vægt og mærke er for mig ikke det vigtigste. Det er komfort og bæresystem, som kommer først