Camino Portugues - den portugisiske rute

Camino Portugal er den 2. mest populære af alle Camino ruterne. 25% af alle Camino vandrere vælger at tage denne rute. Da den er knap så populær som den franske rute, er der derfor også færre overnatningsmuligheder.

Pilgrimsruten starter i Lissabon i det sydlige Portugal og går nordpå til Santiago de Compostela i Nordspanien. Dog vælger de fleste vandrere at starte i Porto for at afkorte ruten.

På den portugisiske rute er der ikke krævende udfordringer i form af stigninger. Til gengæld er etaperne lange. Der er mulighed for at dele enkelte etaper op i to, men det er overnatningsmulighederne, der afgør om du kan gøre det.

Egentlig er det misvisende at betegne den portugisiske rute som en rute i sig selv, for den består egentlig af flere ruter. Vi vil her begrænse os til den centrale rute og costaruten.

Centralruten løber primært inde i fastlandet, mens costaruten går langs med kysten. Oplevelserne på de enkelte ruter kan derfor også variere. Dog vil du på begge ruter opleve smukke, stemningsfulde byer. Naturoplevelserne er det, der primært udgør forskellen på de to ruter.

 

Central vandreruten

Skal vi sammenligne centralruten med costaruten, byder centralruten på flere seværdigheder af arkitektonisk og historisk karakter. Du vil nemlig passere middelalderlige landsbyer og byer, der emmer af historisk stemning.

Samtidig vil du også få naturoplevelser i form af udsigt til vinmarker, bjerglandskaber og skove.

70% af vandrerne på den portugisiske rute vælger den centrale rute. Området er desuden mere turistpræget end kystruten er.

Costa vandreruten

Tager du costaruten kommer du til at gå langs med vandet hele vejen - lige bortset fra den første dagsvandring fra Porto. Du vil derfor komme til at gå en del på de såkaldte boardwalks. De fører dig nordpå fra den ene kystby til den anden. Ellers vil du også komme til at vandre gennem naturparker.

En del af kystbyerne på ruten er fiskerbyer. De byder derfor på muligheden for at få lækre fiskeretter undervejs.

Ved at gå langs med kysten vil du opleve en del blæst. Til gengæld er temperaturen op til 5 grader lavere end inde i fastlandet, hvilket kan være en fordel når kviksølvet går i rødt i højsommeren.

Du får både udsigt til Atlanterhavet, bjerglandskaber, små byer, landbrugsarealer og skove, så du får lidt af det hele. Samtidig er der rig mulighed for at bade undervejs.

I kystbyerne kan der være en del feriegæster. Det kan derfor være tilrådeligt at booke overnatning i god tid. Uden for højsæsonen kan du risikere, at cafeer og overnatningssteder ikke har åbent.

På costaruten er der mindre trafik end på centralruten. Faktisk i sådan en grad, at du kan gå en hel dag i højsæsonen uden at møde andre vandrere. Til gengæld er ruten ikke så præget af turisme og du kan få en mere autentisk oplevelse.

 

Hvor lang tid tager det at vandre den portugisiske rute?

Længden på ruten er afhængig af hvor du vælger at starte på den. Vælger du at starte i Lissabon får du ca. 610 km til Santiago de Compostela, hvilket vil tage dig ca. 25 dage.

Vælger du derimod at starte fra Porto, vil din rute kun løbe op på ca. 240 km. Det er en rigtig god rute at vælge, hvis du er førstegangsvandrer på Caminoen. Det er en overskuelig længde, der gør at du kan se om det er noget du vil få smag for.

Du kan på den måde vælge kun at bruge små 2 ugers ferie på det. Pilgrimsvandringen fra Porto til Santiago de Compostela vil samtidig være den del af den portugisiske rute, der byder på flest smukke naturoplevelser. Samtidig er der en høj og festlig stemning i de byer, der byder på overnatning.

De angivne antal kilometer skal kun ses som vejledende, for det faktiske antal afhænger af helt hvilken rute du vælger undervejs.

 

Vejrforholdene på Camino Portugues

Temperaturen ligger på max 30 grader og topper i juli og august. Jo længere syd på du befinder sig, jo desto varmere vil der være. Efterhånden som du får vandret dig op nordpå, vil temperaturen falde. Samtidig vil temperaturen ude ved kysten, som allerede nævnt, være op til 5 grader lavere end i fastlandet.

Det kan være varmt at vandre i højsæsonen, så du kan få mere behagelige temperaturer i april-maj og september-oktober. Alternativt kan du holde siesta for at undgå den værste varme.

Risikoen for regn på denne del af Caminoen er lille. Dog stiger risikoen i Galicien, som er den nordvestligste region i Spanien. Det er også i denne region Porto og Santiago de Compostela ligger. Da costaruten jo ligger ud til Atlanterhavet, er der stor sandsynlighed for regn og blæst.

I vinterhalvåret kan der være koldt og vådt. Der vil det være en god idé på forhånd at booke overnatning, for mulighederne vil være begrænsede.

 

Seværdigheder på Camino Portugues

Den portugisiske Camino byder på flere seværdigheder fra UNESCO verdensarvsliste.

I havnebyen Porto kan du opleve den gamle bydel, hvor du kan nyde synet af farverige gamle bygninger. Som et plus kan du her i byen finde flere andre UNESCO-seværdigheder.

I Tomar finder du Coimbra universitetet. Det er et af de ældste i Europe. Her i byen har du også mulighed for at se et riddertempel fra 1200-tallet.

I Santiago de Compostela kan du opleve den gamle bydel, som byder på både gotisk, romersk og barok arkitektur.

Uden mad og drikke duer du jo ikke. Her byder Portugal på kulinariske oplevelser - i særdeleshed hvad fiskeretter angår. Prøv fx bacalhau, som er saltet torsk. Den bliver serveret på mange forskellige måder i landet. Fisken kunne du nyde sammen med en Albariño hvidvin, der er lavet på lokale druer fra Galicien. Til dessert kunne du så slutte af med en cremefyldt tærte efter portugisisk opskrift, som går under navnet Pasteis de Nata.

 

Fakta om ruten

Længde: ca. 240-610 km
Antal etaper: Afhænger af din valgte rute
Varighed: 9-25 dage
Overnatning Begrænsede. Forudbestilling tilrådes
Terræn: Asfalt, brosten and træbeklædte stier
Vejr: Sandsynlighed for regn og blæst ved kysten. Meget varmt på den sydligste del af ruten i højsæsonen

 

Kort over Camino Portugues