De bedste vandreture i Danmark

Der er masser af gode muligheder for at tage på vandretur – uanset hvor i landet du bor. Vi har samlet de bedste vandreture i Danmark. Du kan let begive dig afsted på disse vandreruter, uanset om du har en uges ferie eller blot en forlænget weekend. Det er bare på med vandrestøvlerne og med at komme afsted.

de flotteste vandreruter i Danmark

 



Hvor langt kan man vandre om dagen?

Mennesker vandrer i meget forskelligt tempo. Nogle går gerne mere end 20 kilometer på en dag, mens andre foretrækker at gå 12 kilometer. Det afhænger både af din fysik og ambitionsniveau. Et erfarent slag på tasken er dog:

Øvet: 20+ km om dagen

Nybegynder: 12-15 km om dagen

Det er ud fra dette estimat, at vi giver et bud på ruternes varighed. Du finder hver vandrerute angivet i intervaller såsom 3-5 dage, så kan du selv regne dig frem til, hvor hurtigt du kan og vil gå den. Du kender dig selv bedst - og er du i tvivl, så regn med en ekstra dag.

Er du ny i vandring eller skal der være plads til hygge? Start ud med at gå omkring 12 kilometer om dagen, så er der også bedre tid til små omveje, længere pauser eller en hviledag undervejs.



Hvor langt kan et barn vandre om dagen?

Hvor mange kilometer børn kan vandre varierer ligesom med voksne. Prøv jer frem. Mange i 8-10 års alderen kan sagtens gå omkring de 10 kilometer om dagen - såfremt de gider. Sørg for, at de har så lidt som muligt på ryggen maks et kilo eller to. Hold masser af pauser med gode snacks. Det kan hjælpe humøret lidt på vej. 

 

 

Husk det rigtige grej til vandreture

  1. Et par gode vandrestøvler eller vandresko skal der jo til. Ved du ikke, hvad du har behov for, kan du med fordel læse vores guide: Vælg det rigtige fodtøj til vandring

  2. Skal du afsted på de lange vandreruter med oppakning, kan du også overveje et par vandrestave. De giver en hel del støtte og "fjerner" faktisk nogle af de kilo, du har på ryggen. Det er guld værd, når du skal gå flere dage i streg.

  3. Vælg en teknisk vandrerygsæk - og tak os senere. Bærekomfort er vigtigere, end du tror, og ikke noget du får i din gamle Eastpack. Lær at indstille og pakke din rygsæk korrekt, så du får størst muligt udbytte af dens funktioner. 

Se alt det vandretøj og vandreudstyr, som vi selv ville tage med

 

 


Nordkyststien (Hundested-Helsingør)

  • Længde: Ca. 61 km
  • Varighed: 3-5 dage

nordkysstien_kort

Nordkyststien var oprindelig tænkt som en cykelrute ude fra spidsen af Sjællands Odde, men er i dag en ligeså oplagt (hvis ikke endnu bedre) vandretur langs den smukke nordsjællandske kyst.

Starter du ved Sjællands Odde venter 105 kilometer forude. Har du kun en weekend, kan du starte i Hundested. Du får stadig ca. 61 kilometer i benene, og du kan se frem til at gå langs vandet næsten 90% af vejen. Her er udsigt ad libitum, enestående natur, klitter, klinter og lange stræk helt nede ved vandkanten.

Undervejs kommer du forbi byer som Liseleje, Tisvilde, Smidstrup, Gilleleje, Hornbæk og Hellebæk for til sidst at ende i Helsingør. Der vil være masser af interessante og stemningsfyldte steder at holde pause, f.eks. Kikhavn, Tisvilde Hegn (Troldeskoven), Gilleleje Havn, Rudolph Tegners Museum & Statuepark i Dronningmølle og selvfølgelig Kronborg Slot i Helsingør.

Der er ikke ret mange sheltere undervejs på ruten, men til gengæld er der rig mulighed for at overnatte på vandrehjem, hotel eller Bed & Breakfast. Og skulle du blive småsulten eller kaffetørstig undervejs, kan du glæde dig over, at du på Nordkyststien befinder dig på kanter, hvor man ikke går ned på en sprød croissant og en god cafe latté.

Har du f.eks. aldrig været på Albis Kaffebar og Second-Hand i Hornbæk, ja så har du en oplagt undskyldning, hvis du alligevel vandrer på Nordkyststien.

Download ruten til Nordkyststien her

 


 

Jyderupstien (Svinninge-Kongskilde)

  • Længde: Ca. 52 km
  • Varighed: 3-5 dage

 jyderupstien kort

På Jyderupstien har du muligheden for at opleve en masse små landsbyer og historiske seværdigheder på din vej igennem den varierede vestsjællandske natur. Ruten er tydeligt markeret med skilte, og der er både lange stræk gennem skov, men også strækninger med bølgende marker, dybe søer og et rigt fugleliv undervejs.

I Svinninge kommer du igennem Skoleskoven med mere end 30 forskellige træsorter og ved smukke Skarresø, der er en af Nordvestsjællands største og flotteste søer, kan du blandt andet opleve voldstedet fra det tidligere gods Skarsholm. Åmosen ved Bodal er stedet, hvor jægerstenalderens mennesker boede og levede for 10-12.000 år siden, og her vil du kunne se flere fredede gravhøje.

I Hjembæk Kirke kan du beundre kalkmalerier tilbage fra kirkens opførelse omkring år 1100, ligesom Reerslev Kirke, Sorø Kloster og Vedbygaard Gods i Ruds Vedby også er steder, der er værd at besøge på turen.

Se hele ruten på Jyderupstien her

 

Download folder om Jyderupstien her

 


Camønoen

  • Længde: ca. 175 km
  • Varighed: 6-9 dage

Camønoen byder på en masse fantastiske naturoplevelser på Møn, Nyord og Bogø. Dens 175 km lange strækning er delt op i 10 etaper af varierende længde.

Læs mere om Camønoen


 

Øhavsstien

  • Længde: ca. 220 km
  • Varighed: 9-14 dage

Øhavsstien er en vandrerute, hvor du vil opleve det smukke Sydfyn, Ærø og Langeland – også kendt som det Sydfynske Øhav.

Ruten byder på 7 strækninger. Da de ikke går i en lige linje, kan du benytte dig af færgeoverfart for at undgå at gå dele af strækningerne to gange.

På turen vil du få mange oplevelser både hvad natur og kultur angår. Du vil bl.a. vandre gennem små hyggelige landsbyer og opleve mose og skove.

Læs mere om Øhavsstien


 

Gendarmstien (Sønderborg-Padborg)

  • Længde: Ca. 74 km
  • Varighed: 4-6 dage

vandretur gendarmstienGendarmstien kort

Gendarmstien i Sønderjylland emmer af historie fra dengang, hvor grænsevagterne gik langs ruten og holdt øje med smuglere, der forsøgte at får varer ind i Danmark uden at betale told.

Den populære kystvandrerute trækker dog ikke kun opmærksomhed på grund af egnens kendte historier – mange går også Gendarmstien for at opleve det varierede og smukt kuperede landskab.

Gendarmstien er inddelt i 4 etaper, der hver især byder på helt fantastiske naturoplevelser i form af et rigt dyre- og planteliv, småskove, lange strande og stejle skrænter langs fjordens kyster.

Du kommer blandt andet forbi Kruså Tunneldal, hvor smeltevand tilbage fra istiden har skabt et særpræget landskab af fed lerjord, kløfter, søer og vandløb.

Udover den flotte natur, de vilde orkideer og det danske nationalæble, gråstenæblet, byder Gendarmstien også på seværdigheder som Broager Kirke, Dybbøl Banke og Sønderborg Slot.

 

Læs mere om Gendarmstien her

 


Trækstien (Silkeborg-Randers)

  • Længde: Ca. 70 km
  • Varighed: 3-5 dage

Trækstien trækstien kort

Trækstien i Midtjylland var oprindelig en fast rute for heste og pramdragere, der transporterede varer mellem Silkeborg og Randers i 1800-tallet. I dag er det en vandresti, hvor kan du se frem til at følge Gudenåen hele vejen fra Silkeborg, og til den løber ud og bliver til Randers Fjord.

Terrænet på Trækstien varierer mellem trampe- og natursti, en seks kilometer lang træ-sti og grusvej. Grundet den vekslende vandstand i åen kan der, til tider, være vådt og svært tilgængeligt på nogle strækninger.

Ikke desto mindre venter der mange unikke naturoplevelser på Trækstien, hvor du kommer helt tæt på både åen, med gode muligheder for lystfiskeri, samt brede enge og et rigt fugleliv.

Undervejs er der masser af steder at slå sig ned og holde pause, mens du nyder din medbragte frokost.

 

Se hele strækningen på Trækstien her

 


Molsruten (Grenaa-Aarhus)

  • Længde: Ca. 80 km
  • Varighed: 4-6 dage

vandretur århus kort

På Molsruten i Østjylland kommer du igennem smukke, grønne landskaber på din vandring fra Grenaa til Aarhus. Du går meget af ruten langs stranden, men kommer også igennem den enestående natur i Mols Bjerge, med både bakker, skov og udsigter, du vil huske længe efter, du er kommet hjem igen.

Ruten slår også et smut om hyggelige Ebeltoft, hvor du kan gå på opdagelse og nyde atmosfæren, inden du fortsætter mod Kalø Vig og middelalderborgen, Kalø Slotsruin, på Djursland.

Fra Djursland går du igen mod kysten og Løgten bugt på vej mod slutdestinationen Aarhus.

 

Læs mere om Molsruten her

Se Molsruten på kort her

 


Bryrupbanestien (Silkeborg-Horsens)

  • Længde: Ca. 61 km
  • Varighed: 3-5 dage

vandretur bryrupbanesstienBryrupbanestien kort

Fra Silkeborg til Horsens kan du både vandre, cykle og ride på den flade strækning ned igennem Midtjylland, der blev kaldt ”Danmarks smukkeste Jernbane”, mens togene stadig kørte der.

Bryrupstien, eller Naturstien Horsens-Silkeborg som den også kaldes, er både bilfri og asfalteret – dog er skinnerne bevaret mellem Bryrup og Vrads, hvor du kan hoppe på veterantoget eller snuppe den 5 kilometer lange strækning til fods langs landevejen eller gennem skoven.

Undervejs kan du flere steder nyde den imponerende udsigt på de gamle banedæmninger, ligesom du også kommer igennem både morænelandskaber, ådale, lyngklædte heder og gamle bøgeskove. En af rutens helt store attraktioner er Den Genfundne Bro. Det er en gammel jernbanebro, der blev gravet frem og restaureret efter at have været begravet i 85 år.

På Bryrupbanestien er der flere muligheder for overnatning i shelter eller telt, ligesom der er rastepladser med adgang til vand og toilet.

 

Læs mere om Bryrupbanestien her

 

Download pdf med ruten her

 


 

Himmerlandsstien (Løgstør-Viborg)

  • Længde: Ca. 69 km
  • Varighed: 3-5 dage

vandretur himmerlandsstienhimmerlandsstien kort

Himmerlandsstien er en natursti i det vestlige Himmerland, der blev etableret i 2006 på en tidligere jernbanestrækning, som blev helt indstillet i 1999. Stien er fint afmærket og velegnet til både vandring og cykling. Ridning er faktisk også muligt, så længe det forgår ved siden af stien.

På Himmerlandsstien venter der alt lige fra bakkede morænelandskaber, store smeltevandsdale, engområder og heder. Hele vejen støder du jævnligt på de karakteristiske kilometersten samt trinbrædder og stationer ledsaget af infotavler, der fører tankerne tilbage på livet omkring jernbanen.

Du kommer også forbi 8 af de gamle baneskove, der blev anlagt for at skærme banen mod sne, plus den gamle jernbanebro Skals Å.

Ruten på Himmerlandsstien er forsynet med gode muligheder for at holde pause, få en bid mad og overnatte i enten telt eller shelter.

 



Højlyngsstien (Allinge-Sandvig - Aarsdale)

 

  • Længde: Ca. 65 km
  • Varighed: 3-5 dage

vandreture bornholm højlyngsstien vandreture bornholm højlyngsstien

Hidtil har vandreruten Kyststien været det store trækplaster, når klippeøen midt i Østersøen skulle opleves i vandrestøvlerne, men vi tør godt spå, at Højlyngsstien med sit overflødighedshorn af spektakulære landskaber, kendte seværdigheder og godt gemte naturperler bliver Bornholms nye supermagnet for vandrefolket.

Med udgangspunkt i kystbyerne Sandvig på nordvestkysten eller Aarsdale i øst kan du fint vandre sporet begge veje, og skiltningen er god. De fleste steder skiltes med den orange mand på pæle og ellers bruges prikker på træer og klipper. Undervejs krydser man gennem eller forbi et væld af Bornholms mange seværdigheder såsom Ekkodalen, Paradisbakkerne, Bisonskoven, Rytterknægten, Hammershus og meget mere.

Højlyngsstien er med masser af shelters og primitive teltpladser strøet ud over sporet et slaraffenland for telt- og shelterfolket, mens det kræver noget mere planlægning, hvis du vil overnatte i en seng.

 



Vandretur i Paradisbakkerne

 

  • Længde: ca. 7 kilometer
  • Varighed: 1 dag

paradisbakkerne kort

Kniber det med tid eller bentøjet, så kan I "nøjes" med at gå en vandretur i Paradisbakkerne på Bornholm. Ruten byder på store sten, smalle stier og krydsning af en fårefold, så tag endelig ordentligt fodtøj på.

Vi anbefaler, at I pakker en madpakke, så I kan gøre ophold undervejs. Paradisbakkerne er nemlig pakket med gode pausesteder, hvor man kan nyde omgivelserne. Tag også en spand eller tupperware med, hvis I skal afsted i juli/august. Områder sejler praktisk talt i blåbær, så snart det har fået tilpas nok sol og sommervarme.

Er du dårligt gående, kørestolsbruger eller med barnevogn, så er der flere fine grusstier i området. Det bliver en lidt kortere vandretur på Bornholm, men I får stadig mulighed for at nyde naturen på farbare flade stier. 

 


 

Find mere inspiration til vandring og vandrestier i danmark

Der er mange flere gode vandreture at hente - både i og udenfor Danmarks grænser. Derfor har vi samlet alle vores anbefalede vandreture et sted, som du frit kan drage inspiration fra. Du vil blandt andet finde:

  • Vandreture på Mols Bjerge stien
  • Vandretur på den danske pilgrimsrute
  • Vandreture på den jyske vestkyst

Og mange flere vandrestier i Danmark, Sverige og Østrig!


Klar til vandring?

Det er en kæmpe opgave at planlægge og pakke til en vandretur, der strækker sig over flere dage. For mange er det uoverkommeligt, fordi de ikke har prøvet det før. Og tanken om at stå i en skov med et telt, der ikke vil slås op eller et bål, der ikke vil tændes, afskrækker mange. 

Derfor er det en god idé at læse lidt op på lektion, hvis det er din første gang på vores kære vandrestier i Danmark. Og du kan heldigvis dykke ned i alle vores guides til vandring, så du bliver bedst muligt forberedt:

  • Bliv fri for myg på vandreturen
  • Lær alt om at undgå og behandle vabler
  • Se hvordan du skal pakke din rygsæk
  • Vælg de rigtige vandresko eller vandrestøvler

Et andet slidt råd er, at øvelse gør mester. Mangler du lidt outdoor selvtillid, så slå teltet op hjemme i haven, inden I skal afsted. Afprøv om soveposen er varm nok. Tænd et bål eller lav et måltid på dit trangiasæt, hvis det er første gang. Spørg os om resten. God forberedelse betyder, at du vil nyde naturen og udfordringen mere, når du springer ud i det. Og sandsynligheden for, at du kommer afsted igen, vokser gevaldigt. 

 

 

Sådan finder du overnatning på din vandretur

Det kan være skræmmende at skulle overnatte på vandreruter, som man ikke har gået før. Det er forskelligt om man er til overnatning i telt, shelter eller helst vil have rigtigt tag under hovedet. Er det muligt, så er det en rigtig rar luksus at afslutte vandreturen på vandrehjem, hvor man kan få et varmt bad og en god dyne. Vi kommer selvfølgelig med nogle foreslag på hver rutebeskrivelse, men her har du vores bedste tips til selv at finde overnatning på vandreture:

  • Brug google maps - langt de fleste lejrpladser og shelters vil dukke op langs ruten
  • Brug Naturstyrelsens oversigt lejrpladser, shelters og områder med friteltning
  • Brug Airbnb for at finde fine hytter eller værelser på vandreruter, der ligger nær beboelse
  • Søg efter vandrehjem og hoteller, som ofte er en mulighed vandreture der starter og slutter i byer

 

Overnat i telt på lejrplads eller med friteltning

Teltet er godt at have med på dine vandreture i danmark - både som plan A og plan B. Der er masser af gode lejrpladser, hvor du kan slå dit telt op. Du kan med fordel vælge et letvægtstelt, så du ikke har så meget på ryggen. Finder du ikke et let telt i din smag, har vi selvfølgelig samlet vores bud på gode telte til sommerturen. 

Som regel er offentlige lejrpladser angivet, hvis du zoomer ind på ruten i google maps. Hvis de skal eller kan bookes i forvejen, vil det typisk også stå der. Skal du afsted i sommerferien, hvor mange prøver kræfter med vandring og overnatning i naturen, så kan du også undersøge dine muligheder for fri teltning på ruten. Der blev over sommeren 2020 åbnet op for fri overnatning i 77 nye statsskove i hele Danmark, hvor du frit må slå dit telt op for én nat. Det er en perfekt mulighed, hvis du gerne vil nyde skovens dybe stille ro. Du kan se alle områder med fri teltning her.


BEMÆRK: Regler om friteltning

  1. I må kun stille telte op for én overnatning
  2. Det ikke er tilladt at sætte mere end to telte op
  3. Teltene må maks. være tremandstelte



Find praktiske shelters i nærheden

Det er praktisk at overnatte i shelter på din vandretur, fordi du bliver fri for at bære et telt eller tarp på ryggen. I kan eventuelt besøge et af de smukkeste shelters i danmark

Det er dog stadig en god idé at have et telt i baghånden, hvis du håber på at kunne overnatte i shelter i påsken eller sommerferien. "Først til mølle"-princippet gælder nemlig for langt de fleste shelters. Så er shelteret optaget, når I når frem, så er teltet guld værd. I kan sætte teltet op i nærheden og deles om bålpladsen. Langt de fleste kan nemlig godt finde ud af at udvise gensidig respekt - især på lejr og shelterpladser nær vandreruter. 


Se Naturstyrelsens oversigt over lejrpladser og shelters her. Nogle af dem kan du booke inden afgang via Naturstyrelsens booking system.

TIP! Skal du afsted over sommeren, kan du med fordel søge på startdato eksempelvis "3 august" i søgefeltet og se, hvad der er tilgængeligt.