Opskrift: Fladbrød på bål

 

Hjemmelavet fladbrød smager så godt, at du næppe går tilbage til de købte, når først du har smagt de her. Vores fladbrød opskrift er både nem og hurtigt, og fordi der er yoghurt i, minder de endda lidt om naanbrød, hvis du ikke ruller dem alt for tynde.

Steg fladbrødene på en tør pande over bål, grill eller på din Trangia og nyd at sætte tænderne i et blødt og lunt stykke hjemmebag langt ude i skoven eller hjemme i haven.


Opskrift fladbrød – nemme pandebrød

Ingredienser (ca. 10-12 små brød):

  • 6 dl. hvedemel
  • 1. tsk. bagepulver
  • 1 tsk. fint salt
  • 2 dl. sødmælksyoghurt eller græsk yoghurt
  • ½ dl. vand
  • 2 spsk. olivenolie
     

Sådan gør du:

  1. Bland lidt over halvdelen af melet, salt og bagepulver sammen i en skål.
  2. Tilsæt yoghurt, vand og olie og rør godt rundt.
  3. Put resten af melet i og ælt dejen sammen. Tilsæt evt. ekstra mel, hvis dejen er meget klistret.
  4. Drys mel ud på en skærebræt el. andet, hvor du kan rulle pandebrødene flade.
  5. Del dejen op i små bidder alt efter hvor store eller små du ønsker, at dine fladbrød skal være.
  6. Rul dejen flad – vend den undervejs i melet, så den let slipper kagerullen.
  7. Steg fladbrødene på en varm pande uden fedtstof. Hold godt øje med dem – de skal ikke have mange minutter på hver side.


TIP! Brødene kan fint holde sig varme og bløde, når du stabler dem. Hvis det er køligt i luften, og fladbrødene ikke skal spises lige med det samme, så pak dem ind i et rent viskestykke, hvor de vil holde sig lune og saftige.

 

Udstyret:

Vi testede disse pandebrød over bål på en stegeplade med ben. Det fungerede supergodt, da stegepladen hurtigt bliver meget varm, og der er masser af plads til at lave alle brødene samtidig.

I en snæver vending (og fordi det gik stærkere end forventet), lykkedes vi med at vende fladbrødene med Asivik Work Glove på fingrene. Næste gang kommer der dog en lang paletkniv i spil i stedet.

Du kan også sagtens bage de lækre fladbrød på en almindelig bålpande, pandekagepande, støbejernspande eller på din Trangia Nonstick pande, hvis det er dit stormkøkken, du har med.

 
Fladbrød med bagepulver – turvenligt brød uden gær


Måske undrer dig over, at vi ikke har brugt gær i opskriften. Det er dog super nemt bage lækre madbrød uden gær, og så er det en del mere turvenligt.

 

I denne fladbrød opskrift er gæren erstattet med bagepulver, hvilket får brødene til at hæve en anelse og blive dejlig luftige, når de kommer på panden. Ved at bruge bagepulver i stedet for gær kan du hurtigere få hjemmebagt brød på bordet, da hævetiden skæres væk.

 
Pandebrød er hurtigt og nemt tilbehør


Med ingen hævetid og kun få minutters stegetid kan du glæde dig over, at du lynhurtigt står med en stak lune fladbrød, der kan bruges som tilbehør til alle retter.

Fladbrødene smager forrygende sammen med hummus og andre slags dip eller som tilbehør til suppe, butter chicken, alverdens gryderetter, kebab eller bare for sig selv.

Skulle der blive nogle til overs, skal de nok få ben at gå på til aftenkaffen med lidt smør og syltetøj. Og ellers kan du fint putte dem i fryseren.

 
Fladbrød ala naanbrød


Som vi nævnte indledningsvis, vil du formentlig opleve, at disse fladbrød over bål godt kan minde lidt om de populære naanbrød – det er i hvert fald den feedback, vi har fået fra dem, der har måtte agere smagsdommere.

 

Hvis du gerne vil pifte fladbrødene op, så de minder endnu mere om naanbrød, kan du lave dem en anelse tykkere og eventuelt drysse de velkendte, sorte nigellafrø på.

Servér brødene lune og gerne penslet med en lækker blanding af smeltet smør, hvidløg og persille.

 

God fornøjelse!