Outdoor-forældrenes bedste tips til ture med børn

bedste tips til ture med børn

 

Hvem: Rikke Berg og Casper Kjerumgaard

Hvad: Udflugt med børn

Hvornår: Når som helst og hvor som helst

 

Ud i naturen - Kuren mod surmuleri

”Jeg gider eddermaneme ikke på tur i dag!” Har du også hørt den sætning fra dine børn, lige når I stod pakket og klar, det hele var planlagt, og du bare virkelig gerne ville ud have en hyggelig tur? Fortvivl ikke, for i den fri natur, uden loft vægge og skærme, finder dine børn på de sjoveste, kreative projekter, du aldrig havde drømt om.

Vi har tilsammen fire børn i helt forskellige aldre, og det er ikke sjældent, at i hvert fald én af dem synes, det ville være væsentligt sjovere at blive hjemme og spille på iPad’en, glo på tv’et eller hvad de nu ellers kan finde på. Og det er sket mere end én gang, at vi har et surmulende barn siddende i bilen på vej på tur. Men det er faktisk aldrig sket, at vi har et surmulende barn med hjem.

Vi holder fast i vores ture, også når børnene protesterer, og så prøver vi at give dem rum og ro til at bruge turen til det, de har lyst til. Nogle gange gør de noget helt andet, end det, vi havde planlagt. Men det er lige meget. Faktisk er det rigtig godt.

Ofte opstår der små og store eventyr, som vi aldrig kunnet have forudset, og det er netop dét, der er så skønt ved at tage ud med sine børn, ændre rammerne og se, hvad der sker.

 

Slip børnene fri – og lær dem at passe på sig selv

Når vores børn rigtig oplever og mærker naturen, får de skrammer. De falder på stenene og bløder på knæene. De skærer sig i fingeren med kniven, og de falder ned fra træet og slår sig eller brænder sig på bålgryden, når vi laver mad.

Vores børn har prøvet alle de ting. Og det gør ondt både på dem og os, og vi bliver bekymrede. Skal vi sige, de ikke må snitte med kniv, eller at de ikke må være omkring bålet? Skal vi vogte over dem, hver gang de klatrer op i et træ eller sige nej, hver gang de springer fra sten til sten? Vi har valgt at lade vores børn få deres skrammer, at lade deres kroppe få egne erfaringer.

Det er vores erfaring, at det er på den måde, de lærer allermest og bliver stærke og selvstændige. Og de bliver endda i stand til at hjælpe sig selv og hinanden, når det går galt. For det går galt. Det er en indbygget præmis i at lære, tror vi. Men heldigvis laver de som regel kun den samme fejl én gang. Har de først snittet sig i fingeren med en kniv, gør de alt for, at det ikke skal ske igen.

 

på tur med børn  

Turens længde

En tur i naturen kan selvfølgelig godt være en time eller to, men vi sætter gerne en hel dag af, hvis vi har muligheden for det. Det gør vi, fordi vores ture i naturen, skal være noget helt andet end hverdagen. Her er ikke et program, der skal nås, og mor og far skal ikke lige ordne noget, før de kan hjælpe eller se den flotte sten, man har fundet. På vores ture, skal der være tid til at gøre præcis, hvad vi har lyst til, lige så længe vi gider. Derfor bruger vi ofte en hel dag i naturen.

Når det ser sagt, er vi dog også store fortalere for ikke at undervurdere eventyrene, der kan passes ind imellem arbejde og sengetid. Drop aftensmaden, opvasken og oprydningen. Snup en pizza på vejen og kom ud og nyd timerne sammen inden sengetid. På en helt almindelig hverdag.

 

Påklædning

At fryse er det værste! Og det kan ødelægge hele turen. Så sørg for at have masser af tøj på, gerne flere lag, så kan I justere. Vores børn har gerne en langærmet uldundertrøje og lange uldunderbukser på som inderste lag, når vi er ude en kølig dag.

Husk! Medbring altid en varm hue, vanter, regntøj, gummistøvler og ekstra sokker.

 

Uld kan redde dagen

Uld varmer, og det ekstra smarte ved uld er, at det også varmer i våd tilstand. Det betyder, at sveder dit barn, eller får en våd sok, vil barnet stadig føle sig varmt, så længe det har uld på inderst. På en kølig dag, klæder vi altid vores børn i uldundertøj. Og det gælder i øvrigt også de voksne. En langærmet uldundertrøje, et par lange uldunderbukser og et par uldsokker. Og nej, det kradser ikke - Det var i gamle dage. Moderne uldundertøj har vi lyst til at flytte ind i.

Det behøver ikke være det dyreste og fineste mærke, men uldundertøj koster selvfølgelig lidt. Til gengæld er det en god investering, der vil sikre dig glade børn, som kommer hjem med gode oplevelser i naturen året rundt.

 

Altid bål!

Bål er det bedste! Børnene elsker det, og vi elsker det. Derfor laver vi gerne mad over bål på vores ture i naturen. Det kan bare være en ristet pølse og brød, snobrød eller popcorn, det behøver slet ikke være det helt store. Bare I laver bål!

Vi har gerne en pose brænde liggende bag i bilen. Om efteråret kører vi forbi en benzintank og køber en pose, så vi altid har noget tørt ved hånden, og i foråret og sommeren samler vi lidt sammen, når vi er i skoven, som ligger og tørrer derhjemme mellem vores ture.

 

huskeregler på tur med børn 

Vigtige huskeregler, når I skal afsted på tur

  • Start i det små. Byg langsomt flere timer eller kilometer på jeres ture, så I langsomt bliver bedre og mere erfarne
  • Lad turen være på børnenes præmisser. Sæt ikke for høje ambitioner, for hvad I skal nå. Og bryd planen, hvis børnene får en spændende idé eller falder i en god leg
  • Snak turen igennem med alle, som skal med, så alle ved, hvad I skal
  • Tjek altid vejrudsigten og pak altid ekstra tøj og overtøj
  • Husk nødhjælpstaske med minimum plaster, gazebind, presbind, sportstape, vabelplaster, saks, pincet, kniv, nål og tråd, smertestillende, antihistamin, myggeolie, jod, creme mod insektbid, solcreme, læbepomade, øjendråber
  • Hvis I skal overnatte i naturen, så husk desuden pandelampe, lighter, tændstål samt lille bunke tørt birkebark til at tænde op i bålet med
  • Husk mobiltelefon - gerne med ekstern power bank og i vandtæt pose (fryseposer fungerer fint)
  • Altid redningsveste, når I sejler. Det gælder også de voksne

 

Husk altid voksent opsyn når:

  1. Børnene bader, også selv om de kan svømme
  2. Børnene færdes ved fjord, havn eller andet vand
  3. Børnene bruger kniv, økse, sav eller andre tilsvarende redskaber
  4. Børnene tænder op i bål

 

Sådan finder I gode tursteder

  • Brug app’en shelter til at finde shelters, bålpladser og teltpladser i hele landet
  • Husk på gode steder I ser, når I cykler, går eller kører rundt
  • Tjek naturstyrelsen.dk
  • Hold øje på Facebook og Instagram. Hvis andre deler gode ture, de har været på, så spørg hvor det er. Vær evt. med i de forskellige friluftsgrupper, der findes, hvor man deler inspiration og kan spørge til råds

Tip! Vi prøver så vidt som muligt at finde et sted, hvor vi kan tænde et bål. Bål er altid et hit. Det er et naturligt samlingssted, der giver både hygge, varme og mulighed for at lave bålmad til en lang dag i naturen.

 

Vores pakkeliste

Generelt er det altid bedre at have for meget med end for lidt med, når man er afsted med børn – det er vores filosofi. Vi slæber altid lidt for tunge tasker med. Til gengæld er det aldrig for lidt vand, manglende plaster eller toiletpapir, der sætter en stopper for vores ture.

 

Dette medbringer vi:

  • Trillebør / cykelvogn - Hvis I skal gå et stykke til jeres mål, er det tungt med brænde og udstyr
  • Tørt brænde hvis I vil lave bål. Køb det på tanken om efteråret og vinteren og saml løbende, når I er i skoven
  • En økse til at hugge brænde
  • Tændstikker til optænding
  • Avispapir eller birkebark til optænding
  • Knive - Det er hyggeligt at snitte i grene, særligt når man laver bål. Også selv om snitteriet ikke skal bruges til noget særligt
  • Køkkengrej: Bålgryde, bålpande, snitteknive, bestik, tallerkener, krus og skærebræt
  • Mad og vand (kaffe, saft eller lignende– alt efter hvad I vil lave)
  • Køkkenrulle og evt. vådservietter til klisterfingre, hvis der ikke er vand i nærheden
  • Toiletpapir, hvis nogen skal tisse eller lave stort i skoven – husk at grave papiret ned
  • Noget mod myg hvis I er på sommertur: Myggecreme, myggelys og kløedæmpende creme
  • Førstehjælpstaske - Små og store uheld vil ske før eller siden

 

Skal I overnatte ude, er det en god idé derudover at medbringe:

  • Soveposer
  • Liggeunderlag
  • Toiletsager
  • Myggenet, hvis I skal sove i shelter eller under åben himmel
  • Varmt tøj til natten

 

Tur-idé #1: Sov en nat i shelter

Oplev en nat sammen i shelter et øde sted med stearinlys og lune soveposer, fald i søvn til tudende ugler og raslende træer og lav søvnig morgenmad over bålet med varm kakao og te. Og så skal man tisse i skoven!

Gåturen til shelteret ved Avnø Naturcenter er ren far-til-fire-på-sommerferie-idyl. Solen stråler, bierne summer, Bjørg og Isabel finder skatte i det høje græs, og vi kan se sæler, der soler sig ude i vandet.

Da vi kommer frem til shelterpladsen med let ømme skuldre på grund af den vel grundige oppakning, kan vi næsten ikke få armene ned. Det er en lille oase. To shelters, vi kan vælge imellem, ligger i en lille lysning lige ned til Avnø fjord, der glimter som diamanter i solskinsvejret. Ovre på den anden side af fjorden ligger Knudshoved Odde - Så smukt!

”Det var så hyggeligt at sove i shelter, og jeg ELSKER min sovepose!” - Pascaline, 10 år

 

Tur-idé #2: Find klamme ting i naturen

Klamt er mega sjovt! Og naturen er et overflødighedshorn af ulækre ting - men hvem kan finde det absolut klammeste? Uglegylp, halvædte fugleådsler, slimede svampe, rævelorte, harekranier, hjorteknogler, store edderkopper, lig af udsugede kæmpebiller og en indtørret snog – det er næsten umuligt at tage ud i naturen uden at snuble over noget virkelig klamt. Og det vækker altid stor begejstring.

Det her er en tur, I overhovedet ikke behøver at planlægge. Den sker helt af sig selv, så snart, I bevæger jer udenfor. Børn er nemlig små sporhunde, når det kommer til at opdage virkelig ulækre ting i naturen. Smukke blomster, havudsigt og trækroner er skønne – men nogle gange er klamt bare sjovere!

”Jeg holder mig lidt væk, men det er sjovt på afstand!”- Pascaline, 10 år

 

Tur-idé #3: Flyt i telt i flere dage uden strøm

Træk stikket ud, ryk tæt sammen, glem mobiltelefoner og glem tiden for en stund. Flyt væk fra de vante rammer i nogle dage – eller endda nogle uger og hav tid til alt det, I normalt ikke har tid til. ”Hold op, er der allerede gået tre uger?!” siger Silas og Pascaline. Vores to tweens har begge inden sommerferien været lidt bekymret over at skulle være væk fra venner, kaninen og livet derhjemme i hele tre uger i træk. Nu er vores tre uger i telt allerede gået. Og ikke én gang har de spurgt: ”Hvornår skal vi hjem”?

Når nogen spørger os, hvad klokken er, kan vi ikke svare. Vi glemmer, hvor vi har lagt vores mobiltelefoner, og de sidste tre uger bor vi helt uden strøm, og det varer ikke længe, før telefoner og iPads ikke har mere batteri, og vi kun nødoplader i de 5 minutter, vi vasker op i køkkenet på campingpladsen.

Livet er helt anderledes roligt her i teltet, og vi er tæt på hinanden. Helt bogstaveligt, for vi sover alle seks lige ved siden af hinanden i tipiens ene rum. Børnene synes, det er himmelsk at være så tæt på os. Vi voksne mærker, at vi trækker vejret langsommere og langsommere. Vi har al tid i verden til vores børn, og vi har tid til at lave absolut ingenting.

”Det er den bedste campingtur, jeg nogensinde har været på!” - Silas, 12 år

 

Tur-idé #4: Lav parkour i naturen

Spring ud over klitterne eller rul hele vejen ned i det bløde sand eller græs, lav vejrmøller, kolbøtter og kraftspring for de modige. Mærk, hvad jeres kroppe kan, og føl suset i maven, når I flyver.

Vi har en parkour-dreng i familien. Han klatrer op på og springer ud over alt. Klitter, bakker, store sten, hegn, træstammer - alt kan der springes fra. Og når parkourdrengen går i gang, følger ofte tre parcourpiger, der kigger godt efter og forsøger at gøre ham kunsten efter.

Jeg tror ikke det nogensinde lykkes for nogen af os at gøre, hvad Silas kan. Men han har vist os alle sammen, at kroppen kan en del mere, end vi tror, og at hvis vi vil, så kan vi flyve! I hvert fald i nogle sekunder.

”Det er sjovt at hoppe ud, uden der er noget under én, og farten er sjov!” - Pascaline, 10 år

 

Spring ud i det!

Vi håber, denne artikel har inspireret dig til at tage din børn med ud i det fri - Om det så er på en weekendtur, en uges sommerferie eller blot til en omgang chili con carne over bål. Børn lærer meget af at komme væk fra deres iPads og ud i den friske luft - Og det giver en masse skønne oplevelser og godt sammenhold til hele familien.

Vil du have flere af Rikke Berg og Casper Kjerumgaards gode idéer og tips til ture med børn, er der masser inspiration at hente i deres bog Tag ud med dine børn, der indeholder 20 turforslag inddelt efter hver af de 4 årstider.

Har du fået mod på at tage en længere tur med børnene, kan du læse vores artikel Fjeldtur med børn - Sådan gør du og som altid kan du gratis låne en barnebærestol i op til to uger i din lokale Spejder Sport butik. Vi har også en række bøger om friluftsaktiviteter med børn. God fornøjelse!