Opskrift: Boller i karry på Trangia

 

Boller i karry er en god gammel klassiker, som alle kan lide. Vi har optimeret opskriften, så den bliver mere tur- og Trangiavenlig. På den måde bliver den både nemmere og hurtigere for dig at lave.

 

Opskrift

I stedet for at bøvle med fars ude i naturen, har vi valgt at bruge "indmaden" af en lækker økologisk medister.

Du kan selvfølgelig sagtens lave dine boller i karry med ris, som du plejer. For at spare brændstof og for at gøre processen lidt  hurtigere,  har vi her valgt at lave det med couscous. 

 

Ingredienser 

  • Vand
  • 1 pakke medister
  • 1 spsk karry med top
  • 1 grydeske smør med top
  • 1-2  grydeskeer hvedemel med top
  • 1-2 dl mælk
  • Salt
  • Evt. bouillon
  • Couscous
  • Forårsløg
  • Rosiner

 

Sådan gør du:

Start med at tilberede er kødet, for det er det, der tager længst tid:

  1.  Sæt vand over i en gryde.
  2. Klip enden af medisterpølsen og klem mundrette stykker ud af skindet direkte ned i det kogende vand.
  3. Kog vand i en anden gryde eller kedel til couscous.
  4. Fyld den mængde couscous, som du skal bruge, op i en skål. Hæld det kogende vand over i et forhold 1:1 og sæt låg på. Det skal stå og trække i mindst 5 minutter. 
  5. Put smør i en tom gryde til sovsen. Der er en tynd bund i en Trangia, så det let brænder på. Brug derfor gerne rigeligt med smør! 
  6. Når smørret er smeltet, kommer du karry i og rører godt rundt. Karryen skal brændes af.
  7. Tilsæt mel, så du får en lille fast pasta.
  8. Spæd op med kogevandet fra medisterpølsen og rør rundt, så du får en lækker, jævn sovs.
  9. Til sidst tilsætter du mælk i, så sovsen får en fin cremet farve.
  10. Når sovsen er godt oppe at koge, smager du den til. Det kan du enten gøre med noget salt eller noget ekstra bouillon.
  11. Kom kødbollerne over i sovsen.

Nu kan du anrette ved at tage for af couscous og boller i karry. Vi har her i opskriften valgt forårsløg og rosiner som garniture. Men du kan sagtens vælge andre ting, som f.eks. mango, peanuts og kokos.

 

Udstyret:

En Trangia er rigtig god at have når du skal lave mad ude i det fri. Den kan klare både storm og blæst. De tilhørende gryder er uden håndtag, så det er en god idé også at få dig et håndtag til at tage fat i dem med, når de er varme. Derudover kan du såmænd også få en kedel.

En Wildo Mugg er nærmest uundværlig når du skal på tur, for den kan bruges til rigtig mange ting. Du kan bruge den både som turkop, dyb tallerken eller til at øse vand op med. Det er jo genialt med så mange anvendelsesmuligheder, når man skal pakke let.

Mærket Wildo byder også på en Camper Plate, hvilket er en dyb tallerken. Den er designet, så den er god at holde på når du nu ikke kan sætte den fra dig. Den er desuden stabelbar hvis du har flere af dem.

En termokop er også rigtig god at have ude i det fri, når du vil give dig selv " a hug in a mug". Koppen kan du tilmed bruge til hverdagsbrug.