Tre tip top tyske vandreture

Tag toget på vandreferie i Tyskland. For Hanne og Jan lød det både klimavenligt og som den helt rigtige måde at lære det store naboland mod syd bedre at kende. De opdagede, at der er så mange spændende ruter dernede, at det var svært at vælge de tre bedste.

En varm julidag var de klar til at hoppe på toget sydover. De lagde ud med fire uforglemmelige vandredage på Heksestien i Harzen. Næste stop var vinbyen Rüdesheim ved Rhinen, som de i fem dage gik langs med i et modeljernbanelandskab af en rute, inden de sluttede af med toppen af den tyske kransekage: Alperne.

Tekst: Hanne Hjardemaal

Foto: Jan Louis Overgaard

I samme øjeblik vi sætter fødderne på Heksestien, fornemmer vi tiltrækningskraften i Harzens bjerge.

Det er en dyb meditativ stemning af ro, der tager os med ind i det åbne landskab: lyden af rislende vand.

Lidt efter lidt går det op for os, at vores fredfyldte følgesvend under bregnernes fjerformede blade, er fornemt selskab: et 800 år gammelt kanal- og slusesystem, der blev anlagt til den minedrift, Harzen også er kendt for. Det er UNESCO-verdensarv, vi følges med!

Over os hænger et gråt skydække så lavt og flygtigt, at man med meget lange arme må kunne fange det. Det bløde grålige lys og de bittesmå dråber i luften får gederamsens rødviolette farve til at funkle og gør de modne hindbær og friske skovjordbær helt uimodståelige.

”Der er fyldt med blåbær længere fremme. Og bare vent. Det bliver flottere og flottere”, siger en modgående vandrer, da han kanter sig forbi os. Det næste øjeblik er han væk, og vi er alene igen.

Nåletræerne står nøgne, brune og grå. Uden en nål. Deres afpillede grene peger som pile mod jorden, og knækkede træstammer læner sig tungt hen over nabotræerne, der også snart må give efter.

Synet af døde nåletræer er overvældende men også fortrøstningsfuldt. Barkbiller har gnavet sig ind under træernes bark, hvor de hver især formerer sig i tusindtal.

Når der ikke kommer nok nedbør, kan træerne ikke kan uskadeliggøre dem med deres harpiks. Den tilplantede skov takker af og viger pladsen, så mere hjemmehørende liv kan pible frem i lyset.

I 1142 meters højde står vi på toppen af Bloksbjerg i det tidligere DDR. Det mystiske sted, vi kun kendte af navn fra bålet sankthansaften. Dagens sidste fløjt fra damplokomotivet, der kører dagsturister op og ned ad Nordtysklands højeste bjerg, har lydt.

Stilheden er tilbage og den halvsøvnige sol bader bjergmassivet under os i et sart rosenrødt skær, mens tykke, bløde skyer langsomt kommer drivende ind fra øst og ligner dyner, man har lyst til at putte sig under. Vi føler os som i himlen, og er det også næsten.

“Vil I mærke adrenalinen suse i kroppen, er Rappbodetalsperre stedet,” havde vores krovært sagt. Nu står vi her på dag tre og kigger måbende ned på det hele fra et perspektiv, som ellers kun er fugle og droner forundt. Under os ses en floddal klædt i sommerglade farver, en 458 meter lang hængebro og et monster af en dæmning.

Idet jeg samler mod til at træde ud på hængebroen, hører jeg to personer, der i zipline kommer flyvende som hylende hekse lige hen over hovedet. Gennem gitteret under fødderne ser jeg det dybblå vand 100 m under os. Broen gynger - nogle vil sige: “ikke så meget” - men nok til, at jeg knuger gelænderet med den ene hånd og holder lige så krampagtigt fast i vandrestavene med den anden, som om det skulle hjælpe.

Den sidste dag i Harzen har vi det strømmende vand i Bode-floden som vandrekammerat, selv når vi lader os lokke af kirsebærtærte og kaffe i en af de romantiske småbyer, vi kommer forbi.

Jo mere vi nærmer os målet for enden af Heksestien, jo mere udfordrende og dramatisk bliver landskabet. Sveden springer på panden og løber os ned ad ryggen.

Og da vi nærmer os Djævlebroen og til sidst står på toppen af Rosstrappe, kan vi ikke få nok af den imponerende udsigt, de lodrette klipper, træbevoksede kløfter og vinden i håret. Tænk, at man kan opleve alt det kun 400 km syd for grænsen.

Det er betagelse ved første blik, da vi efter 3 togskift står af toget i Rüdesheim på bredden af Rhinen. Med et kig op mod skråningerne over byens tage dvæler øjet ved gondolerne, der kommer svævende hen over snorlige, lysegrønne vinmarker.

Synet følger os næsten helt ind til centrum, hvor vi fristes af iscaféer, biergarten og ikke mindst af den lokale Rüdesheimer Kaffee, serveret med Asbach-brandy og ordentlig klat flødeskum.

Allerede første vandredag på Rheinsteig forstår vi, hvorfor så mange kunstnere har forelsket sig i denne del af Rhindalen. Hvordan kan man andet med udsigt til en middelalderborg for hvert et sving og med de mange små bindingsværkbyer på begge sider af en af Europas længste floder?

Heldigvis går ikke hele vandreruten gennem vinmarker, men mest gennem løv- og nåleskov, i ly af den ubarmhjertige sol.

Det føles som at gå på opdagelse i et modeljernbanelandskab, og for hvert udsigtspunkt er vi ét stort spørgsmålstegn. Kan det virkelig blive ved med at være så storslået?

Der er nok at se på: lange flodbåde, der så let som ingenting slæber af sted med turister og andet værdifuldt gods, og togsæt af alle slags, der kører i pendulfart på begge sider af floden. Oppe på skovstien, højt hævet over sceneriet, er det roen, der følger os.

“Stien længere fremme er lidt rocky. Tag alternativruten, hvis det er uvejr eller du lider af højdeskræk,” står der på et skilt. Jeg kigger op og ser, at stien er udstyret med wire til at holde i og jernbøjler til at træde på. Heldigvis har vinsmagningen i går ikke givet mig svimmelhed, så det er nemt at komme over den korte, stejle passage.

Længere oppe, på en bænk med udsigt over floden, sidder Maria. Hun er pilgrim og har gået 700-800 km pilgrimsvej i Tyskland. Tænk, at Rheinsteig også er en del af caminoen!

Vi har masser at snakke om: caminovandring, livet, kærligheden og arbejdet, der stjæler vores tid. Vi følges og skilles gentagne gange, nøjagtig som på en pilgrimsvandring; stopper ved små vinboder langs ruten, tager færgen over på den anden side for nysgerrighedens skyld og falder i svime over den uendelige række af middelalderborge.

Vi er enige om, at selv om der er flot ved Lorelei-klippen, er det bedste alligevel den magi, der er i at bevæge sig langsomt gennem et fuldstændig fantastisk landskab, hvor historie, kultur og natur overalt samler sig om Vater Rhein i bunden af dalen.

Vi sidder godt plantet i tandhjulsbanen på vej op til Zugspitze. Toget kører uendelig langsomt, og pludselig holder vi helt stille inde i det sorte bjergmassiv. Det er en meget komfortabel form for bjergbestigning. Toget slæber sig i gang igen.

Vi er langt over halvvejs, da dørene endelig går op, og vi kan komme ud. Ud til lyset, farverne, råheden, toppene, Alperne.

Alt er så overmægtigt, at det er svært at fatte, at vi stadig er på den samme planet. Små bitte mennesker er på vej op ad bjergvæggen, der synes fuldkommen lodret.

Hjemmefra havde vi talt om, at vi vel også kunne gå helt derop. Den tanke virker med ét helt fjern. Vi stiger ind i gondolen det sidste stykke mod toppen.

Langt oppe kommer en knaldrød paraglider svævende hen over guldkorset på toppen af Zugspitze, Tysklands højeste bjerg (2962 m).

Orangevingede græshopper springer omkring os og lyder med deres klappende kastagnetlyde som spanske flamencodansere. Øjnene slår flikflak og fanger langt nede skihopbakken i Garmisch-Partenkirchen, som vi kender fra sofaen nytårsdag, for så at zoome ind på blågrå fjeldvægge i det fjerne.

Jeg indånder duften af det grønne græs, godter mig over kærligheden, lyden af kobjælder og over, at fluerne er mest forelsket i køernes mule. Vi rejser os og lader os forføre af stien, der snor sig om den grønne top – toppen omkring Wank.

En udflugt til Eibsee er perfekt til en halv vandredag, inden uvejret  kommer til at bryde løs senere på dagen. Vi er ikke de eneste, der har fået den ide.

Foran os på skovstien går et par godt voksne kvinder, begge med rottehaler, i ens tøj, røde sandaler og bredskyggede solhatte. Deres højlydte begejstring over den smaragd- og turkisfarvede sø bag træerne, er så smittende, at humørbarometeret stiger endnu nogle grader.

Et par badegæster har spændt farverige hængekøjer op mellem høje, velduftende nåletræer, mens andre som os konstant stopper op for at fotografere.

”Det er mineralerne på bunden, der giver søen de her farver. Det er total geil”, siger en ung kvinde henkastet, da hun med lange skridt går udenom os. Hun har ret. Det ser enestående ud, når solen kaster sine stråler mod søen og dens småøer og får dem til at ligne et postkort fra Maldiverne.

Gule paddleboards og røde kanoer glider lydløst gennem det krystalklare vand og bryder så elegant med naturens elementer, at man må knibe sig i armen og vende blikket mod himlen, hvorfra majestætiske Zugspitze i al sin råhed danner den perfekte kontrast.

Selv når skyerne kravler ned ad bjergene og lægger sig tungt over Garmisch, bliver fortryllelsen hængende i luften. Som de fleste andre bliver vi duperet over, hvordan flodvandet brølende æder sig gennem slugten i den 700 meter lange og meget trange Partnachklamm.

Vi følger vandrestien rundt om Eckbauer-toppen, mens tågen genert trækker sig tilbage og letter sløret for charmerende sæterhytter på stejle alpegræsmarker. Vi følger vejen ned til den hyggeligste lille bjergby, Wamberg, hvor vi bliver mødt af pandekageduften af kaiserschmarrn og harmonikamusikanter i lederhosen.

Tre ugers tysk vandreferie har været et hit, og heldigvis er der mange flere spændende ruter at vende tilbage til. Malerweg med sine sandstensbjerge i Saksiske Schweiz, den alpine nationalpark Berchtesgaden med en tur til Ørnereden eller vandring langs Mosel er bare nogle af dem, der ligger og venter.

Jeg  kigger på afgangstiderne mod München. Jo, vi kan godt lige nå gondolen til toppen af Alpspitze en sidste gang.

DB Navigator-appen er god til at undersøge togafgange, købe billetter og til at tjekke, om toget kommer til tiden.

Rejsetiden er 6-8 timer mellem de tre destinationer.  Når man i Tyskland kører langt med tog, får man plads på første klasse, endda på lokaltogene. På togrejsen er der god tid til at kigge ud ad vinduet, tage en lur eller læse en bog.

Vi boede på hoteller, hvor vi for et mindre beløb kunne få en frokostsandwich med på tur.

1½ liter vand pr. dag er nok at tage med, fordi det er muligt at fylde op med vand undervejs.

Harzen

I Harzen var vi begejstret over den gamle bydel i Goslar. Vi tog en taxa næste morgen til Altenau og startede vandreturen derfra.

Hvis du har mulighed for det, så book en overnatning på toppen af Bloksbjerg med 360˚ panoramaudsigt. Königshütte er en lille flække, der ligger godt på ruten i forhold til overnatning på dag 2. Det samme gør Altenbrak på dag 3. Heksestien ender i Thale, men når du har nydt udsigterne der, synes vi du skal tage den korte tog- eller bustur til romantiske Quidlingburg. I Harzen er det den, der er byernes by.

Rhinen

På turen langs Rhinen startede vi i Rüdesheim. Turen til Koblenz kan deles op i 6 etaper med overnatning i Lorch, Dörcheid, St Goarshausen, Kamp Bornhofen og Braubach. Hvis du gerne vil gå endnu længere på Rheinsteig, kan du starte i Wiesbaden og følge floden 320 km til Bonn.

Alperne

I Alperne havde vi fast base på et lille hyggeligt hotel i gåafstand fra Garmisch bymidte.Vi brugte lokalbusser til at komme ud til vandreruterne. De fleste er gratis, når du viser gæstekortet, som vi fik udleveret på hotellet.

Merinould

Jeg fandt et par lette T-shirt i merinould, som klarede sig virkelig godt i det varme sommervejr. Jeg skyllede dem op 2-3 gange og næste morgen var de allerede tørre.

Vandrebukser

Jan reagerer kraftigt på myggestik. Han havde et et par lange friluftbukser med, som han kunne lyne op i siderne på lår og underben, så der kunne komme luft ind. Der var nu ikke mange myg. For mig fungerer det godt med tynde zip-off bukser.

Fodtøj

Typisk for os, havde vi ikke gået vores fodtøj til inden turen, men vi kunne mærke, at fødderne havde det rigtig godt i skoene, da vi prøvede dem i butikken. Så ingen vabler. Vi har det begge bedst med at gå i sko. For mig er det vigtigste, at sålerne er tilpas stive, og har et godt grip. For Jan er det vigtigste, at de er lette og tilpas luftige.

Caminorygsæk

På denne tur fik vi bagagen transporteret, så vi tog os den luksus også at tage skiftetøj med til om aftenen, når vi skulle ud at spise. Der var med nød og næppe plads til det hele i vores caminorygsække, men det var kun på togturene, at den var proppet. Jan havde udtænkt den smarte løsning at tage en drybag med til at pakke de ting ned i, som blev transporteret fra hotel til hotel. Posen fylder og vejer ikke meget, men er kraftig nok til at bære hovedparten af rygsækkens indhold. På den måde kunne vi bruge den komfortable caminorygsæk til dagsturene.

Vandrestave

For mig, der har dårlige knæ, er vandrestave uundværlige, især når det går nedad. Men også for Jan, der har en stærk krop, er de fast udstyr. Han lærte at bruge dem af sine norske vandrevenner og opdagede, at han kunne udnytte styrken i armene, når det går opad, få en bedre vandrerytme på flade partier og styrke balancen i ujævnt terræn.

Siddeunderlag og termokande

Når vi kommer til et flot udsigtspunkt, hvor der ikke nødvendigvis står en bænk, finder vi for det meste et træ eller andet, vi kan stille rygsækken op ad. Så er det frem med siddeunderlaget, ned på jorden med bagdelen og læne ryggen op ad rygsækken.

Harzen

I Rübeland går Heksestien lige forbi drypstenshulen Baumannshöhle. Sæt fantasien fri, når du bliver guidet rundt blandt stalaktitter og stalagmitter. Grottetemperaturen på 9 grader kan være en kærkommen forfriskning på en varm sommerdag.

Rhinen

En sejltur på Rhinen er den perfekte måde at genopleve de bindingsværkbyer og middelalderborge, man er gået forbi på vandreturen. Fra floden ser man det hele fra en helt anden vinkel, og på dækket er det oplagt at nyde et glas af den lokale Riesling. Sejlturen fra Koblenz til Rüdesheim tager lidt over 6 timer.

Alperne

Gå ikke glip af festugen, hvis du kommer til Garmisch-Partenkirchen i juli eller august. Glæd dig til hornmusik og optog gennem byen med mænd i lederhosen og benvarmere og kvinder i smukke dragter. Tag med i festteltet og oplev oktoberfeststemningen, når der spilles op til Schuhplattler klap-på-lårene-og-skosålerne-dans. Vær forberedt på, at øllene kun serveres i litermål.

Harzer Hexenstieg er godt mærket. Som backup fandt vi en gpx-fil på niedersachsen-tourism.com. Vi brugte 4 dage på at gå 71 km fra Altenau til Thale. Man kan forlænge turen til i alt 97 km ved at starte i Osterode. Højdeprofilen er på i alt ca. 1900 m. Læs mere på www.harz-hexenstieg.de

Også Rheinsteig er godt markeret. I tillæg brugte vi en gpx-fil fra ich-geh-wandern.de. På 6 dage gik vi 120 km. Højdeprofilen er på ca. 550 m op og ned pr. dag. Se også www.rheinsteig.de

I Garmisch brugte vi gapa-tourismus.de til at finde dagsture, der passer til vores niveau. Køb en guidebog med et godt vandrekort, så har du det bedst mulige overblik over området og turenes sværhedsgrad, f.eks. Kompass Zugspitze, inkl. gpx-filer

På wanderbares-deutschland.de findes mange tyske vandreruter.

Hanne har skrevet bogen Caminoen i Frankrig, der er rigt illustreret med Jans foto.